Af Andreas Harbsmeier, redaktør.
Da jeg for mere end 10 år siden skrev min første leder på denne plads, var billedet af højskolen fortsat præget af krisens figur. Elevtilstrømningen var ikke overvældende. Ej heller højskolens anseelse i politiske og kulturelle sammenhænge – eller blandt de unge.
Nu, mens jeg skriver denne min sidste leder, er billedet helt anderledes. Fyldte højskoler præger billedet, den politiske opbakning er tydelig, ligesom højskolen fremstår som en markant institution på dannelsens præmisser. Hvad der har afstedkommet denne transformation, er givetvis en kombination af en lang række faktorer. Sikkert er det dog, at det klæder højskolen med større selvtillid og mere selvbevidsthed om egne styrker – og svagheder. Forudsætningen for det er en løbende debat om, hvad højskolen er, kan og skal.
Jeg håber, at bladet gennem de seneste mange år har bidraget til og promoveret i hvert fald en del af debatten om højskolen. Ikke for at præge den i en bestemt retning, men for at være en ramme om den samtale, der er selve højskolens eksistensberettigelse, hvad indholdet i nærværende blad også vidner om. Det har givetvis ikke altid været lige præcist eller lige kønt, men altid med ambitionen om give stof til eftertanke om, hvad denne unikke skoleform har at byde på.
Det er et privilegium at redigere et blad for en fri skoleform, hvis berettigelse er betinget af den løbende samtale om den. Så mange tak for, at jeg har fået lov til det. Det privilegium overlader jeg nu trygt til den nye redaktør, Sofie Buch Hoyer, der fra og med næste blad vil signere denne leder. Tak for kampen.
Det er et privilegium at redigere et blad for en fri skoleform, hvis berettigelse er betinget af den løbende samtale om den. Så mange tak for, at jeg har fået lov til det.
Andreas Harbsmeier, redaktør.