Fem dage med Jørgen Carlsen: "Ingen har lovet at skyde mig ved daggry, så det går nok"

Radio4 ringer. Nu drejer det sig om Shu-bi-dua-sangen og “Mormors kolonihavehus”. Efter interviewet med TV-avisen lægger jeg mig et par timer uden telefonen.

Politikens anmelder er begejstret og giver sangbogen fem hjerter. Avisen fremhæver sangen “Velfærdsdødedansen” af Ursula Andkjær Olsen. Jeg selv har en kronik i avisen, og flere debatindlæg hylder sangbogen som et gennembrud for et mangfoldigt Danmark. Men det er ikke lutter lagkage. Jeg modtager mange vrede mails. En ikke særlig venlig dame belærer mig om, at vi åbenbart går ind for stening, for det gør muslimer. En anden skriver, at jeg skulle skamme mig noget så grusomt, og han er flov over at tilhøre den samme race som mig. Jeg tager det stille og roligt.

Efter mit hvil om formiddagen er jeg igennem i Radioavisen kl. 12. Meget kort. Jeg nåede kun lige at sige, at vi med åben pande har fravalgt Shu-bi-duas Danmarkssang, og så var der ikke mere tid.

Jeg taler med Højskolebladet og senere også Berlingske.

Klokken 14 tager jeg til DR-byen for at være med i Kulturen på P1 med Karen Secher og Jesper Degn. Det går rigtig fint. Det er især Karen Secher, som fører ordet, og hun har beskæftiget sig meget med højskolesang og er meget velinformeret. De spiller bl.a. Lisbeth Smedegaard Andersens ”For vist vil de komme” med Jens Lysdahls melodi, og vi taler forbavsende lidt om Ramadan-sangen.

Jeg kører hjem i bil. P4 ringer, og jeg er igennem i cirka tre minutter. Det er det sædvanlige om, hvordan man udvælger sange.

Derhjemme bruger jeg et par timer på at øve mig på klaveret til aftenens live-arrangement i Solrød Strandkirke, hvor jeg skal tale om bogen. På grund af corona kan publikum desværre ikke synge med, så en kirkesanger synger udvalgte sange, og jeg akkompagnerer. Det går rigtig godt. Der er en udtalt begejstring og ingen sure miner. Det slutter kl. 21, og på vej hjem handler jeg i et supermarked, så min kone og jeg kan få et glas vin.

Læs også: Den største blåstempling

En leder i Jyllands-Posten overrasker mig og glæder mig. Den fremhæver Christian Dorphs og Thorbjørn Krogshedes dystre sang om angst, “Natskygge”, som fremragende poesi.

Jeg går i seng ved 23.30-tiden. Jeg er træt, men er også i en form for alarmeret tilstand efter en dag med så mange telefoner, interviews og vrede mennesker. Ingen har lovet at skyde mig ved daggry, så det går nok.

13. NOVEMBER: DEBAT I DEADLINE

Jeg står op til direktørtid kl. 9.30, spiser morgenmad og går en tur med vores hund Cosmo. Er ærgerlig over, at aviserne er forsinket. Jeg er passioneret avislæser. I dag får jeg Weekendavisen, Politiken, Information, Kristeligt Dagblad og Berlingske som e-avis.

Jeg modtager en mail med ordlyden: ”I skal eddermeme skamme jer, føj, kan I have en lortedag”. Det er i den milde ende.

TV2 ringer for at have en forsnak om Mathias Hammers og min medvirken i Go’morgen Danmark på mandag.

Jeg modtager en mail med ordlyden: ”I skal eddermeme skamme jer, føj, kan I have en lortedag”. Det er i den milde ende.

Jørgen Carlsen

Vi skal til middag hos vores yngste datter i aften og have confiteret and som forsinket Mortensaften.

Jeg forlader selskabet ved 21-tiden for at køre til DR Byen og medvirke i Deadline. Jacob Rosenkrands er studievært, og jeg er blevet bedt om at diskutere bogen med Søren Hviid Pedersen, som er lærer på Rønshoved Højskole. Det er nok den mest reaktionære højskole, du kan opstøve i kongeriget Danmark. Deres syn på bogen er, at den lefler for det populære i nutiden. Det er jeg jo ikke helt enig i.

Vi har 14 minutter og diskuterer folk og folkelighed, og programmet er sikkert underholdende for dem, som sidder fredag aften og har fået tre glas rødvin og gerne vil have noget ramasjang.