At lære af livet, for livet, gennem hele livet

Publiceret 26-09-2019

BOGUDDRAG Som ledende figur i modstandsbevægelsen sad Edicio dela Torre fra Filippinerne ni år i fængsel under Marcos-diktaturet. Siden startede han den Grundtvig-inspirerede Education for Life Foundation (ELF). En organisation der siden 1992 har uddannet græsrodsledere og spredt budskabet om uddannelse for livet. Uddrag fra bogen ”Tag ansvar”, der udkommer i oktober.

Af Edicio dela Torre

Da Education for Life Foundation (ELF) holdt sit første kursus for græsrodsledere i 1992 i Filippinerne, var det med stærk inspiration fra Grundtvigs ideer om uddannelse for livet, men også med metoder, som var tilpasset de lokale forhold. Det første pædagogiske redskab, vi brugte, som var unikt i forhold til voksenuddannelse i Filippinerne, og som var direkte inspireret af Grundtvigs uddannelsesfilosofi, var Kwentong Buhay, livshistorieværksted.

I små grupper faciliteret af en af de ansatte udveksler deltagerne erfaringer og refleksioner ved at diskutere spørgsmål som: “Hvad er de tre største resultater og velsignelser i dit liv?” ”Hvad er de tre største frustrationer og fiaskoer i dit liv?” Derefter deler de nogle af historierne med de andre grupper i en plenumsession. På det første ELF-kursus var deltagerne overraskede, for de havde forventet, at kurset ville begynde med en masse forelæsninger. Men efter tre dages livhistorieværksted udtrykte de, hvad de havde indset: ”Vi vidste ikke, at vi allerede vidste så meget.”

Grundtvig og Paulo Freire omsat til filippinske forhold

Baggrunden for etableringen af ELF var, at vi var en gruppe nyligt frigivne politiske fanger efter afslutningen på præsident Marcos diktatur i 1986, der ønskede mere end blot en tilbagevenden til det demokrati, der herskede før undtagelsestilstanden, og som var domineret af eliten. Vi var fortalere for et ”folkeligt demokrati” med større deltagelse. For at fremme et sådant engagerede vi os i tre sammenhængende projekter: organisering af lokalsamfund, folkelig uddannelse og uddannelse af græsrodsledere.

Da jeg i 1987 ret tilfældigt opdagede Grundtvigs filosofi om uddannelse for livet og folkehøjskolen, kunne jeg se, at folkehøjskolen var et eksempel på det, vi drømte om – en skole for græsrødderne. Folkehøjskolerne havde tilmed den fordel, at de var testet gennem mange årtier, omend i et land der var forskelligt fra vores. Men folkehøjskolebevægelsen var netop startet i forbindelse med den tidlige demokratisering i Danmark, hvilket svarede til situationen i Filippinerne.

Formål, målgruppe og ramme

Grundtvigs stærkeste indflydelse på os var hans filosofi om uddannelse for livet, som vi tænkte sammen med Paulo Freire (1921-1997), den brasilianske ”befrielsespædagog”, der især blev kendt for sit værk De undertryktes pædagogik (1968). Uddannelse for livet skabte resonans hos os, fordi vi lagde mærke til, at græsrodslederne, som var udviklet i de politiske bevægelser og udviklingsorganisationerne, var trænet for snævert til at implementere projekter eller politisk handling.

Vi så ”uddannelse for livet” som et tiltrængt korrektiv hertil. Vi fortolkede det som uddannelse til hele livet, en holistisk uddannelse som ikke begrænsede sig til økonomi og politik, men inkluderede filippinsk psykologi, kultur, familieforhold, naboskab, spiritualitet osv. Vores anden fortolkning af uddannelse for livet handlede om metodik. I stedet for især at benytte os af bøger og foredrag med ressourcepersoner skulle deltagerne lære ”af livet” – af deres egne erfaringer, observationer og refleksioner. Og deres læring skulle være ”for livet”, anvendeligt til deres livssituationer og ønsker. På vores modersmål: Hango sa buhay, tungo sa buhay, habang may buhay – at lære af livet, for livet, gennem hele livet.

