"Hvor er min hammer, så jeg kan smadre et eller andet?"

Publiceret 03-09-2019

INTERVIEW Nogle gange skal vi bryde fællesskabets normer og brænde skoven ned, så vi kan starte forfra. Romanaktuelle Dy Plambeck er blevet mor, flyttet ud i skoven og har skrevet en roman om sex, vold og sammensyet mellemkød. Bladet har mødt hende til en samtale om en gang imellem at gå amok, om umuligheden ved fællesskaber, og om hvorfor det måske alligevel giver mening at synge højskolesange.

Af Andreas Harbsmeier 

Dødsangst, vold og sammensyet mellemkød er ikke det første, man tænker på, når man træder ind i den store pittoreske have med det gule hus i en lille landsby i det nordsjællandske. Her står det meste i flor i en let organiseret vildskab – og Dy Plambeck byder velkommen både smilende, hurtig i replikken og med hjemmelavet æblemost i den skarpe midsommersol. Snarere tænker man, at det er det stof, mangen en dansk højskolesommersang er skrevet på.

Kontrasten til det univers, der foldes ud i Plambecks roman Til min søster, der udkom før sommer, er slående. Den vakte stor opmærksomhed, ikke mindst for sine direkte beskrivelser af fødsel, sex og vold. Brutal, vred, kontant var nogle af de ord, anmelderne hæftede på værket. Hvordan hænger det sammen? Hvad var behovet for at skrive lige netop den bog nu?

 

Læs også "Tre gode grunde til at synge fællessang" i følge Dy Plambæk

 

Opvækst på landet

Dy Plambeck voksede op på landet – i den lille sjællandske flække Buresø. Der var ikke nogen piger, at lege med. Kun en der hed Katrine, som boede på den anden side af skoven.

”Jeg voksede op i et slæng med min storebror og hans venner. Vi rendte rundt og brændte marken af og lavede alt muligt. Der var ingen, der holdt øje med os. Ikke fordi vi var omsorgssvigtede. Men det var den måde, man var barn på i 80erne på landet. Uden at tænke over det har jeg altid bevæget mig i og i udkanten af fællesskaber, der var befolket af mænd,” forklarer hun over æblemosten på terrassen.

Dy Plambeck har skrevet om bikerfællesskabet i romanen Gudfar. Og om soldaterfællesskaber i Mikael. Hun har gået på jagt og er glad for biler. Noget, som hun senere har fået at vide, bliver associeret med mandefællesskaber.

 

Læs også "Vi er ikke statiske, vi er i tilblivelse" - interview med forfatteren Siri Hustvedt

Kønnene behandles ikke ens

”Jeg har ikke tidligere tænkt så meget over køn. Det lyder måske mærkeligt, men jeg er ikke opdraget til, at jeg kunne få noget i kraft af mit køn. Men jeg er heller ikke opdraget til, at jeg ikke kunne få noget i kraft af mit køn. Men så gik det op for mig, at virkeligheden ser lidt anderledes ud. Fordi der stadig er en skævvridning, hvad køn angår.”

”Grunden til at jeg fortæller det, er at da jeg blev gravid, troede jeg, at jeg skulle have en søn. Jeg havde slet ikke overvejet, at jeg skulle kunne få en pige. Det var ikke, fordi jeg havde gået og håbet på, at jeg skulle have en dreng. Det var bare slet ikke i min bevidsthed, at jeg kunne få en pige. Det lyder absurd, for jeg er jo selv en kvinde,” griner hun og fortsætter.

”Under misdannelsescanningen fik jeg at vide, at det var en pige. Jeg troede ikke på det og sagde, at det kan man jo ikke rigtig vide. Jeg kom faktisk lidt op at skændes med sygeplejersken – hun blev jo lidt ramt på sin faglighed. Og så spurgte hun mig – og det kom til at blive et grundtema for den her bog: ’Hvorfor skræmmer det dig, at du skal have en pige?’ Der følte jeg mig gennemskuet.”

Fødslen er et sted, hvor alle masker falder.

Til min søster er en roman om søstrene Aya og Andrea. Historikeren Aya bliver forladt af sin kæreste, mens hun er gravid, og Andrea forelsker sig i en voldelig mand, som hun kun med nød og næppe slipper fra. Og romanens første godt tredive sider er en lang beskrivelse af en fødsel.

”Romanen foregår et sted, hvor civilisationen er svag. I skovene i Värmland. Det er et sted, hvor alle maskerne er faldet. Et sted, hvor alt det, vi skjuler, alt det destruktive, alt det, der går imod fællesskabet, går imod alt det, ’ej, hvor har vi det dejligt’. Hvad er det inde bag parmiddagen, bag fællessangen, bag den koncert, vi alle synes, det er så hyggeligt at gå til.”

”Fødslen er også sådan et sted, hvor alle masker falder. Det er umuligt at forstille sig under en fødsel, fordi det er så smertefuldt. Fødslen er et af de få steder, hvor døden og livet stadig smelter sammen.” ”Har du børn? Har du været med til en fødsel?” vil hun vide. Ja, flere.

”Åh, hvor er det synd for dig. Det kan godt være, jeg havde lidt ondt af mig selv, men jeg har mere ondt af de mænd, der skal være med til fødslen. Nogle gange tænker jeg hvorfor? Det er absurd at føde et barn, men man skal i det mindste gøre noget. Det må simpelthen være så svært bare at bevidne.”

Jo, men jeg tænker nu nok, at det var meget godt, at jeg var tilstede…

”Ja, men det er blevet sådan en kulturel ting, at hvis manden ikke er med, så er han nærmest en sjuft. Man skal virkelig have en god undskyldning for at ikke at være med – som mand.”

Der findes jo også par, der siger, at ”vi skal føde”. ”Sådan noget står jeg helt af på. Så tænker jeg, at nu må folk tage sig sammen. Det har jo intet på sig.”

Fødslen er tabuiseret

Der findes ikke mange litterære beskrivelser af fødsler, har du selv undersøgt. Du måtte helt tilbage til Dea Trier Mørchs Vinterbørn for at finde det i dansk litteratur. Er det ligefrem tabuiseret?

”Det er enormt tabuiseret. Det er noget af det, der er kommet bag på mig. Det er noget af det, flest folk, der har læst bogen, har skrevet tilbage til mig om. Romanen handler jo om mange forskellige ting – om partnervold og kærlighed. Men det med at fødslen er beskrevet så detaljeret og konkret, som den er, har virkelig fået folk op af stolene. ’Gud, der står mellemkød i litteraturen nu. Dy har introduceret et helt nyt ord i samtidslitteraturen,’” siger hun med citater hentet fra anmeldelser.

"På den ene side bliver der født 66.000 børn om året i Danmark. Det er et erfaringsgrundlag, som mange voksne mennesker har. På den anden side er det noget meget privat, som jeg pludselig tager ud i et offentligt rum. Selv om det foregår på et hospital, er det inde på en stue, for sig selv. Man lægger sig jo ikke til at føde sammen med en masse andre mennesker. På en eller anden måde bliver det tysset ned. Man inviterer ikke nogen med – ud over måske lige barnets anden forælder. Det er ikke en begivenhed, som det var engang, hvor alle kvinderne rendte rundt i landsbyen og hjalp til. Da jeg selv læste Vinterbørn slog det mig, hvor kollektiv en bog, det er. Det er jo hele samfundet, der tager sig af de kvinder, der ligger på et hospital. Men der er ikke noget kollektivt ved det at føde i dag. Nu bliver du isoleret på en enestue.”

Aya er meget alene med sin fødsel. ”Ja, men vi er jo alene,” siger hun og fortsætter.

”Det er jo også fuldstændig absurd, at forestillingerne om, hvordan et liv bliver til, tit bliver idylliseret. Som kvinder ved vi jo godt, at det at føde et barn gør ondt. Man har jo ikke begreb om, hvad det er, man går ind til. Og det kan man ikke have, for det er så voldsomt. Jeg havde et behov for at omskrive det, for det var så langt væk fra noget, jeg havde prøvet før. Med mindre jeg får et barn til, så kommer jeg aldrig til at nærme mig noget, der på nogen måde minder om det der.”

Jeg tænkte under fødslen: Nu dør jeg

”Noget af det mest interessant ved at føde er tanken – og jeg kan huske, jeg selv tænkte det under fødslen: Nu dør jeg. Det gjorde så ondt. Jeg kunne ligesom mærke døden puste mig i nakken. Det var egentlig meget rart. Det var en kold luft, der kom. Så kom jeg hen et sted, hvor jeg tænkte, at nu skal jeg dø, og det er okay. Mit barn skal nok leve, men jeg skal dø. Lige det øjeblik, man har den tanke – eller lige bagefter – så kommer livet. Når man giver slip på livet, så kommer det,” forklarer hun med lethed i stemmen.

”En jordemoder fortalte mig, at det er lige i det øjeblik, hvor kvinden siger, ’nu kan jeg ikke mere’, eller ’nu stopper det – jeg skal have et kejsersnit’, eller ’nu skal jeg dø, vil du tage dig af mit barn?’, at det sker. Det sidste var så mig. Lige i det øjeblik, man opgiver livet, så kommer det. Det er en erfaring, jeg har svært ved at se, hvor man ellers gør sig. Fornemmelse af, at ud af døden kommer livet.”

”På en måde, minder det om ulykkelig kærlighed. Når man elsker en rigtig meget, men kærligheden ikke er gengældt. Så endelig når man hen det sted, hvor man giver slip på den kærlighed. Og så står han på trappestenen foran ens hus – og siger: Vil du have mig?,” siger Dy Plambeck og griner, ”Ej, sådan er det ikke hver gang, man er ulykkelig forelsket, men fødslen er som en buillon-terning af den oplevelse. Vi er altid vant til at være i kontrol. Vi har altid en fornemmelse af noget, som man ikke har givet slip på. Det går jo ikke under en fødsel.”

”Jeg har været optaget af forholdet mellem intellektet og kroppen. Jeg er jo forfatter, så jeg altid været meget oppe i mit hoved. Men en fødsel er alt andet. Jordemoderen siger det i bogen: Kroppen ved det hele, overgiv dig til smerten. Hvis man læner sig tilbage, så sker der noget.”

Dy Plambeck bliver grebet af den tanke, men læner sig rent faktisk frem i havestolen for at skænke mere æblemost.

”Måske skulle vi i det hele taget til at læne os lidt mere tilbage,” siger hun, nærmest med begejstring i stemmen og fortsætter.

”Bogen handler om nogen, der kæmper rigtig meget, men jeg har tænkt meget over, at man i virkeligheden skulle overgive sig til noget, og så se, hvad der sker. Det er også den fornemmelse, jeg har med min bog. Den foregår i en skov – og nu har jeg brændt skoven fuldstændig ned, og så må vi se, hvad der kan spire op derfra.”

”Fødslen er et sted, hvor alle masker er faldet. Hvornår gør man ellers det? Du ligger med benene spredt. Der står fremmede mennesker og kigger dig op i skødet. Det kan jo også kun lade sig gøre, hvis man distancerer sig fra det at have et køn. På den måde er det et sted, hvor man både skal være til stede i kroppen og forlade den. For der er også nogen, der kommer til at overtage ens krop. Det er helt vildt sted.”

Men det er meget konkret. Det er kød og blod.

”Det er det dyriske. Da jeg skulle føde, skreg jeg på en måde, der skræmte mig selv. Jeg er egentlig et meget roligt menneske. Jeg tænkte, hvem er det, der skriger? Jeg sagde til jordemoderen, jeg kan ikke koncentrere mig om at føde, når hende derinde skriger så meget. Det var så mig selv, der skreg. Man kommer næsten ud et sted, hvor man får hallucinationer. Jeg så min krop udefra – samtidig med, at jeg var fuldt til stede i den.”

Civilisationsprocessen og fællesskabstænkningen handler jo om, at man skal lægge bånd på sig selv. Ikke bare at give sig hen til sig selv.

Man er ikke et civiliseret menneske, når man føder. Det var jeg i hvert fald ikke. Og det var egentlig meget fedt.

Dy Plambck

”Det er også det, der er så vildt. Vi ved jo godt, at civilisationen er noget, mennesker har fundet på. Når man så får et barn, finder man ud af, at børn ved jo intet om civilisation. De ved jo ikke, at man skal klæde sig på. Måske er det også derfor, at mange forældre kommer ud i kriser. Jo, vi har meget travlt, bliver stressede og alt muligt – men noget af det handler måske også om, at man kan begynde at stille spørgsmål ved nogle fundamentale ting. Fordi man møder det i barnet. Jeg har selv et barn, der hader alle former for civilisation. Det gør hun virkelig. Hun er snart fem år, men hun nægter at få redt sit hår. Hun nægter at tage tøj. Hun nægter at tage sko på – eller at være inde i et hus. Hun vil bare ud.”

”Det er blandt andet også derfor, jeg er flyttet herud. Da vi boede i lejlighed, stod hun altid ude i entreen og ville ud. Det var en udbryder-trang.”

Er der så for meget civilisation? Skal vi tilbage til noget mere primalt?

”Ja. Fødslen er noget meget primalt, hvor civilisationen forsvinder. Jeg vil sige det sådan – man er ikke et civiliseret menneske, når man føder. Det var jeg i hvert fald ikke. Og det var egentlig meget fedt.”

”En af mine gode bekendte var herude og besøge mig. Hun har to drenge og bor inde i byen. Så sagde hun til mig: Jeg mangler et sted, hvor mine drenge kan gå amok. De kan ikke gå amok i lejligheden, for så larmer det for meget for underboerne. De kan heller ikke gå amok nede på legepladsen, for så tror folk, de er uopdragne. Måske mangler vi nogle steder, hvor man kan gå amok.”

Ligesom kvinderne i din bog?

”Ja. De udfordrer i hvert fald civilisationen på forskellige måder. De kører op i skoven. Det er et transformationssted. Det er et ikke-sted, hvor man kan komme ud på den anden side og være noget andet. Alt kan ske i skoven. Det er frigørelsesprojekt.”

Frigørelse fra hvad?

”Fra det hele!”

Et projekt, som er særligt forbeholdt kvinderne?

”Nej. Det er for alle os, der vil være med.”

Anna Michelsen går amok

I Romanen Til min søster fortæller Dy Plambeck også historien om Anna Michelsen, som er ulykkeligt forelsket i forfatteren J.P. Jacobsen. Historikeren Aya går i arkiverne, da hun som forsker får til opgave at skrive et efterskrift til J.P. Jacobsens samlede skrifter og skriver Michelsens historie frem. Michelsen er fra borgerskabet. Der er nogle helt faste meninger om og normer for, hvad hun skal gøre. Hun skal være derhjemme og strikke og brodere. Hun får ikke lov til – som J.P. Jacobsen – at tage til København på studenterkursus og udvikle sig.

”Annas historie er en klassisk borgerskabshistorie. For det første er hun ulykkeligt forelsket i J.P. Jacobsen, og for det andet er hun underlagt de her normer. Jeg blev meget optaget af hende, fordi jeg ligesom hovedfiguren i romanen også var meget optaget af J.P. Jacobsen og var forelsket i ham, da jeg gik i gymnasiet. Jeg tænkte, at hvis J.P. Jacobsen levede, så kunne jeg blive gift med ham. Jeg vidste godt, at Anna var der, men jeg havde aldrig dykket så meget ned i det,” forklarer Dy Plambeck.

”Efter at jeg havde fået min datter, var der en bekendt, der spurgte, om jeg godt vidste, at Anna Michelsen blev sindssyg. Det gjorde jeg ikke, men jeg blev optaget af det, fordi man jo også bliver lidt sindssyg, når man får et barn. En af mine veninder sagde, at jeg måtte love hende ikke at træffe nogen vigtige beslutninger inden for det første tre måneder, efter jeg havde fået min datter. Det var totalt undtagelsestilstand. Jeg var optaget af, hvor grænserne mellem det normale og sindssyge går.”

Dy Plambeck begyndte ligesom senere Aya i romanen at læse Anna Michelsens breve til J.P. Jacobsen og hendes journaler fra indlæggelsen på Skt. Hans.

”Hendes eneste mulighed er at blive gift. Men J.P. Jacobsen vil ikke gifte sig med hende. Så får hun en frier, Carl, som hun takker nej til. Det er jo helt vildt. Hun ved godt, hvad der venter hende – et liv i skyggen. Alligevel kan hun ikke gifte sig med ham. Det er jo ekstremt moderne. Prøv at tænke på, hvor mange, der stadigvæk gifter sig med en, de ikke elsker. Den insisteren på kærlighed er enormt vild,” siger hun.

Anna Michelsen udvikler skizofreni, måske som følge af ulykkelig kærlighed, og bliver indlagt først på sindssygehospitalet Oringe, senere på Skt. Hans, hvor hun lever til hun dør. I journalerne derfra kan man læse om hendes udbrud.

”Hun får trang til at gå amok. Hun smider alt sit tøj. Hun vil ud, væk. Hun er blevet framet som en meget svag, sygelig, lidt hysterisk kvinde, men hun har en enorm kraft. Hun skriver breve til J.P. Jacobsen, hvor hun går i rette med hans beskrivelser af hende. Hun forsøger at generobre sin historie. Det er noget af det, vi kan. Vi kan forsøge at generobre vores egen historie.”

Hun er eksemplet på en kvinde, der har den kraft, som Dy Plambeck er interesseret i. Men også eksemplet på en kvinde, der sætter sig ud over de normer, fællesskabet har etableret.

At give los

”Alle fællesskaber er ekskluderende. Findes der at fællesskab, der er for alle? Nej, jeg tror det ikke. Jo, vi er alle mennesker. Men vi er heller ikke enige om, hvad det vil sige at være et menneske. Problemet med fællesskaber er, at de er umulige. Omvendt kan man heller ikke stille sig uden for. Man er hele tiden et individ og en del af et fællesskab. Det er jo det, der er problemet.”

"Hvordan ved man så, hvornår man skal give los? Og hvornår skal man tage hensyn til fællesskabet?”

”Man kan jo ikke give los, før man har hørt fællesskabet om, hvad det vil. Man er indlejret i det,” siger Dy Plambeck og fortsætter:

”Nu siger jeg bare et eller andet: Har man et fællesskab om at være i et parforhold, og den ene så gerne vil være i et åbent parforhold – bare for at nævne et eksempel, jeg absolut ingen erfaringer har med – så bliver man jo nødt til at høre den anden, om det nu er en god idé. Man bliver jo nødt til at høre den anden. Ellers ophører fællesskabet med at eksistere.”

Du er flyttet herud, hvor der ikke bor så mange mennesker. Er det også en flugt fra fællesskabet?

”Ja, på en måde – bortset fra, at jeg så er kommet ind i et nyt fællesskab. Jeg har altid haft det enormt svært med fællesskaber. Når jeg går ind i et fællesskab, tænker jeg, kan jeg være her med hele mig. Det er jo ikke muligt. Jeg har altid følt mig utilpasset i fællesskaber. Jeg har altid følt mig som den, der stod uden for og kiggede ind på fællesskabet. Det er jo også en klassisk forfatterposition. Men har vi ikke alle sammen et intuitivt problem med fællesskaber?” spørger hun retorisk.

”Problemet med fællesskaber er, at de kommer til at definere en særlig måde at være på. Alle mine bøger handler om at forsøge at komme ind i et fællesskab og komplikationerne ved det. Det handler om at miste sig selv. Når du træder ind i et fællesskab, så mister du noget af dig selv. Det er præmissen.”

Ligger der så hos dig en foragt for de mennesker, der uden forbehold indgår i fællesskaber?

”Jeg tænker nogle gange, at jeg nu må jeg også se at blive voksen. Der er også noget teenage-agtigt over modstanden. Fællesskaber definerer sig jo imod noget. Da jeg var ung, kom jeg en del i Ungdomshuset. Det er jo et fællesskab, der er defineret ved at være imod samfundet. Jeg har skrevet om bikerfælleskaber og om soldaterfælleskaber, der også er defineret ved at være imod noget eller nogen.”

Fællessang og dødsangst

En type fællesskab, Dy Plambeck ikke har nogen – eller ikke så mange i hvert fald – forbehold over for, er det, der bliver skabt, når man synger sammen.

”Det er enormt dejligt at synge fællessang. Måske har jeg det bedst med fællesskaber, hvis vi synger,” siger hun lidt prøvende.

Hun sidder med i det eksklusive udvalg, der bestemmer, hvilke sange der skal med i den kommende udgave af Højskolesangbogen, der udkommer i 2020. Og hun har netop afleveret manuskriptet til en lille bog om fællessang, der udkommer i efteråret.

”Det, der sker, når man synger sammen, er, at vores jeg glider ud. I stedet for at vi alle står med hver vores jeg’er. Hvorfor fungerer det bedre for mig? Måske fordi, der ikke er mulighed for at snakke samtidig. Vi synger bare de samme ord.”

Hvorfor kan man så ikke synge om tabuerne, om fødsler og om at gå amok?

”Det er fordi, det hele skal være så opbyggeligt. Men der er ikke noget i livet, der er opbyggeligt. Det hele er en nedbrydningsproces. Det er det jo,” siger hun med overbevisning i stemmen.

”Det er bare dødsangst. Alting skal være så opbyggeligt, fordi vi er bange for at dø. Det er jo det samme, når man ser på kunst eller læser en bog eller ser en film. Så sidder man der og håber, at de får hinanden til sidst. Det skal bare ende godt. Den form for forløsning søger vi efter. Men egentlig er vi jo bare forgængelige kroppe, der gradvist bliver brudt ned. Vi vil bare så gerne bevare en tanke om noget evigt.”

”Vi har alle en længsel efter noget evigt, samtidig med at vi går til grunde. Jeg læste en artikel med en professor, der siger, at grunden til at voksne mennesker græder ved lykkelige slutninger er, at vi ved vi skal dø. Børn græder ikke ved lykkeligt slutninger. De har ikke den erfaring om, at de skal dø.”

Fordi vi ved, at det er løgn?

”Ja. Højskolesangen er også en illusion. En illusion om det lykkelige liv. Om uforgængeligheden,” siger hun, der elsker fællessang.

”En af de sange i Højskolesangbogen, jeg holder mest af, er ”Jeg ser at du er træt” af den norske forfatter Bjørn Eidsvåg,” siger hun og citerer efter hukommelsen: Jeg ser, at du er træt, men jeg kan ikke gå alle skridtene for dig. Du må gå dem selv, men jeg vil gå dem med dig.

”Ja – den kender du ikke, kan jeg se på dig. Og det er en fejl!” siger hun, nærmest triumferende.

Jeg kan være der sammen med dig med din smerte. Men jeg kan ikke tage den fra dig. Jeg kan ikke gøre noget for dig, men jeg kan være med dig. Det synes jeg faktisk er det fineste fællesskab, man kan have.

Dy Plambeck

”Den handler meget præcist om det med individet og fællesskabet. Det er det eneste, vi kan gøre. Det er den eneste form for fællesskab, der kan eksistere. Det er at erkende, du er der, og det er dig, og du har dit at bøvle med. Du kan kun være med den anden. Du kan ikke overtage den andens glæde eller vrede eller død.”

Dy Plambeck citerer videre fra sangens andet vers: Jeg ser, at du har ondt, men jeg kan ikke græde alle tårerne for dig. Du må græde dem selv, men jeg vil græde med dig.

”Det er lidt hårdt, ik? Så kan du selv sidde derovre og græde. Men så kommer det eneste, vi kan tilbyde hinanden: ’Jeg vil græde med dig.’ Jeg kan være der sammen med dig med din smerte. Men jeg kan ikke tage den fra dig. Jeg kan ikke gøre noget for dig, men jeg kan være med dig. Det synes jeg faktisk er det fineste fællesskab, man kan have.”

Er det ikke netop opbyggeligt?

”Jo, og det er måske den eneste form for opbyggelighed, der findes. At vi kan være der med hinanden. Nogle gange. Jeg hader det ord – opbyggelighed. Det er lidt anstrengende, når vi skal tale om noget opbyggeligt. Det kommer så let til at klinge hult,” siger hun.

”Det gør det, fordi vi godt ved, at nej, livet er ikke nødvendigvis godt. De gode får ikke nødvendigvis lov at leve længst. Døden venter lige om hjørnet. Der er ikke retfærdighed til. Derfor kan det klinge lidt hult, når vi synger noget opbyggeligt,” siger hun, mens vi rykker stolene væk fra sollyset på terrassen, der er blevet for skarpt, ind i skyggen af et stort træ.

Det er også derfor, at når vi sidder og synger 'Den signede dag med fryd vi ser' en gang imellem tænker: Hvor er min hammer, så jeg kan smadre et eller et andet?

Dy Plambeck

”Der er jo også håbet. Vi kan opleve øjeblikke af fællesskab. Kærligheden findes. Det kan være den varer en måned, et år – eller bare en sang. Så havde vi lige to et halvt minut gode minutter i fællesskabet, og så gik vi ud og stak hinanden i ryggen,” siger hun og slår en latter op.

”Nej, sådan er det jo slet ikke,” retter hun sig selv, så man bliver i tvivl om, hvad hun mener. Det er hun også.

”Jeg ved det sgu ikke. Hvad skal vi stille op med de der fællesskaber?” spørger hun og griner.

”Vi går ind i alle mulige fællesskaber. Og det eneste, vi ved, er, at det bliver noget rod. Det er ikke godt. Jo, det er godt. Eller. Det er lige, som det skal være. Der er jo noget godt ved fællesskabet. Vi ved fra forskningen, at folk, der er i mange og gode fællesskaber, lever længere og får mindre stress. Men måske er der en gang imellem nogen, der skal rejse sig op under fællessangen og sige, nej, det passer simpelthen ikke, det vi synger,” siger hun og tænker tilbage på sin egen højskoletid.

”Min lykkeligste tid var, da jeg gik på højskole. Men det stoppede jo også igen. Der er noget ekstase over det højskoleophold. Vi skal bare alle sammen klæde os ud og drikke ølbong og gå til fester og synge sange. Men der var jo også nogen, der var for dem selv og ikke kunne være en del af det. Fællesskabet har også sine ofre. Vi mangler nogle gange en løbende dialog om grundlaget for fællesskabet,” siger hun og retter igen sin opmærksomhed mig Højskolesangbogen.

De har nogle seriøse diskussioner i udvalget bl.a. også om hvor meget den moderne erfaring skal fylde i bogen.

”Der er noget sentimentalt over Højskolesangbogen. Jeg mener – selvfølgelig skal vi forstå vores fortid, det er fundamentalt vigtigt, for alt det liv, vi har levet indtil nu, er erindret liv. Der er blevet nogle øjeblikke tilbage i mig, som jeg husker.” ”Det kan også være noget af det, der spiller ind på klimakrisen,” siger hun for at komme ind på et andet felt, de også forsøger at tænke med i udvalget.

”Selv om vi har sunget alle de opbyggelige sange gennem tiderne, er tingene så blevet bedre? Hvorfor lytter vi ikke til råbene? Vi ved godt, at det står rigtig slemt til, så måske har vi bare en længsel efter destruktion,” funderer hun.

Måske kan vi godt lide det. Lidt. Længslen mod destruktion, hærværk og pludselig død findes i os alle. Tror du ikke det?

Dy Plambeck

”Er vi i gang med at ødelægge det hele for at bygge noget nyt op. Er det derfor, vi ikke lytter til klimarådene. Måske er det en almenmenneskelig ting: Destruktionen for at alt kan bygges op igen.”

”Er der en trang i os – jeg ved det ikke – til at ville nulstille os selv. Det er også derfor, søstrene i romanen er ude i en skov, hvor civilisationen ikke er. Det er det samme med klimakrisen. Pludselig flyder det ind med vand. Vores huse står under vand, landsbyer bliver oversvømmet. Det er naturen, der begynder at kæmpe tilbage mod civilisation. Måske kan vi godt lide det. Lidt. Længslen mod destruktion, hærværk og pludselig død findes i os alle. Tror du ikke det?” spørger hun, uden egentlig at forvente et svar.

”Det er også derfor, at når vi sidder og synger "Den signede dag med fryd vi ser" en gang imellem tænker: Hvor er min hammer, så jeg kan smadre et eller et andet?”

”Begge dele findes i os. Det er også det, Til min søster handler om. Vi har på den ene side en frydende dag. Prøv lige at se, hvor vi sidder,” siger hun og rækker den ene arm ud mod den frodige have, der vitterligt ikke signalerer hærværk og pludselig død.

”På den anden side handler det om at give plads til det destruktive i os. For det findes i os alle sammen. Også volden. En af de ting, man som menneske bliver nødt til at gøre, er at se sit eget mørke i øjnene. Lader man være med det, kan det gå temmelig galt,” siger hun med lidt rastløshed i kroppen.

Hun skal ud og holde foredrag – om fællesskaber.

”For hvad kommer der ud af mørket? Der kommer livskraften. Folk siger, at jeg har skrevet en brutal bog. Men der er jo så meget livskraft i den samtidig. Hvad kommer ud af døden? Det gør livet. I fødslen. Det er også derfor, man kan holde ud at synge fællessangene. Fordi man ved, at ud af døden, kommer livet.”

 

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies