Af Simon Finnerup, tidligere højskolelærer, bestyrelsesmedlem for Ryslinge Høj- og efterskole, seminarielærer på Den Frie Lærerskole
Det lille ord frihed
I sin iver efter at sætte ord på alle de samfundsproblemer, som højskolerne skal løse, undlader folkehøjskolernes nyudnævnte generalsekretær desværre det vigtigste: Det lille ord frihed. Faktisk nævner hun ikke ordet en eneste gang i portrætinterviewet ”Hvis jeg kunne forbyde et ord i højskoleverdenen, så skulle det være pause”. Det endnu mindre ord fri figurerer heller ikke. Den frie skole taler hun ikke om. Og åndsfrihed er desværre helt fraværende.
Læs interviewet med generalsektretær Elsebeth Gerner Nielsen
Generalsekretæren nævner ikke: friheden og åndsfriheden
Der er intet i vejen med global orientering, bæredygtighed, natur, integrationsarbejde og samarbejde med erhvervslivet. Generalsekretærens mærkesager er alle gode, højskolepædagogiske problemstillinger, det kan give mening at arbejde med på en højskole. Problemet er det, generalsekretæren ikke nævner: friheden og åndsfriheden, som udgør det helt afgørende fundament for folkehøjskolernes virke, og som de nævnte mærkesager hviler på som almen, højskolepædagogisk forudsætning. Hvorfor undlader generalsekretæren at tale om det for folkehøjskolerne allermest centrale i et interview, der giver indtryk af at handle om det centrale?
Højskolelæreren virker i en fri skole
Friheden og åndsfriheden må være det vigtigste på enhver folkehøjskole. Højskolelærere er ikke bedre uddannet end andre lærere, og de virker heller ikke synderligt klogere end alle os andre. Det, der til gengæld adskiller dem fra andre lærere, er, at de driver deres virke i den frieste af alle skoleformer, og at det er deres placering på dette fristed, som udstyrer dem med deres særlige kendetegn og styrke.
Når højskolens ansatte skaber en højskole, sker det uden eksternt formulerede læringsmål eller diktater fra politikere og erhvervsliv. Det sker uden ministerielt formuleret pensum, uden eksamener og uden snævert definerede krav om ”ægte relevans,” som generalsekretæren udtaler. Og selvom vi i tiden fremover alle må bestræbe os på at håndtere vores fælles udfordringer, skal den enkelte højskole være det sted, hvor elever og ansatte selv forsøger at svare på fremtidens udfordringer og ikke bliver spændt for en vogn, de ikke selv styrer.
Ensretning og homogenisering af folkehøjskolerne på det indholds- og handlingsniveau, som generalsekretæren præsenterer, indskrænker friheden og underminerer fundamentet for skolernes eksistensberettigelse. Underlægger folkehøjskolerne sig en kultur, hvor deres forening, med generalsekretæren i spidsen, sætter sig på definitionsmagten og udruller, hvilke af højskolernes specifikke handlinger, der er ægte relevante, og hvilke der er ægte irrelevante, bør det give anledning til bekymring. Tager man friheden fra den enkelte folkehøjskole i den skala, som udtrykkes her, bliver vi vidne til en umyndiggørelse af skolerne, dens ansatte og eleverne, hvilket er gift for det engagement, hver enkelt folkehøjskole lever af.
Læs portræt af Simon Finnerup: Jeg går i flæsket på eleverne
Ansatte og elever er frisatte til en fortolkningspligt
Jeg argumenterer ikke for, at højskolerne skal svæve rundt i selvtilstrækkelig uafhængighed og uden bånd, der binder. Alle inden for højskolens mure er etisk forpligtede og må arbejde for at styrke vores fælles liv til fælles bedste. Met det, der kendetegner højskolens etiske opgave, er, at den enkelte folkehøjskole i sidste ende skal svare selv. Højskolens ansatte og elever er frisatte til en fortolkningspligt og må inden for rammerne af livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse definere eget formål og egne mål og udvikle egne handlinger. Utvivlsomt vil mange gribe fat om bæredygtighed og forøget samarbejde med erhvervslivet, og det er rigtig godt. Men udvælgelsen af fokusområderne må være op til dem selv, og de skoler, der med sigte på livsoplysningen vælger at gå andre veje end dem, generalsekretærens hjerte banker for, må også støttes og opmuntres.
"Underlægger folkehøjskolerne sig en kultur, hvor deres forening, med generalsekretæren i spidsen, sætter sig på definitionsmagten og udruller, hvilke af højskolernes specifikke handlinger, der er ægte relevante, og hvilke der er ægte irrelevante, bør det give anledning til bekymring."
Simon Finnerup
"Ægte relevant"
Global orientering, bæredygtighed, natur, integrationsarbejde og samarbejde med erhvervslivet er fine problemstillinger, en højskole med fordel kan kaste sig over. At ophøje arbejdet med disse problemstillinger til indbegrebet af højskolens opgave er dog en ideologisk indsnævring, som risikerer at udviske højskolens reelle berettigelse, funderet i hver enkelt højskoles opgave med at formulere egne bud på, hvad der er ”ægte relevant.” Hver eneste folkehøjskole skal være i dialog med verden, men må aldrig underlægge sig specifikke diktater og lade sig manipulere af udtryk som ”ægte relevans”.
Stedets pædagogik
Dugfrisk forskning på området kan hjælpe os på vej. I Stedets pædagogik – om højskolens opgave og praksis (2019) opererer PhD i højskolepædagogik, Rasmus Kolby Rahbek, med fire aktuelle, grundlæggende dannelsesforestillinger i højskolen, hvoraf de to-tre af dem også ser ud til at indgå i generalsekretærens bestemmelse af højskolen. Den politiske dannelse, den kulturelle dannelse og i mindre grad den faglige dannelse, ligger inden for generalsekretærens radius. Den sidste af de fire, den poetiske dannelse, må formodes at ligge uden for, idet den indfinder sig som en oppositionstænkning, et modsprog og et alternativ til den nytteorienterede tænkning, som generalsekretæren er eksponent for.
Ødelæggende for den poetiske dannelsesforestilling er det, hvis man lægger den i benlås i for eksempel bæredygtighedens navn, hvis man tager den udvidede frihed fra den, og hvis den ikke respekteres for dens ambition om at kritisere og undre sig over, hvad andre mener er ”ægte relevant”. De højskolefolk, der abonnerer på den poetiske dannelsesforestilling må have svært ved at føle sig inkluderet af deres nye generalsekretær, som undlader at tale om grundlaget for det, denne dannelsesforestilling lever af. I modsætning til generalsekretæren udfolder Rahbek en mangfoldighed af dannelsesforestillinger og peger på, at den enkelte skole, den enkelte medarbejder og den enkelte elevs frie og ansvarlige fortolkning af hovedsigtet – udartende sig til et virvar af dannelsesforestillinger – netop er det, der konstituerer højskolernes fælles grundlag.
Frihed kan ikke fravælges
Med generalsekretærens udtalelser er der risiko for, at foreningen bidrager til en generel, indholdsmæssig topstyring af skolerne og fratagelse af deres frihed, som, vi har set, er blevet gennemført konsekvent og voldsomt de sidste par årtier for mange andre skoleformer og uddannelser. Specifikke krav om synlighed, målbarhed, et fremadrettet perspektiv, nytte og levering er eksempler på en instrumentalisering af skole og uddannelse, vi ikke traditionelt har oplevet tidligere, og som kompromitterer nordisk dannelsestænkning.
Skal folkehøjskolerne være fodsoldater for FN’s Verdensmål?
Tidligere videnskabsminister Helge Sander blev i sin tid berygtet for at indsnævre universiteternes opgave ”fra forskning til faktura,” og reformer af Folkeskolen taler desværre deres eget tydelige sprog med idealer om arbejdsmarkedsparathed og anvendelsesorientering. Tiderne skifter, og i dag er vi ikke kun bange for, at kineserne kommer, men også for at temperaturen stiger. Magt- og styringslogikken er desværre uforandret, og tilsidesættelsen af det enkelte menneskes ret til at kritisere vedtagne normer, at undre sig og reelt kaste sig ud i utopiens frie farvand, ser nu også ud til at nærme sig folkehøjskolerne. Ønsker vi virkelig, at også folkehøjskolerne kollektivt skal være fodsoldater for FN’s Verdensmål – hoppeglade, bæredygtige duracell-kaniner og lydige metodeforvaltere uden egen ret og evne til at definere eget indhold?
Højskolenes pligt er at tage armslængdeprincippet på sine skuldre
Helt i tråd med dette skrækscenarium falder bemærkningen fra generalsekretæren om, at ordet pause burde forbydes i højskoleverdenen. For magthavere, politikere såvel som generalsekretærer, er pauser farlige, da de giver rum til den enkelte og fællesskaber, hvor man frit kan gøre sig tanker om oprør, kontrast og opposition. En pause er et poetisk dannelsesrum med en indlejret mulighed for udvidet opmærksomhed. Pauser kan være sprængfarlige, men i et demokrati er de nødvendige, da de muliggør en kvalificering af modstemmer. Dette armslængdeprincip lever demokratiet af, og folkehøjskolens pligt er at tage armslængdeprincippet på sine skuldre. Vælger nogle højskoler at lægge sig i slipstrømmen af vedtagne, politiske dogmer, er det helt fint, mens andre må vælge andre veje. Princippet om frihed og armslængde kan til gengæld ikke fravælges. Det skal italesættes, omfavnes, undersøges, fortolkes, udvikles og praktiseres. Men afskaffes kan det ikke, så længe man definerer sig som en folkehøjskole.
Risiko for indholdsmæssig topstyring af skolerne
Jeg er sikker på, at generalsekretærens udtalelser flugter med foreningens demokratisk vedtagne målsætninger og indsatsområder. Min bekymring og mit anliggende handler om det dobbelte perspektiv, både forening og generalsekretær efter min mening bør operere med, og som jeg aner en svækkelse af: At FFD på den ene side vedblivende kæmper for en række konkrete indsatsområder (blandt dem generalsekretærens mærkesager), men på den anden side, og først og fremmest, betoner og skaber gode vilkår for en kvalificering af hver enkelt højskoles ansvar og frihed til selv at fortolke hovedsigtet og igangsætte egne handlinger.
Det første er godt, men ordinært, da mange af folkehøjskolernes indsatsområder ikke adskiller sig synderligt fra de intentioner, man finder hos mange andre skoler og uddannelsesinstitutioner. Folkehøjskolernes frihed udgør til gengæld det egentlige, originale skolehistoriske bidrag, både nationalt og globalt, og må, også i fremtiden, forme sig som dét livgivende produkt, skoleformen reelt er sat i verden for at levere.
Med generalsekretærens udtalelser er der risiko for, at foreningen bidrager til en generel, indholdsmæssig topstyring af skolerne og fratagelse af deres frihed, som, har vi set, er blevet gennemført konsekvent og voldsomt de sidste par årtier for mange andre skoleformer og uddannelser.
Simon Finnerup