Tankeløs omskæringskritiker finder sit spor

Publiceret 14-03-2019

KRONIK Det, som nogen kalder tankeløshed, kalder andre omtanke for det enkelte menneske, omtanke for samfundet og den kultur vi har – ikke som en absolut og statisk størrelse, men som en foranderlig, dynamisk og levende kultur. Svar til Kronikken ”Modstanden mod omskæring af drengebørn er drevet af tankeløshed”

Af højskolelærer Christian Henriksen, Idrætshøjskolen Bosei

Til trods for at jeg helt sikkert ikke kan finde så mange flotte ord frem i min gendrivelse af den holdning, som artiklen udtrykker, vil jeg på bedste beskub forsøge at give udtryk for min mening, som fortaler for afskaffelse af omskæring.

Jeg vil begynde med at sige, at jeg grundlæggende mener, at omskæring er forkert, da man ikke skal lave unødvendige operationer på børn, der ikke fejler noget. Et fysiologisk unødvendigt indgreb mener jeg heller ikke kan forsvares, når blot en eneste får efterfølgende mén (såvel fysisk som psykisk) af proceduren. Dette mener jeg for øvrigt også for omskæring af piger, uagtet graden af omskæring.

Jeg vil være ærlig: Jeg ved ikke meget om jødedommens religiøse fundament eller pagtritualer – men jeg kan forholde mig til det praktiske i handlingen at omskære et barn. Jeg kan også forholde mig til, at nogle kristne lavede fuld neddypning indtil 1500-tallet, en tradition som man gik væk fra – måske fordi nogle fik mén lige fra forkølelser til drukning mv. Fysiske ritualer kan ændres, hvis man finder ud af, at de er uhensigtsmæssige.

Mit udgangspunkt er ikke en gendrivelse af jødekommen. Mit udgangspunkt er, at uagtet hvilken religion, der har et sakramente, der er uhensigtsmæssigt ift. deres deltageres habituelle tilstand, så vil jeg være imod det.

I en tid, hvor der fra politisk hold lukkes for kvoteflygtninge, oprettes grænsebomme mellem lande, og hvor de folk, der går på motorvejen, ikke synger livets melodi, men snarere deres egen personlige variant af sangen om Larsen – bør man overveje, hvor meget man vil gå på kompromis med værdier, som meget vel kan antages at være grundlæggende for den danske kultur.

Jeg undrer mig over, at man på den ene side kan klandre mennesker med andre kulturer og religioner for deres praksis, men samtidig have en lille lomme af ”lokale nationale” tilladelser baseret på, hvad der historisk har været accepteret. Dette er Danmark, dette er år 2019, og vi er et klogere og bedre folk.

Jeg undrer mig over dette, men i forklarelsens lys finder vi sikkert et fornuftigt svar, for lyset er vel ej blot for de lærde?

I takt med at vi udvikler os til et mere sekulært samfund, bør samfundets regler tilpasses disse forhold – så det matcher folkets holdninger.

Christian Henriksen, Idrætshøjskolen Bosei

Jeg synes, at historie, kultur og frisind er en vigtig tradition ikke kun i grundtvigianske sammenhænge, men også i vores ”hverdagsdanmark”. Vi har som folkefærd haft forskellige traditioner, kulturelle handlemåder og måder at udtrykke vores frihed på: Vi har haft revselsesret, stavnsbånd, slaver, dødsstraf – ja endda en tradition/kultur/religion, hvor vi ofrede mennesker til guderne – derfor spørger jeg rent retorisk: Hvad er danskheden vel da? Er det en evig uforanderlig grundvold, fældet i granit? Eller er det det levende, tænkende folk, som bebor danskhedens vidder? Vi udvikler os, vores traditioner ændrer sig, vi er stolte, men formår samtidigt at ændre kultur og traditioner baseret på den viden, vi tilegner os gennem vores anskuelse af vores historie og gennem udvikling af vores etik og moral.

Derfor forholder vi os også så skarpt i forhold til mennesker, der kommer til Danmark med andre kulturer og baggrunde. For det er vigtigt, at de lærer og forstår den danske historie, kultur og traditioner – i den kontekst der er nu: Hvad accepterer vi, og hvad tolererer vi – og hvad kan man inden for disse rammer?

Men det har vi jo altid gjort…

Jeg passer sikkert ind i en af de kategorier (sekularist/ateist), der opstilles i kronikken, i min tro på, at spædbørn, børn og unge bør tilstås fysisk ukrænkelighed, indtil de er gamle nok til selv at tage stilling til en eventuel omskæring. Samfundet sætter rammerne, hvilket indbyggerne må forholde sig til – det kan vælges fra eller til – ved at blive boende og med deres stemme, søge at påvirke såvel folk, kultur og politikere eller fravælge de forhåndenværende eller kommende rammer ved at emigrere til et land, der i højere grad lever op til deres ønsker – ligesom man kan gøre det, hvis man mener, at skatten er for høj.

I min optik er tiden er løbet fra det specifikke ritual. At man i tidligere tider fik gjort ting mod sig uden selv at tage stilling til dette, matcher ikke det nuværende set up i samfundet, hvor vi i alt selv er ansvarlige og har valgfrihed. Religioner må for min skyld praktisere som de vil, så længe de er underordnet vores sekulære samfund: Underordnet de regler og de herskende trends, som samfundet følger – her optimalt set i form af nøje gennemænkte, rationelle handlinger baseret på empiri, viden og en fælleskulturel opfattelse af hvad der er det rigtige! At det så af og til ender som et udtryk for, hvad en specifik politisk fløj ønsker, er nok mere spot-on i forhold til, hvad vi oplever. Ikke desto mindre er det rart at se på idealerne af og til.

Vi forventer, at andre kulturer følger vores regler, undlader at omskære piger, respekterer vores lands mindstealder for såvel sex som ægteskab. Kommer man med en ung kone under 18, er det noget, vi håndterer i forhold til vores love ved fx at adskille dem, fordi vi som samfund mener, det er problematisk. Med andre ord: Vi tilpasser og indordner såvel enkeltindivider som andre kulturer og religioner til vores samfund, når de ønsker at være i vores land.

Hvis en af mine elever kommer hen til mig og spørger, hvorfor vi gør detter og hint på skolen og kommer med et bedre forslag til, hvordan det kan gøres – så tager vi det op på et skolemøde – vi maner det ikke i jorden med en besked om at ”sådan er kulturen altså her”.

 Christian Henriksen, Idrætshøjskolen Bosei

Der findes andre lande som f.eks. USA, hvor der er kultur for, at mange bliver omskåret, en kultur vi ikke har haft på noget tidspunkt i Danmark. Vi har været tolerante i mange år over for dette, men i takt med, at vi udvikler os til et mere sekulært samfund, bør samfundets regler tilpasses disse forhold, så det matcher folkets holdninger. Her snakker jeg naturligvis ikke om, at man skal følge en umiddelbar folkestemning, som jo kan veje for vinden – evt. vej- eller vildledt af mediernes trommen til samling om dette eller hint, men tendenser og trends, som man kan følge over årrækker. Fra min side af forsøger jeg at blive klogere på Grundtvig ved at lytte, læse og lære – og jeg har svært ved at forstå, hvordan man kan argumentere for, at et unikt og fri-sat menneske ikke selv skulle præsenteres for muligheden for at vælge, om ens forhud skal fjernes eller ej, og det uagtet om man kategoriserer dette som en uvenlig handling eller en historisk fravigelse i forhold til en enkeltgruppe.

Et potentielt senmoderne menneskes tanker

Som et potentielt senmoderne menneske (da jeg desværre ikke har læst nogle af bøgerne, der henvises til i kronikken, er jeg ikke helt klar over, om jeg mon er et senmoderne menneske, eller hvad dette reelt dækker over), mener jeg at respektere historien, kulturen og fællesskaberne. Men ikke uden skepsis, for hvis der er noget, der er utidssvarende, og som ikke længere repræsenteres af folket, er det så noget, man skal beholde?

Hvis en af mine elever kommer hen til mig og spørger, hvorfor vi gør dette og hint på skolen og kommer med et bedre forslag til, hvordan det kan gøres – så tager vi det op på et skolemøde – vi maner det ikke i jorden med en besked om at ”sådan er kulturen altså her”. Vi er åbne for debat og villige til at påtage os det arbejde, det kan afstedkomme at ændre procedurer, arbejde med kulturer – med respekt for vores specifikke historie og kulturelle værdier. Vi er ikke gymnasier eller universiteter, der har et finit pensum at arbejde med – vi er tværtimod en levende skole! En levende skole, der er med til at give dannelse til vores elever, og som i samme åndedrag modtager fra dem.

Min tolerance er at finde i det dynamiske og foranderlige verdensbillede. Den tilstås kulturer og religioner, som formår at tilpasse sig vores sekulære samfund og dets udvikling, som forholder sig til etik og moral og til samfundet og dets strømninger, som forholder sig til verden og ikke lukker sig om sig selv.

Historie og erfaring i sig selv er ikke årsag nok til, at noget bør tolereres. Hvis en kultur eller religion ikke både kan leve og være aktuel, er den passé i min optik. Erfaring, der forholder sig til verden, har for mig en større værdi end erfaring, der lukker sig om sig selv.

Et forfejlet angreb

Forfatterne til kronikken gør meget ud af at skabe fjendebilleder og flere af dem. Det være sig den protestantiske virkningshistorie, såvel som fundamentalistisk ateisme og sekularisme. Det er synd, at forfatterne aldrig kommer ned på et plan, hvor de forholder sig til substansen i ritualet, men overordnet flyver rundt i højtravende vendinger med anklager mod denne og hin omskæringsmodstander. Min modstand mod omskæring er nok sekulær, men den er bestemt ikke rettet mod nogle individuelle grupper, og som allerede tidligere nævnt må de relevante grupper selv finde ud af, hvordan de håndterer samfundets regler. Jeg synes, det er en fornuftig ting at antage, at vi har en kropslig uantastelig ret som mennesker. Hvis man forholdt sig til en enkel statistik om danskernes forhold til omskæring, tror jeg, man kunne afvise specifikke fjendebilleder og i stedet netop klarlægge, at der er en bred folkelig støtte til dette.

Min oplevelse af den ”drabelige kulturkamp” er mindre skarp og end forfatterne til kronikken giver udtryk for, når de definerer den imellem den liberale individuelle oplysningsfilosofiske tilgang til livet modsat fællesskabet, historien og den definerede kultur. Historien vil jeg tro, vi kan være enige om. Fællesskabet, tænker jeg, er rammesat af samfundet og kulturen, medens jeg mener, at kulturen i sig selv er, for at gentage min pointe, en foranderlig størrelse, en levende ting – måske sart i sin udstråling og kontroversiel ift. andre kulturer, men stærk alligevel som ”den danske sang” nu kan være det i stormvejr. Samfundet og kulturen er noget, der vekselvirker med hinanden.

Det er lidt trist, at forfatterne ikke går nærmere ind på disse såkaldte abstrakte rettigheder, som de lader til at have meget imod. Jeg opfatter det som meget håndgribeligt – for så vidt der ikke er en nødvendig omstændighed, som fx forhudsforsnævring mv., så er den kropslige integritet vigtig og ukrænkelig. Sat på spidsen så er der en grund til, at forældrenes religion/ønsker kan blive vurderet som underordnede barnets tarv – fx i sager hvor Jehovas Vidner nægter deres barn en blodtransfusion. Hvor går grænsen mellem liv og retten til at undgå risikoen for at få ødelagt sit seksuelle liv? (og inden, der åbnes op for diverse sundhedsstatistikker ift. at omskæring kan være sundere, bør man forholde sig, at indgrebet næppe vil være relevant, før drengene bliver seksuelt aktive, og når de når dette punkt, har de formentlig også en tilstrækkelig dømmekraft til at vælge, om de ønsker omskæring eller ej).

Religionen er underlagt normerne

Jeg mener ikke at det at forholde sig til et individ og dets rettigheder på nogen måde kan forbindes til at være rettet mod nogen specifik religion. Laves der en beskyttelseslov med evt. konsekvenser for mennesker med en given praksis, er dette uden sammenhæng med religiøs praksis (om end behovet vel kan udspringe netop af den religiøse praksis). Den laves, fordi vi har visse tanker og holdninger til, hvordan samfundet skal indrettes. Tanker og holdninger som repræsenterer udviklingen i den kultur, vi har.

En beskyttelseslov bør overvejes af menneskelige hensyn. Hensyn som måske har været trådt under fode for længe af forfejlede hensyn til en individuel gruppe med en uacceptabel religiøs praksis, en praksis, som bør indordnes under det nuværende samfunds holdning og kultur. Blot fordi det har været tolereret hidtil, betyder ikke, at det bør tolereres fremover. Der må argumenteres på et sagligt og relevant plan, selv om vi alle er mennesker med følelser – for bliver vi for subjektive i vores argumenter, mister de vel deres generelle sandhedsværdi?

Dermed åbnes der i en ligeværdig objektiv debat op for, at religionen og samfundet kan opnå en grad af parløb. Ligeså vel i et scenarie omhandlende omskæring som i en debat om religiøs hovedbeklædning, hvor der i nogle erhverv kan være behov for, at man fremstår med en uniform neutralitet, eller at man på nogle arbejdspladser af sikkerhedsmæssige hensyn ikke kan bede på specifikke tidspunkter, som ens religion ellers ville fordre. Religionen er underlagt de i Danmark tilstedeværende normer og regler, men under sin indpasning får den netop mulighed for at udøve et liv, som alle samfundets borgere kan indgå i, hvis de går ind på religionens præmisser. Det, som nogen kalder tankeløshed, kalder andre omtanke for det enkelte menneske, omtanke for samfundet og den kultur vi har – ikke som en absolut og statisk størrelse, men som en foranderlig, dynamisk og levende kultur. En kultur, som vel ville dø, hvis det ene menneskes rettighed og frihed kunne tromles af det andet menneskes ønske om at foretage bestandige indgreb såvel på personen som på dennes rettigheder. Er det en frihed der har nogen værdi? 

I forhold til det med sindet og det neutrale menneske, som forfatterne nævner, finder jeg fortrøstning i, at vi alle er forskellige og har input til, hvordan vores smukke børn, folk og land skal udvikle sig – fordi udvikling sker, ligesom folket og kulturen gør det, ellers er der jo tale om afvikling.

Undertegnede er selv blevet forholdsvis fornuftigt og religiøst opdraget, og har som voksen valgt anderledes, end mine forældre valgte for mig. Jeg er glad for ikke konstant at blive mindet om det ved at mangle min forhud. Jeg er glad for ikke at have oplevet risikoen for at få min seksualitet ødelagt ved en omskæring, som kunne være gået galt. De mennesker, der har oplevet dette, har min dybeste medfølelse. Jeg har minderne om min tid som religiøs, og de er værdifulde, men præger mig ikke dagligt – det ville de gøre, hvis de var andet end minder, hvis de var et fysisk manifest på min krop.

Jeg tror, at vi skal hjælpe hinanden til at få det bedste liv, vi kan, og i den forståelse synes jeg, at det er utroligt vigtigt, at staten og samfundet beskytter dem, som ikke selv har stemmer at tale med, indtil staten vurderer, de har en klar nok stemme til, at de kan foretage et informeret valg.

Jeg, som er så heldig at have min forhud endnu, er næppe den klareste stemme i dette, men måske en vigtig stemme alligevel. Små sangfugle har vel stemmer, der også høres af de større.