Da vores fokus var på ledere, blev uddannelsesprogrammet sammensat til dem, der allerede havde en form for lederrolle i deres lokalsamfund. På dette punkt adskilte vi os fra de danske folkehøjskolers politik om at være åbne for den almindelige offentlighed. Vi forsøgte at tilnærme os folkehøjskolens internatkursusform, men da vi ikke havde midler til at opføre en skole, måtte vi leje os ind forskellige steder. Så i stedet for et seks måneders kursus lavede vi et kursus på seks uger med et kort afbræk midt i. Græsrodslederne kunne ikke være væk fra deres familier og marker i så lang tid, selv hvis vi havde haft penge fra Danmark til at understøtte deres deltagelse i et meget længere kursus.

ELF har ikke noget campus eller nogen bygning til internatkurser, men er en organisation, der spreder filosofien om uddannelse for livet og uddannelse af græsrodsledere via neres psykologi og kultur, specielt hvad der kunne opfattes som fælles for landets mangfoldige befolkningsgrupper. Vi begyndte med at arbejde i en region tættest på MetroManila, hvor der var en lang tradition for sociale bevægelser, og hvor vores partner-ngo’er var til stede. Herfra bevægede vi os ud i andre regioner og bestræbte os på at ansætte personale fra forskellige regioner, så de havde god fornemmelse for deltagernes mangfoldighed.

Samtidig fortalte vi deltagerne, at de skulle forvente, at der opstod konflikter i løbet af deres internat, og at en del af læringen var at tackle sådanne konflikter, uden at de forventede, at vi som personale skulle løse konflikterne for dem. Vi havde en politik om at efterstræbe en 50/50 fordeling af mænd og kvinder blandt deltagerne, men vi havde også et kursus kun for kvinder, som vi humoristisk kaldte ”et kursus for kvinder med usædvanligt jaloux ægtemænd”. I nogle tilfælde havde vi nemlig oplevet, at mænd forhindrede deres koner i at komme tilbage til kurset efter pausen midt i forløbet, fordi de mistænkte kvinderne for at være tiltrukket af deres mandlige klassekammerater. Vi udviklede også kurser kun for ledere fra Aeta-gruppen, en gruppe af indfødte som lever i spredte, isolerede bjergområder på øen Luzon. De forklarede os, at de på de ”blandede” kurser ikke følte, at de frit kunne udtrykke deres tanker og ideer, når der var en overvægt af lavlandsfolk til stede.

Økologisk landbrug, kvindelige viceborgmestre og oprindelige folks rettigheder

ELF modtog økonomisk støtte fra Danmark via Folkekirkens Nødhjælp fra 1992-2004. Disse midler gjorde det muligt for os at tilbyde seks ugers internatkurser til mere end 2.000 græsrodsledere. Vi udviklede desuden et fjernundervisningsprogram, som omfattede yderligere 2.000 græsrodsledere. Deltagerne i disse programmer opfatter med stolthed sig selv som kandidater fra det, vi kalder Den Filippinsk-Danske Folkehøjskole, eller på vores modersmål Paaralang Bayan, Paaralang Buhay – Folkets skole, Livets skole – og de har alle en unik historie og overfører hver på deres måde filosofien om uddannelse for livet til deres hverdag og lokalsamfund.

En mandlig kandidat fra det første kursus, der havde titlen Unang Ani (den første høst), har for eksempel skubbet for at få reformer for til at styrke ledelsen af hans landbrugskooperativ og har også etableret økologisk drift på sit eget landbrug, hvilket påvirkede hans naboer til at gøre det samme. Desuden har han i løbet af de sidste fire år taget initiativ til at organisere en sammenslutning af leder-kandidater fra ELF i seks provinser i sin hjemegn.

En kvindelig deltager på det første kursus i Bicol-regionen har organiseret kvinderne i landsbyerne i sinhjemby, uddannet dem i deres rettigheder og hjulpet dempartnerskab med andre. med at etablere små virksomheder. Med støtte fra dem blev hun siden valgt som viceborgmester i byen, ligesom en anden kvinde fra ELF-kurset i Bicol-regionen før hende blev valgt som viceborgmester i en anden by – og er blevet opfordret af den nuværende borgmester til at stille op som hans efterfølger ved det kommende valg.

”Hvis I bare havde givet os pengene fra Danmark til at lave projekter, ville vi have brugt alle pengene nu. Men det, I lærte os, er, hvordan vi udvikler en tro på os selv, hvordan vi taler med dem, der har magten, og hvordan vi forhandler med offentligt ansatte.”

Edicio dela Torre

En mandlig deltager på det første kursus kun for Aeta-folk kæmpede helt frem til sin nylige død for Aeta-folkets rettigheder, og det lykkedes ham at få regeringen til at anerkende deres ret til deres forfædres område, som omfatter vulkanen Mount Pinatubo. Han ledede også forhandlinger for at få installeret en pumpe til at sørge for vanding af deres forfædres land og skaffe rent vand til deres landsbyer i højlandet. Før hans død forhandlede han med regeringen om at etablere det første Aeta-gymnasium, hvor unge Aetaer lærer om deres oprindelige kultur og traditionelle landbrugsmetoder.

Engang sagde han til mig: ”Hvis I bare havde givet os pengene fra Danmark til at lave projekter, ville vi have brugt alle pengene nu. Men det, I lærte os, er, hvordan vi udvikler en tro på os selv, hvordan vi taler med dem, der har magten, og hvordan vi forhandler med offentligt ansatte. De projekter, vi lykkedes med at få igennem via forhandling, er meget mere værd end de penge, I kunne have givet os. Og endnu vigtigere er det, at vi fik dem igennem med vores egen indsats.”

Kun få ELF-deltagere er gået direkte ind politik og regeringsførelse. Flertallet foretrækker at være lokalsamfunds- og civilsamfundsledere.

En idé om islamiske folkehøjskoler

Vi ser mere end nogensinde behovet for at fremme et folkeligt deltagelsesdemokrati, fordi der er tendenser til autoritær populisme blandt mange politiske ledere og deres støtter i Filippinerne, sådan som det også sker i andre lande. Et eksempel er i Bangsamoro Autonomous Region of Muslim Mindanao (BARMM), der blev etableret som et resultat af den nylige fredsaftale mellem regeringen og Moro Islamic Liberation Front (MILF).

Etableringen af BARMM giver os en ny mulighed for at udbrede budskabet om uddannelse for livet og uddannelse af græsrodsledere, så den nye regering vil være åben for almindelige menneskers meningsfulde deltagelse. Den type uddannelser vil også mindske faren for, at udbredt utilfredshed kan få islamisk ekstremisme til at virke appellerende på folk. ELF og flere af vores partnere arbejder nu sammen med forskellige lokalsamfundsledere og vores kontakter i den nye regering for at udvikle programmer, som vil sikre, at lokalsamfundene vil opleve fredens frugter. Vi er begyndt samtaler om muligheden af at udvikle ”islamiske folkehøjskoler”. Gad vide, hvad Grundtvig ville synes om den idé.

Fortalt til Malene Fenger Grøndahl

Edicio dela Torre

- er præst, aktivist og leder af Education for Life Foundation. Hele livet har han støttet og arbejdet for at mobilisere og engagere udsatte befolkningsgrupper. Under Marcos-diktaturet i Filippinerne var han en ledende figur i modstandsbevægelsen, og har tilbragt over ni år i fængsel som følge deraf.

Education for Life Foundation (ELF) er en organisation, der siden 1992 har uddannet græsrodsledere og spredt budskabet om uddannelse for livet direkte inspireret af Grundtvig.

Uddrag

Artiklen er et uddrag fra bogen Tag ansvar, der udkommer på FFD’s forlag med Bjørn Hansen som hovedforfatter.

Bogen er en del af serien Højskolens 10 bud – på en skole for livet, der består af 11 korte bøger. Hvert bind undersøger ét kendetegn ved højskolen, dets relevans i fortiden og for fremtiden, for Danmark og den omgivende verden, og hvordan det bringes i spil i højskolens praksis i dag.

 

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies