Vi må genfinde nærheden i den politiserede verden

Publiceret 12-11-2019

KRONIK Højskolernes fornemmeste opgave er ikke at skabe politisk korrekte borgere, men at formidle en nærhed og kontakt til den ikke-menneskelige verden. Kun gennem denne berøring finder vi os selv og hinanden.

Af Jonas M. Hoeck, Askov Højskole

Det bør stå klart for de fleste, at den såkaldte klimakrise er det vigtigste emne blandt den unge generation, som højskolerne også huser.

Spørgsmålet er dog, om eleverne ved, hvad det er for et ”klima”, de kæmper for, og om mediernes polemiske statistikker og ”kloge” holdninger ikke bør udskiftes med en konkret og rolig kontakt til den omliggende natur, som de unge til dagligt forskanser sig fra bag deres mange skærme? Jeg mener helt klart, at højskolerne har en stor rolle at spille her, men den er ikke nødvendigvis politisk. 

Den politiske distance

”I København taler de for meget om tingene”. Sætningen stammer fra en landmand, som jeg mødte, da jeg efter mine studier vendte tilbage til Jylland, for at undervise på Askov Højskole. Den provinsielle logik sidder fast i mig, for udsagnet er meget sigende for den tid og de problemer vi står overfor.

Jeg bor i en lille by på Fyn, og trods jeg ved, at der ligger to mellemstore skoler i byen og flere børnehaver, må jeg gentagende erfare, at jeg er en ensom vandre, når jeg strejfer omkring i nabolaget på mine mange løbe- og gåture. Legepladserne og parkerne er tomme, men bag de mange vinduer fornemmer jeg, at både voksne og børn sidder lænket til deres lysende skærme.

Det undrer mig altid, at de ikke kommer ud, for jeg ser og mærker jo, hvor meget klimaet betyder for de unge i den offentlige debat og på de sociale medier. Jeg kan ikke klemme mig ind på en café i Odense, uden at jeg kan høre nogle unge tale om klima, økologi, bæredygtighed og havremælk, så hvorfor er det samtidig, at jeg oplever en berøringsangst, overflødiggørelse og endda forvirring over for den konkrete og nærliggende natur?

Svaret på dette paradoksale fænomen, er efter min overbevisning både, at senmodernitetens digitalisering har skabt muligheden for, at de unge kan leve et isoleret byliv, hvor naturen er skåret fra, og det sociale udspiller sig på Instagram, snapchat osv. Men også det faktum, at hverken skoler, gymnasier eller universiteter har set det som en opgave at skabe rum for den kontakt til virkeligheden, som de nye generationer tydeligvis mangler. Efter kort at have arbejdet i en folkeskole, står det klart for mig, at man på de kanter er mere fascineret af, hvor præcist VR-briller kan gengive verden. Behøver jeg at sige mere…

Selv om vi som mennesker kan løse store klimaproblemer over nettet på et internationalt plan, så er det stadig i mødet med det lokale, at vi som individer danner forståelsen af forholdet mellem selvet og den omliggende natur.

Jonas M. Hoeck, Askov Højskole

For ikke kun at pege fingre ad de andre, vil jeg nævne, at højskolerne også har brug for at revurdere deres dannende rolle. I nyere tid syntes højskolerne at have fået det som dogme at være den institution, der har til opgave at formidle politisk indsigt og præge eleverne til at blive demokratiske borgere, som kan indgå i det offentlige rums debat og valg. Det er der som udgangspunkt ikke noget ondt eller galt i, men dette fokus har naturligvis også fået den negative konsekvens, at en alt for stor del af den undervisning og de aktiviteter, som finder sted på højskolerne, omhandler etiske fordringer og politiske emner. Lige meget om det fagligt er litteratur, kunst, filosofi, historie, journalistik, film etc., har der været en tendens til, at undervisningen ofte ender ud i debatterende eller sågar konkluderende samtaler om samfundsrelevante emner.

I en tid med ekstrem digitalisering er det en farlig tendens, for det flytter vores fokus endnu længere væk fra tingene i sig selv. Når vi trækker et emne som klima ind i et politisk og metafysisk rum, så opstår der nemlig en distance mellem mennesket og den konkrete natur. Dette sker som følge af, at vi ikke direkte forholder os til den virkelige og lokale skov eller hede, men i stedet konstruerer et kunstigt politiske rum, som et mellemled mellem mennesket og verden. Sagt på en anden måde, så er klima og natur to fænomener, som ikke nødvendigvis er forenet i den moderne bevidsthed. Mange mennesker frygter eksempelvis klimakrisen og jordens undergang, men har samtidig aldrig været på svampejagt eller lign.    

Både i artikler og mundtlige oplæg oplever jeg ofte, hvordan Marx, Engels og andre politiske-hoveder citeres for det ene og det andet. Jeg tror i stedet, at det ville gavne at se bort fra de tænkere, der opererer i virkelighedsfjerne tankeeksperimenter, og i stedet begynde at lytte til mere jordbundne praktikere, der opfordrer os til at stikke hænderne i mulden, mærke kroppen og tale med fuglene. Hvis vi ikke bruger og forstår naturen, bliver vores klimakamp jo i sidste ende kun et desperat forsøg på at rede mennesket selv, mens naturen forbliver et sekundært og fremmedgjort element for os.

Nærhedens genkomst

Når jeg skriver nærværende artikel, er det ikke et forsøg på romantisk fortabelse eller en eskapistisk flugt fra det politiske ansvar. Det er blot en påmindelse om, at teknologien og politikken i stigende grad trækker de unge væk fra den virkelig og konkrete verden, og det rummer en stor fare. For selv om vi som mennesker kan løse store klimaproblemer over nettet på et internationalt plan, så er det stadig i mødet med det lokale, at vi som individer danner forståelsen af forholdet mellem selvet og den omliggende natur. Denne relation kan hverken tænkes eller tales frem, men må udøves.

På Askov Højskole har vi for nyligt afholdt en ”trash walk” (skraldeindsamling), og her har jeg personligt erfaret, at det er meget nemt for de unge, at ’like’ de rigtige holdninger på Facebook eller underskrive en fælles erklæring om bedre klima, men først da de selv skulle have beskidte hænder og samle ulækkert skrald op, forstod de hvad det er for nogle massive udfordringer der skal løses, og hvad det gør ved naturen og os at mødes i fælles berøring.

Der er heldigvis mange højskoler, som allerede er meget langt fremme, når det kommer til formidlingen af en kontakt med virkeligheden. Flere højskoler fokuserer i disse år i højere grad på vandring, jagt og andre friluftsaktiviteter. Den seneste opgørelse fra højskolernes søgedatabase viser samtidigt, at de unge søger efter højskoleophold, som fokuserer på havearbejde, så efterspørgslen er der – de unge vil gerne i berøring med elementerne, og det skal vi naturligvis hjælpe dem med.  

Da jeg selv lever og ånder for litteraturen, ønsker jeg dog langt fra at ligge de klassiske højskolefag i graven. Men også inden for disse fagområder bør vi i højere grad satse på at bygge bro. Den amerikanske transcendentalist Henry D. Thoreau har i sit hovedværk Walden (1854) optegnet en pædagogik, som foreskriver at eleverne først må læse, derefter stikke hænderne i jorden, for først til sidst at kunne skrive og tale om verden. Det giver efter min mening en sund livsindstilling, og noget de unge også får brug for senere i deres uddannelsesforløb. Jeg har selv oplevet at gå på universitetet med folk, som i for høj grad bygger deres opfattelse af verden på høje idealer og humanistiske ideer, uden nogensinde at efterprøve dem i den virkelige verden. For at sige det mildt, så er det dårligt akademisk arbejde.

Min undervisning handler derfor aldrig kun om politiske eller etiske spørgsmål. I stedet underviser jeg i forløb som eksempelvis ”Det lokale i litteraturen” – et fag der tager udgangspunkt i stedets betydning for forfatterne. På den måde findes der mange alternative indgangsvinkler til de fag og det materiale, som arbejdes med i de klassiske discipliner. I bund og grund skal vi animere eleverne til at lægge teknologien på hylden og åbne sig for en dybere interesse for deres nærværende omverden. I sidste ende vil det også skabe bedre og sundere borgere. Mennesket reagerer ikke meget anderledes på sine medmennesker end på sin omverden. Hvis verden og naturen er kedelig, så bliver kæresten og vennerne nok også ret hurtigt kedelige.

Slutteligt vil jeg påstå, at der i fremtiden vil komme mange elever, for hvem naturens elementer er fremmede. For dem vil det være sundt at opdage, at naturen rummer mange spiselige planter, eller at ømme fødder bliver belønnet med en tilfredsstillende følelse sidst på dagen.

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies