Af Lars Andreassen, Egå Ungdoms-Højskole
Hun sysler med sit, jeg med mit. Og drengene; ja, jeg kan høre den mindste på guitaren. Og måske er den store i gang med sit skolearbejde eller måske sover han, netflixer eller er på vej til arbejde. Hele familien er samlet under samme tag, men i færd med hver vores. Vi deler et fysisk rum, men ikke et mentalt. Ikke lige nu i hvert fald, men muligheden er der. Vi kan, hvis vore veje tilfældigvis krydses (på vej mod køleskabet eller kaffemaskinen), hvis lysten trænger sig på, eller nødvendigheden opstår, indlede en samtale eller påbegynde et skænderi; vi kan også bare mumle et eller andet til hinanden.
Det er sådan, jeg forstår hjemlighed, og det er sådan, jeg kan lide det. Hjemlighed er et mulighedernes rum. Relationerne er – prototypisk – organiske og biologiske og som sådan (forhåbentlig) prægede af intimitet og et dybt kendskab til hinandens vaner, præferencer og diverse rutiner. Det er kernefamiliens rum.
Den professionelle relation
Så hvad taler vi om, når vi taler om hjemlighed på Højskolen? Hvilken illusion om hjemlighed stræber vi efter at etablere på højskolerne? Noget i retning af ovenstående ville jeg mene, hvis jeg fik spørgsmålet. Under ingen omstændigheder ville jeg pege på mentor-mentee-relationen, den coachende, pædagogiske eller ligefrem terapeutiske relation. De professionelle relationer – den forcerede samtale – som er omtrent det værste, moderniteten har kastet af sig. Vi har, som Marx og Engels skrev, ”ikke ladet andet bånd tilbage i menneskenes forhold til hinanden end den nøgne interesse, den følelsesløse kontante betaling.”
Marx og Engels sigtede selvfølgelig til en brutal udbytning af proletariatet ved den tidlige industrialiserings samlebånd og spindemaskiner, men den professionaliserede relation dominerer i den moderne velfærdsstat. Og den er, om nogen, kendetegnet ved kolde kontanter og tidsskemaer. Det gør virkelig ondt i min liberale sjæl, når jeg tænker over, at det er den type relation, der som hovedregel tilbydes unge mennesker i dagens Danmark. Og nu foreslår højskolefolk, at hjemlighed gennemføres ved lov. Hvad blev der af Løgstrup og den etiske fordring? Den forcerede samtale er formodentlig en del af problemet i forbindelse med den stigende mistrivsel og sårbarhed, vi er vidne til blandt ungdommen. Den tvinger os til at være problemfokuserede.
Hvis jeg var forstander, ville jeg insistere på, at mine medarbejdere jævnligt kom forbi med deres familie (hvis en sådan haves) til aftensmåltidet på højskolen.
Af Lars Andreassen, Egå Ungdoms-Højskole
Hjemlighed på højskolerne er en etisk fordring. Den behøver i udgangspunktet ikke at have noget med bopælspligt at gøre. Og slet ikke lovgivning. Lovtvungent samvær. Helt ærligt!
Vi skal spørge os selv og hinanden om, hvad det er, vi ikke laver, når vi taler. Og svaret? Svaret er, at vi ikke er i værkstedet. Vi er ikke i gang med en sang, banke et pallemøbel sammen, dreje en kop eller grave i perma-haven. Og vi er ikke i gang med at kloge os på verden. Det betyder, at vi på ingen måde tænker over, hvorledes vi som medborgere kan bidrage til det fælles bedste, hvordan vi bliver interessante for andre end os selv. Vi taler og taler om vores indre uden sans for det ydre og uden at blive bedre til det, vi skal bygge fællesskaber og samfund på. Og uden at blive bedre til noget af det, der kan danne os som individer, når vi deltager i samfundslivet. Med andre ord forsvinder ethvert spor af Livsoplysning, Folkelig Oplysning og Demokratisk Dannelse i coachens sofa.
Storfamilien
Fra Højskolepædagogisk Uddannelse husker jeg Ove Korsgaards tale om storfamilien, og at det er den, som højskolen oprindeligt er modelleret efter. Storfamilien er et arbejdsfællesskab, som til forskel fra kernefamilien også indlemmer fremmede i fællesskabet, typisk malkepigen og karlen. Hvor kernefamilien er sammen om hinanden og deler oplevelser, er storfamilien sammen om noget og deler opgaver. På højskolerne er vi flere forskellige personalegrupper og har forskellige opgaver, men vi er sammen om at oplyse og arbejde med demokratisk medborgerskab. Det er hovedsigtet. Dertil kommer alle de biologiske behov og særlige individuelle interesser, vi hver især kan have og mødes om. Og det er primært her, begrebet hjemlighed har sin relevans.
Det er i forbindelse med måltiderne, når vi, drevet af vore biologiske og almenmenneskelige behov, mødes. Vi kan fortsætte samtalen, men vi kan også indlede en ny og mere personlig på baggrund af det kendskab, vi har fået til hinanden i vort faglige møde. Pludselig har du ”fat i et stykke af dit medmen’skes lykke.” Det kan også ske over bordtennisbordet eller henover (de uforståeligt populære) brætspil nu om dage. Men hvis jeg var forstander, ville jeg insistere på, at mine medarbejdere jævnligt kom forbi med deres familie (hvis en sådan haves) til aftensmåltidet på højskolen. Blot for at dele rummet.
Allerbedst, synes jeg, mødet er, når det sker i mit fritids-læderværksted med et menneske, som aldrig ville vælge mine fag-forløb. Når vi gennem mere eller mindre tavst samvær arbejder med læder med musik i baggrunden og pludselig opdager, vi er i gang med en samtale om, hvorledes vort personlige ve og vel hænger sammen med samfundets og vort eget engagement i det. Det er ganske uden forureningen fra mentorkontrakter og lovgivning. Blot smukt og ligeværdigt. Det er en relation, der opstår ud fra det kendskab til hinanden, vi har opnået, ved at være fælles om en opgave et par timer. Vi begyndte i kroppenes fysiske rum med et ønske om at kreere en ting, som vi under arbejdet spontant udvider med en åndelig dimension. Det er dette mulighedernes rum, højskolen skal skabe. Og hvis vi ikke kan det, behøver vi slet ikke være her. For så er vi ligesom alle andre steder i velfærdsstaten.