Spiser I oblater derhjemme?

Publiceret 14-03-2019

LEDER I dag er den offentlige samtale om religion og kristendom (med væsentlige undtagelser) heller ikke ligefrem tynget af viden. Det går vel nærmere i spektret mild berøringsangst til aggressiv ateisme.

Af Andreas Harbsmeier, redaktør

Beder i altid bordbøn? Spiser i oblater derhjemme? Som dobbelt præstebarn fik jeg spørgsmålene, da jeg var lille. Lige dele fordomme og nysgerrighed. Selv om jeg egentlig aldrig har været hverken særligt kirkelig eller troende, kunne jeg sagtens finde på at kokettere med at sige, ”jeg er kristen”, bare for at være lidt interessant, eller for at se hvordan reaktionerne ville være. De gik som oftest fra det mildt nysgerrige til det direkte medlidende: ”Har du det ellers okay?” Men grundlæggende handlede det jo bare om mangel på viden.

Senere på universitet var det ikke stort bedre. På litteraturstudiet i København var der praktisk talt ingen undervisere, der havde indsigt i teologi eller kristendom, selv om man jo nok må sige, at begge dele spillede en ikke helt uvæsentlig rolle i litteraturen ind til for ikke så længe siden – nogle pralede ligefrem med det. I dag er den offentlige samtale om religion og kristendom (med væsentlige undtagelser) heller ikke ligefrem tynget af viden. Det går vel nærmere i spektret mild berøringsangst til aggressiv ateisme. Åndfuldhed er ikke længere en dyd.

På den nyåbnede Oasehøjskolen, som vi har en reportage fra her i bladet, taler en elev om, at det er rart at være et sted, hvor man kan sige Jesus, uden at folk ser underligt på en. Det er da for fattigt, at det efterhånden er blevet sådan. Uanset ens religiøse tilhørsforhold eller kritiske sind må udgangspunktet altid være nysgerrighed – frem for afvisning. Først viden, så kritik. Og nej, vi spiste ikke oblater derhjemme.

 

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies