Hvornår kan man holde fri med god samvittighed?

Publiceret 14-03-2019

DEBAT Højskolelærere er stadig vildt engagerede, og mange opfatter arbejdet som et kald. Men et mere og mere grænseløst arbejdsliv gør det nødvendigt at sætte nogle klare rammer for arbejdet. Her kan timetælling være en løsning, selv om det er et fyord i store dele af højskoleverdenen. Det konkluderer to højskolelærere i en ny undersøgelse.

Af Malene Fenger-Grøndahl, journalist

Eksperiment med timetælling

Jeg har givet mig selv lov til at gå i svømmehallen

”Jeg har brugt det til at give mig selv lov til fx at tage en tur i svømmehallen en onsdag morgen med god samvittighed, fordi jeg rent faktisk har et plus på 40 timer. Det er ikke for at sige, at jeg ikke tidligere har gået i svømmehallen. Der har jeg bare gjort det med dårlig samvittighed (…) Så for mig har det været helt vildt rart at få et overblik over: hvornår arbejder jeg og med hvad? Så jeg kan holde fri med god samvittighed.”

Sådan siger en af tre lærere på Krogerup Højskole, der som et eksperiment har registreret deres arbejdstimer gennem efteråret 2018. Eksperimentet blev sat i værk af to andre lærere på højskolen, Jesper Himmelstrup og Mads Philipsen, som en del af deres projektopgave på Højskolepædagogisk Uddannelse (HPU).

Opgaven, som de har kaldt ”Mellem kald og arbejde – Højskolelærerens vilkår og udfordringer i det 21. århundrede”, baserer sig på interview med forstander og tre lærere på Krogerup Højskole og samtaler med lærere fra henholdsvis Vallekilde Højskole og Rønde Højskole, to skoler som ligger i hver deres ende at spektret, når det handler om tilgangen til at tælle timer. Mens lærerne på Vallekilde slet ikke registrerer timer, har Rønde Højskole taget et elektronisk timetællingsværktøj i brug.

 

Læs også: Udnyttelse af regler kan true højskolernes særkende

 

Timetælling er et fyord mange steder i højskoleverdenen, og jeg vil ikke selv bryde mig om at registrere min tid på den måde. Men vores undersøgelse viser, at de lærere, der bruger det eller har afprøvet det, er glade for det.

Jesper Himmelstrup, lærer på Krogerup Højskole

”Da vi indledte undersøgelsen, havde jeg en forestilling om, at vi ville finde den endelige løsning på, hvordan vi i højskoleverdenen bedst tackler den udfordring, at vi kaster os ind i arbejdet med liv, sjæl, krop og familie, men samtidig har behov for en balance, så vi kan være til stede i vores familie- og fritidsliv. Men vi har ikke fundet universalløsningen. Til gengæld kan vi forhåbentlig bidrage med nogle nuancer til debatten om kald, timetælling og arbejdsvilkår,” siger den ene af undersøgelsens to forfattere, Jesper Himmelstrup.

Han er uddannet journalist og har bl.a. arbejdet i DR og som redaktionssekretær i Miljøministeriet og har undervist på Journalisthøjskolen i Aarhus, inden han for 5½ år siden blev ansat som lærer på Krogerup Højskole, hvor han underviser i hovedfaget Journalistik & medier og valgfaget Radio. Han bor på højskolen med sin hustru, der også er lærer på skolen, og parrets fire børn. De er et godt eksempel på, at højskolelærere også i dag engagerer sig helhjertet i deres arbejde.

”Allerede som 15-årig drømte jeg om at lave højskole, og under min uddannelse talte jeg også om, at jeg ville være højskolelærer, selv om det ikke ligefrem havde høj status i det miljø. Så man kan godt sige, at jeg er kaldet til mit arbejde,” siger han.

 

Læs også: Nye ansættelsesvilkår skaber konflikt

 

På Messenger med eleverne

Jesper Himmelstrups og Mads Philipsens interview med deres kollegaer afslørede stort engagement, men samtidig frustration over, at det er svært at afgøre, hvornår man kan holde fri med god samvittighed.

”Eksemplet med svømmehallen er meget sigende. De fleste lærere opfatter det som et kæmpe privilegium, at højskolelivet tager og giver så ekstremt meget, og jeg mener virkelig også, at det er verdens bedste job. Men den moderne virkelighed gør det svært at finde en balance, hvor man kan brænde uden at brænde ud. Den nyforelskelse, mange højskolelærere oplever i de første år, skulle gerne forvandles til en mere moden kærlighed, som kan holde længe. Det kan den kun, hvis det er legitimt at trække stikket indimellem og prioritere at passe sine børn en aften i stedet for at deltage i et nok så spændende foredrag,” siger han. 

Familielivet skal gå op

Han tilføjer, at den ændrede familiestruktur er en afgørende parameter i ligningen. Som han og Mads Philipsen skriver i opgaven: ”Vi lever – som mange andre – i en virkelighed, hvor der (for nogens vedkommende) skal passes børn, besøges venner og familie, laves mad, vaskes tøj, gøres rent, smøres madpakker, afleveres børn, holdes lejlighed eller hus, ordnes have eller kolonihave, dyrkes sport, og hvad der ellers hører hverdagslivet til.

Dette skaber en spænding, hvor vi på den ene side forventer af os selv, og det forventes af os fra højskolens side, at vi er Højskolelærere med stort H og er 110 procent engagerede i skolen, hvor kaldstanken spiller en væsentlig rolle. Og på den anden side har vi et privatliv, hvor vi skal være til stede, løse pligter og være noget for nogen, som ikke (nødvendigvis) er en del af højskolen.”

Samtidig er det grænseløse arbejde, som altid har været en del af højskolelivet, blevet mere udpræget: ”Du kan sidde på Nørrebro og lave højskolearbejde på mail, når du arbejder på Krogerup i Humlebæk. Du kan tjekke mails eller få opringninger, når du er på ferie på Mallorca. Du kan skrive på Messenger med en elev, der er ked af det, nærmest samtidig med, at du lægger dit barn til at sove om aftenen. Jobbet er blevet mere flydende i og med, at du kan være mindre tilstede fysisk, men til gengæld være mere eller mindre konstant på mentalt.”

Desuden har skemastrukturen på de fleste højskoler ændret sig, så lærerne nu arbejder flere uger på et år.

”Tidligere havde lærerne på Krogerup – og mange andre højskoler – 32 ugers undervisning på et år og fri i 20 uger. Nu har vi to lange kurser på 24 og 18 uger og ofte også sommerkursus og jule- og nytårskursus. Desuden har vi på de lange kurser to rejser, som medfører, at vi er ude af familieligningen 1½ måned. Så ligningen ser simpelthen anderledes ud end dengang, de – ofte kun mandlige – lærere med en hjemmegående eller arbejdende hustru kunne leve hele deres liv på højskolen. Jeg holder meget af, at der kommer elever hjem til os og ligger i sofaen og ser Harry Potter og spiser slik. Men når man har fire børn, skal der også være tid til Forældreintra og legeaftaler,” siger han.

Det kan derfor, mener Jesper Himmelstrup, være nødvendigt at lave en klar forventningsafstemning mellem ledelse og lærere. Spørgsmålet er, hvordan man bedst gør det. Er timetælling vejen frem?

”Timetælling er et fyord mange steder i højskoleverdenen, og jeg vil ikke selv bryde mig om at registrere min tid på den måde. Men vores undersøgelse viser, at de lærere, der bruger det eller har afprøvet det, er glade for det,” siger han.

Timetælling underminerer ikke engagementet

På Rønde Højskole har man de seneste tre semestre brugt det elektroniske timetællingsværktøj VIGGO, der tæller undervisning og samvær, vagter og lærermødetid, og generelt er der stor begejstring for værktøjet, fortæller underviser på linjefaget Sygepleje og Medicin, Jeppe Jensen: ”Fra et arbejdstagersynspunkt synes jeg virkelig, det er godt. Det giver en ro til, at man kan sige: Det her svarer til en normal fuldtidsansættelse i Danmark i 2019, så jeg synes, det er en god guideline for, at 'nu kan jeg godt tillade mig at gå hjem kl. 14.30 i dag.'” 

Og selv om kritikere af total timetælling har kaldt systemer som VIGGO et angreb på den frie skoleform, bekymrer det ikke Jeppe Jensen: ”Jeg tænker, det er en naturlig konsekvens af, at samfundet har udviklet sig; at der også skal være rimelighed på en arbejdsplads som højskolelærer”.

”Timetællingen har ikke ændret på, at lærerne engagerer sig stærkt i hver enkelt elev, i samfundets vel og i at lave livs-oplysning. Højskolelærer-opgaven er stadig lige meningsfuld.”

Birgit Fuglsbjerg, forstander på Rønde Højskole

Jesper Himmelstrup og Mads Philipsen konkluderer i deres opgave, at timetælling bl.a. kan skabe bedre samvittighed ved at holde fri, give bedre overblik over opgaverne og gøre opgaver, der før var usynlige – fx administration – mere synlige. Det kan dog også, påpeger de, medføre mere administration for den enkelte lærer og potentielt underminere kaldstanken.

Om erfaringerne med at bruge VIGGO som timetællingsredskab siger forstander på Rønde Højskole, Birgit Fuglsbjerg: ”Da vi indførte systemet, var der en vis nervøsitet hos nogle lærere for, om det ville ændre den måde, man er højskolelærer på. Men sådan er det ikke gået. Vi bruger det som et samtaleredskab, der giver os et bedre grundlag til at drøfte, hvordan vi bedst prioriterer arbejdet og samarbejder om at lave højskole”.

Som et eksempel nævner Birgit Fuglsbjerg, at timetællingsredskabet kan bruges til at drøfte, om en mentorindsats i en lærers ansvarsporteføjle kan løses inden for det afsatte antal timer, eller om der skal rykkes rundt på noget for at få det hele til at gå op. Eller det kan bruges til at justere på opgaverne lærerne imellem, så nye lærere ikke bliver overbebyrdet.

”Vi bruger det også til at drøfte, om fx rejsedelen tager for mange ressourcer, eller hvad vi kan skære ned på, hvis vi vil satse mere på rejser,” siger hun.

Birgit Fuglsbjerg oplever ikke, at timetællingen underminerer lærernes stærke engagement, men ser det tværtimod som et redskab, der kan kvalificere dem til at tage gode valg, som sikrer, at de kan engagere sig fuldt ud og hverken forsømme familien eller højskolen.

”Timetællingen kan hjælpe lærerne med at identificere, hvad de bruger tid og kræfter på, så de kan finde en balance, hvor de engagerer sig fuldt ud uden at tømme sig selv helt. Timetællingen har ikke ændret på, at lærerne engagerer sig stærkt i hver enkelt elev, i samfundets vel og i at lave livsoplysning. Højskolelæreropgaven er stadig lige meningsfuld,” siger hun.

Jesper Himmelstrup mener da heller ikke, at kaldstanken og lærernes engagement vil blive undermineret af timetælling. Men han mener heller ikke, at det er en universalløsning.

”Det er forskelligt fra højskole til højskole, hvad der giver mening. Men vores undersøgelse peger på, at det er en god ide at lave en klar forventningsafstemning mellem ledelse og lærere. Det kan gøres på forskellig måde, men måske er det ikke så tosset at tænke mere i overenskomster og klare aftaler. Meget har trods alt ændret sig, siden de første højskolelærere blev ansat under vilkår, der nærmest mindede om forholdet mellem karlen og husbonden på en gård.”

 

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies