Bæredygtig dannelse er træls og bøvlet

Publiceret 01-10-2019

BOGUDDRAG En beretning fra en den bæredygtige dannelses pædagogiske forpost. Der findes ingen nemme løsninger.

Af Nana Gerstrøm Alsted, cand.scient.soc fra Københavns Universitet. Hun er viceforstander, medskaber og linjefagslærer på Jyderup Højskole og bestyrelsesmedlem i Folkehøjskolernes Forening i Danmark. Foto: Klaus Holsting.

Det er deres første uge på højskolen. En gruppe unge elever på Grøn Guerilla-linjen sidder ved et bord med et blankt papir imellem sig. Papiret skal senere fyldes med små post-its med idéer til, hvad deres højskoleophold skal indeholde. Det er en svær og nervepirrende øvelse, for hvordan finder man lige på indholdet? Langsomt kommer der idéer: Køkkenhave, vindmølle, politisk kampagne, oplysning for børn, dyrke svampe, bygge drivhus, holde dyr – måske høns – en gris i skovbrynet? Stemningen letter og bliver euforisk. Vi kan det hele, og sammen skal vi gøre disse ting til virkelighed. 

Et par uger senere sidder de samme elever mandag morgen, og stemningen er lidt flad. Hvem har overblikket over haven? Hvordan kommer man egentlig i gang med at bygge drivhuset? Det er svært at finde materialer, der både er til at betale og er bæredygtige – og hvad var det nu, pointen med at lave en politisk kampagne var?

Besværligt projektarbejde venter eleverne i de kommende uger. De knokler med at finde de rigtige materialer til det hjemmebyggede drivhus. De finder undervejs ud af, at de mest bæredygtige materialer i deres optik kan findes hos det lokale savværk, og de bliver klar over, hvilke stoffer der findes i forskellige typer træbeskyttelse. De lærer, at man må gå på kompromis i gruppen, når man laver en politisk kampagne. For alle har hver deres holdning til, hvordan den skal skæres, og ingen kan lave kampagnen alene. De lærer, at hønsene skal lukkes ud og fodres hver morgen – man kan ikke fortælle høns, at man desværre havde tømmermænd og ikke kunne komme op. De lærer, at man skal passe på med at plante ud for tidligt, da frosten kan ødelægge alle de forspirede planter. Og så lærer de, at der ikke altid er ét svar på en udfordring, men mange forskellige. At de nogle gange skal begå en masse fejl for at komme frem til et resultat, og at det er en naturlig del af processen.

Det er ofte processen, som eleverne synes er allermest frustrerende; det at håndtere tvivlen og et eventuelt fejlslagent projekt. De melder sig til faget, fordi de gerne vil lære mere om løsninger, og bliver derfor ofte frustrerede over den kompleksitet, de møder, når de begynder at grave dybere. Noget, vi ofte arbejder med, er affaldsproblematikker.

Vi starter med affaldssorteringen, som er en del af løsningen. Men når vi så kigger videre på næste led, finder vi ud af, at f.eks. plastaffald er svært at genanvende. Problemerne bliver ikke løst ved, at man bare putter sin shampooflaske i den rette affaldsspand. Det fører til en undersøgelse af plastaffaldets rejse til Kina, det globaliserede affaldsmarked og teknologiske barrierer med genanvendelse, når plasten ikke er helt ren eller sammensat af forskellige typer plastik. Det, der startede som en nem og oplagt løsning, der skulle give god samvittighed, ender med at eksplodere i kompleksitet. Og hvordan undgår man så at fortvivle og helt opgive affaldssorteringen? Det gør man ved at kunne rumme kompleksiteten i problemet og fortsætte med at handle, selvom man ikke kender hele løsningen eller fremtiden.

Vejen til den grønne omstilling er en kompleks og bøvlet rejse ind i det ukendte. Det er ikke let at begive sig ud på denne rejse, men ved at øve sig i at håndtere det ukendte kan der opstå helt nye muligheder.

Nana Gerstrøm Alsted

Når man øver sig, bliver man bedre, og det gør eleverne også. Ud af den frustrerende proces opstår projekterne, og eleverne vokser med dem. Når de overkommer udfordringerne og træffer valg undervejs, kommer fornemmelsen af ejerskab og følelsen af stolthed over resultatet – også selvom det måske ikke blev, som de havde forventet. Eleverne bliver undervejs bedre til at træffe beslutninger, til at samarbejde og til at holde modet oppe, når projekterne ikke lige flasker sig, og de bliver bedre til at navigere i kompleksiteten.

Det er netop den pointe, Jonas Lysgaard påpeger som kernen i bæredygtig dannelse i artiklen “Højskolepædagogik og det (u)bæredygtige samfund” fra bogen Højskolepædagogik (2015):

“... en grundlæggende del af det at være et dannet menneske er at acceptere, at paradokser og dilemmaer altid vil opstå. Stillet over for disse paradokser og dilemmaer kan man ikke altid overlade det til andre at tage stilling til, hvilken retning i livet man skal vælge. Man må i stedet håndtere disse bedst muligt, på trods af at handling ikke løser eller fjerner dem. Når der skal arbejdes på at skabe et bæredygtigt samfund, er […] paradokser og dilemmaer specielt vigtige. Der findes ingen nem løsning, der vil gøre livet godt og bæredygtigt for alle på hele jorden.”

Vejen til den grønne omstilling er en kompleks og bøvlet rejse ind i det ukendte. Det er ikke let at begive sig ud på denne rejse, men ved at øve sig i at håndtere det ukendte kan der opstå helt nye muligheder.

Individ og fællesskab

Når eleverne begiver sig ud på rejsen, opstår overvejelsen om deres individuelle rolle over for fællesskabets rolle. Hvilken forskel gør det egentlig at affaldssortere, når nu den globale kapitalisme fortsat buldrer afsted med sit krav om fortsat vækst? Kan man som individ overhovedet gøre noget, når systemet er problematisk? Det er en arketypisk problemstilling, når vi taler om grøn omstilling, og svaret ligger jo igen i et irriterede dilemmafyldt både-og.

En vigtig læring for eleverne er, at de skal tage ansvar, men ikke tage hele ansvaret på sig. Når de tager ansvar, ser de, at det som individ er muligt at påvirke fællesskabet og skabe forandring. Hvis de tager hele ansvaret på sig, ender det i klimaangst og afmægtighed, fordi de som individer ikke kan løse klimakrisen. Denne læring foregår i vekselvirkningen mellem den personlige refleksion over egne handlinger og indsigten i samfundets dynamikker.

Et fast tilbagevendende projekt på Grøn Guerilla er den politiske kampagne. Eleverne ender ofte i et klassisk dilemma: Skal kampagnen handle om hjemmelavede vaskeklude, eller om at vi må gøre op med vækstsamfundet?

På den ene side vil de gerne lave inspirerende og hyggelige kampagner om, hvordan man individuelt kan leve mere bæredygtigt med risiko for, at ændringerne ikke er radikale nok, fordi systemet grundlæggende ikke ændrer sig. På den anden side vil de fortælle om systemkrisen og nødvendigheden af øjeblikkelig radikal handling med risikoen for at virke frelste og ende med at gøre modtagerne handlingslammede og afmægtige. Det svære og dilemmafyldte svar er: Både-og.

Og det er netop der, Grøn Guerilla-elevernes kampagner bliver interessante, når de rummer både de individuelle og fællesskabets handlemuligheder. Når vaskeklude og vækstsamfund rummes i samme samtale.

Det peger på den gennemgribende politiske reorientering, som vi ifølge Bruno Latour i Ned på Jorden – Hvordan orienterer vi os politisk? (2018) står over for. Vi må gentænke hele vores politiske kompas omkring højre- og venstreorienteret, omkring nationalstaterne og vores forhold til den klode, vi bor på. Det er en kæmpe opgave, der er meget svær at tage fat på, hvis man er bange for at støde nogen, og handling består af individuelle lifehacks i form af affaldssortering og køkkenhave. Men på den anden side kan affaldssortering og køkkenhave fungere som springbræt til overvejelser om forbrugersamfundet og vores blinde kørsel ud over vækstens skrænt. Og som igen kan skabe tanker om den store politiske reorientering. Heldigvis er eleverne på Grøn Guerilla ikke alene om at gøre sig disse overvejelser og prøve, teste og fejle. Det er der masser af mennesker alle steder i verden, der også gør.

Vi må gentænke hele vores politiske kompas omkring højre- og venstreorienteret, omkring nationalstaterne og vores forhold til den klode, vi bor på. Det er en kæmpe opgave, der er meget svær at tage fat på, hvis man er bange for at støde nogen, og handling består af individuelle lifehacks i form af affaldssortering og køkkenhave. 

Nana Gerstrøm Alsted

Som en rent praktisk foranstaltning beder jeg som linjefagslærer på Grøn Guerilla hvert semesters hold om at formulere en skriftlig overlevering til det næste semesters hold, for erfaringerne viser, at flere af projekterne løb over længere tid – endda så lang tid at nye hold må overtage foregående holds aktiviteter. Helt konkret er det f.eks. forskellige hold, der sår frøene i foråret og høster grøntsagerne i sensommeren. Praktikaliteter omkring hønseholdet var der ingen grund til at opfinde på ny. Så også her gav videreformidling og erfaringsopsamling stor mening.

Disse dokumenter og de projekter, der bliver overleveret, giver også mulighed for, at erfaringer overleveres, og fejlslagne projekter kan overtages, omvurderes og rettes op af andre. Eleverne kan både stå ovenpå andres erfaringer og give deres (nogle gange fejlslagne) forsøg videre til andre. Og modtagerne kan så gennemføre og videreføre dem. Overleveringerne har vist sig at give eleverne meget mere end blot praktiske instruktioner i, hvordan hvidløgene er sat, og hvordan hønsene bedst kan lide deres mad. Dokumenterne giver dem en følelse af at være en del af noget, de bidrager til, men alligevel kun har til låns. De er en del af noget større, og byrden ved at skulle finde en ny måde at leve sammen på jorden i fremtiden fordeles på mange skuldre.

Mit håb

Som underviser på Grøn Guerilla giver jeg eleverne adgang til et laboratorium, hvor de skal udforske verden. Jeg giver dem redskaber og fragmenter af viden, men resten er op til dem selv. I dette træningslaboratorium håber jeg, at de lærer at håndtere uvisheden, at navigere i dilemmaer, at handle selvom de ikke ved, hvad resultatet bliver, og at fortsætte selvom en del af forsøgene fejler.

Jeg håber, at de lærer, at de ikke er alene, at de står på skuldrene af mennesker, der var der før dem, og at de skal give noget videre til dem, der kommer efter. At handling både er individuel og sker som en del af fællesskabet. Jeg er som underviser også selv underlagt samme dilemmafyldte uvished som mine elever, for jeg kender heller ikke resultatet, men jeg kan hjælpe, heppe og håbe på, at vi sammen finder nye veje, der kan bære os ind i en ukendt, men bæredygtig fremtid.

 

Jyderup Højskole

Jyderup Højskole er en almen højskole oprettet i 2014. Blandt højskolens linjefag er Grøn Guerilla. Faget skal klæde eleverne på til at blive aktive spillere i den grønne omstilling, som vi uomgængeligt står overfor.

 

Uddrag

Artiklen er et uddrag fra bogen Tag ansvar, der udkommer på FFD’s forlag med Bjørn Hansen som hovedforfatter.

Bogen er en del af serien Højskolens 10 bud – på en skole for livet, der består af 11 korte bøger. Hvert bind undersøger ét kendetegn ved højskolen, dets relevans i fortiden og for fremtiden, for Danmark og den omgivende verden, og hvordan det bringes i spil i højskolens praksis i dag.