Den sunde fornuft er suspenderet

Publiceret 07-12-2020

KRONIK Lad os sammen med eleverne undersøge, hvordan et demokrati fungerer, når en pandemi griber verden. Umyndiggørelse er en af konsekvenserne. Når det er konstateret, gælder det om at vinde den sunde fornuft tilbage så hurtigt som muligt. Det første, du kan gøre, er ikke at spørge, hvis du er i tvivl. Tænk selv!

Af Ole Toftdahl, forstander på Ry Højskole

Da Mette Frederiksen lukkede Danmark ned den 11. marts, fortalte hun, at regeringen ville komme til at begå fejl undervejs i bestræbelserne på at få os bedst muligt igennem pandemien. Hun bad os også om at bruge vores sunde fornuft, når vi stod over for den tvivl, der ville opstå.

Jeg kunne godt lide den opfordring. Den var i sit udgangspunkt tillidsfuld og lod os beholde en fornemmelse af myndighed på trods af påbuddene.

Myndighed er et helt centralt begreb i Ry Højskoles værdigrundlag. Her hedder det: ”Vi ønsker at selvstændiggøre og myndiggøre den enkelte til, med respekt for andre, at tage ansvar for sit eget liv.”

Vi bruger den formulering i værdigrundlaget, hver eneste gang vi diskuterer, om vi bør vejlede eleverne anderledes eller indføre nye rammer og regler for vores fælles liv. Og stort set hver gang holder vi os tilbage med at ”lovgive”, for hver gang vi lovgiver, fratager vi den enkelte myndighed og begrænser det tillidsforhold, vi insisterer på.

Læs også: "Plejer" er død: Sådan er det at være lærer i coronatid

Jeg er sikker på, at Mette Frederiksen og de fleste andre politikere er enige i ønsket om at bevare tilliden. Det er også sådan, regeringens ”anbefalings- og retningslinjepolitik” ser ud og har præsenteret sig i de sidste otte måneder. Myndighederne (hvem de så end er) anbefaler – efterfulgt af et underforstået, men meget bestemt: ”Vi regner naturligvis med, at alle følger vores anbefalinger.”

Buskads eller hegnspæle

Da jeg i 2008 som ny forstander skulle på kursus og lære højskolelovens detaljer at kende, forklarede Kulturministeriets embedsmand mig følgende: Højskoleloven er som et buskads. Der er ikke et hegn omkring, men det begynder med lidt bevoksning og bliver tættere efterhånden. Det drejer sig om at blive inden for buskadset, altså forstå og følge lovens ånd, hvis man undervejs møder problemer, der ikke er beskrevet i loven.

Når loven er sådan, er det, fordi de frie skolers tradition er sådan. Det er en væsentlig forudsætning for, at de kan være frie.

Højskoleloven er som et buskads. Der er ikke et hegn omkring, men det begynder med lidt bevoksning og bliver tættere efterhånden. Det drejer sig om at blive inden for buskadset

Ole Toftdahl

Det var især Tvind-skolerne, der i 80’erne og 90’erne udfordrede højskolelovens ånd. Det resulterede i, at der blev sat hegn og hegnspæle op i buskadset. Der kom efterfølgende en række krav i forhold til undervisningens indhold, fordelingen af undervisning på døgnets timer, omfanget af undervisningstid, begrænsning af rejseaktivitet og krav om konstant dokumentation.

Dokumentationen har man liggende i mapper, og den bruger man masser af tid på at administrere, hvis Kulturministeriet en dag skulle bede om den.

Kravet om dokumentation blev kun indført, fordi nogen udfordrede og reelt ødelagde den tillidskultur, der indtil da havde fungeret uden nævneværdige problemer.

Anbefalinger, retningslinjer, påbud og love

Buskadsbilledet er relevant i den udfordring af tillidskulturen, vi oplever for tiden. Anbefalinger og retningslinjer om corona er buskadser. Det er de nødt til at være, for ellers burde de være påbud og love. Men når noget er buskads, må det bygge på en gensidig tillid. Også når man i særlige tilfælde undlader at følge anbefalingerne. Det må man nemlig godt, hvis man bruger sin sunde fornuft.

Men lad os forestille os helt hypotetisk, at man blev i tvivl om, hvorvidt man må sove i bivuak i skoven på en friluftstur. Vores sunde fornuft siger os, at det er corona-sikkert. Man sover hver for sig under hver sin presenning og møder ikke andre end de højskoleelever, som man i forvejen bor og lever sammen med.

Men dagen inden bivuakturen kommer der en anbefaling fra Kulturministeriet, der fortæller, at man bør undgå kolonier, lejrskoler og studieture.

Læs også: Fem fortsætterelever fortæller: Sådan er det at være tilbage i efteråret

Man bliver i tvivl om, hvorvidt vi på højskolerne er omfattet af anbefalingen og spørger om det. I Kulturministeriet sidder der en embedsmand, der skal tage stilling til forhold, som han eller hun ikke kender. Derfor bliver der sat en hegnspæl i jorden. Når man skal begrænse den sociale omgang efter skoletid i folkeskolen og på universitetet, skal man også på en højskole. En skole er en skole. Logikken, hvis man spørger i ministeriet, vil forståeligt nok være: ”Med mindre det er tvingende nødvendigt, må vi hellere lukke for det.”

Det er desværre et ukvalificeret og uoplyst svar, som ministeriet i dette tilfælde ville give (idet vi husker, at dette er et helt hypotetisk eksempel). Fornuft og logik kortslutter, og man bliver umyndiggjort på et uoplyst grundlag.

Klap i og husk dit mundbind

Umyndiggørelsen er en udfordring for vores demokrati. Den 28. oktober blev vi på højskolerne i en lovbekendtgørelse pålagt at bruge mundbind. Bekendtgørelsen varsler bøde og bortvisningsstraf, hvis vi ikke gør, som den tilsiger. Her er der både hegn og pæle.

Vi gør naturligvis, som der bliver sagt. Vi protesterer ikke en gang. Vi er i stedet taknemmelige for, at vi overhovedet får lov at holde åbent. Og skulle man blive i tvivl, om mundbind skal anvendes i særlige situationer, kunne man jo spørge i ministeriet. Så har man sit på det tørre, hvis en virus skulle vise sig. Og hvem ved, om tilskuddet kom i fare, hvis vi havde begået en fejl.

Jeg kan desværre ikke forestille mig, at en embedsmand i Kulturministeriet vil tage ansvar for andet end at sige: ”Tag hellere mundbindet på”.

Vi får for tiden en lektion i, hvad det betyder at bliver regeret med bekendtgørelser, anbefalinger og retningslinjer (læs: dekreter). Demokratiet og den sunde fornuft er suspenderet. 

Ole Toftdahl

Derfor skal man ikke spørge, men bruge sin sunde fornuft. Blive i buskadset og undgå hegnspælene. Er det udemokratisk? Er det snyd? Nej, jeg mener, det er sund fornuft. Vi er ansvarlige og myndige, og vi skal nok opføre os ordentligt.

Vi får for tiden en lektion i, hvad det betyder at bliver regeret med bekendtgørelser, anbefalinger og retningslinjer (læs: dekreter). Demokratiet og den sunde fornuft er suspenderet. Det er ikke en beklagelse på højskolernes vegne, men en konstatering, som jeg tror, at alle virksomheder, skoler, serviceerhverv m.fl. erfarer.

Lad os benytte lejligheden til sammen med eleverne at undersøge, hvordan et demokrati fungerer, når en pandemi griber verden. Umyndiggørelse er en af konsekvenserne.

Når det er konstateret, gælder det om at vinde den sunde fornuft tilbage så hurtigt som muligt. Det første, du kan gøre, er ikke at spørge, hvis du er i tvivl. Tænk selv!

Blå bog

Ole Toftdahl

Født 1957.
Cand.mag i musik og historie.
Lærer på Testrup Højskole siden 1991 og fra 2008 forstander på Ry Højskole.