Nye initiativer skal få flere kvinder til tops på højskolerne

Publiceret 07-12-2020

FEATURE Højskolerne bør være mere bevidste om at ansætte kvinder i forstanderstillinger, lyder det fra FFD’s generalsekretær, Elsebeth Gerner Nielsen, som barsler med konkrete forslag. Bestyrelsesformand Lisbeth Trinskjær bakker op: Da hun selv blev forstander for Ubberup Højskole, var hendes køn en klar begrænsning, og sådan må det ikke være, mener hun.

Af Mona Samir Sørensen

Ud af 70 forstandere på de danske højskoler er blot 20 kvinder, viser en optælling fra Højskolernes Hus. Det svarer til 28 procent.

”Det afspejler det danske samfund i øvrigt, at der ikke er særlig mange kvinder i højskolernes øverste lag – og det er ikke imponerende,” siger FFD’s generalsekretær, Elsebeth Gerner Nielsen.

Derfor vil hun snarest præsentere nogle konkrete idéer for FFD’s bestyrelse. Det kan for eksempel være særlige talentforløb for kvinder, der arbejder på højskoler, ligesom hun vil opfordre hver enkelt højskole til at udarbejde og implementere en mangfoldighedspolitik.

”Vi skal sikre, at alle stillinger er lige interessante for kvinder og mænd,” siger Elsebeth Gerner Nielsen.

Hun vil formentlig ikke møde meget modstand i bestyrelsen. Formand Lisbeth Trinskjær er nemlig meget enig i, at der skal ske en adfærdsændring inden for den ofte traditionsbundne højskoletænkning.

”Der er brug for fokus på køn, også i vores verden. Nu har vi en kvindelig generalsekretær for første gang, og det er meget positivt, men det er også vigtigt, at vores bestyrelser er klar og modne til at vælge kvindelige kandidater som forstandere,” siger Lisbeth Trinskjær.

Læs også: Forstanderjobbet er komplekst, krævende og for kvinder

Da hun blev ansat som forstander på Ubberup Højskole i 2005, var hendes køn en klar begrænsning, erindrer hun.

”Både medarbejdere og bestyrelsen på Ubberup havde bestemt sig for, at de ville have en mand. I første runde blev jeg slet ikke indkaldt til samtale. Først da de ikke ville have nogle af de mandlige ansøgere, lavede de en ny runde, hvor de indkaldte mig. Grunden til, at de foretrak en mand, var, at de anså kvinder med familie som en dårlig cocktail,” fortæller Lisbeth Trinskjær.

Kvindelige rollemodeller

Traditionelt betragtes forstanderembedet som et virke, fortæller Lisbeth Trinskjær – og i et virke holder man ikke fyraften eller har faste arbejdstider. Derfor kan der ligge en ubevidst opfattelse af, at kvinder med børn er et dårligt valg, fordi ikke kan hellige sig jobbet 24 timer i døgnet.

”De så på mit CV og spurgte skeptisk, om det kunne være rigtigt, at jeg kunne løfte så mange opgaver på én gang. De spurgte jo faktisk, om jeg kunne klare det,” fortæller Lisbeth Trinskjær.

Efterfølgende har hun fundet ud af, at hun var den eneste ansøger, som efterspurgte skolens økonomiske papirer før samtalen.

”Jeg ved, at min egen bestyrelse syntes, at jeg havde mere ledelsespower end de mænd, de havde haft til samtale,” siger hun.

Da Lisbeth Trinskjær tiltrådte, var det med sin otte måneder gamle datter på hoften.

”Så det kan man godt. Der er nødt til at være nogle rollemodeller, som viser de kvindelige elever, som i øvrigt er i overtal, at vi kvinder godt kan tage ledelse,” fastslår Lisbeth Trinskjær.

De stærke rollemodeller er også et tema for FFD’s generalsekretær.

”Størstedelen af højskoleeleverne er kvinder, og de skal have nogle at spejle sig i. Det er ekstremt vigtigt, at de har nogle stærke forbilleder. Forstanderen er ofte skolen, så forstanderne betyder rigtig meget som forbilleder,” siger Elsebeth Gerner Nielsen.

Der er nødt til at være nogle rollemodeller, som viser de kvindelige elever, som i øvrigt er i overtal, at vi kvinder godt kan tage ledelse.

Lisbeth Trinskjær

Jurist og forsker i køn og ligestilling Charlotte Kirkegaard understreger også vigtigheden af stærke forbilleder. Særligt på en højskole.

“Forstanderen på en højskole er meget prægende i alle livets facetter og er på den måde meget indgribende i elevernes hverdag. En kvindelig forstander som rollemodel gør det muligt for de unge kvindelige elever at efterstræbe lederskab,” siger Charlotte Kirkegaard.

Hun er er direktør i E-QUALITY – en virksomhed, der blandt andet afholder kurser for topledere. De manglende kvinder i ledelsen er ikke et særskilt fænomen på højskolerne, pointerer Charlotte Kirkegaard.

“Det er alle vegne i vores samfund, at kvinder i topledelsen er fraværende,” siger hun.

Er det et problem i sig selv?

“Ja, det er et problem, for man bruger kun halvdelen af talentmassen. Det er også et problem for ledelsesformen, for kvinders perspektiv og erfaringsgrundlag bliver ikke brugt i disse lederskaber,” siger Charlotte Kirkegaard, der sidste år udgav bogen “Vi har jo døtre, der følger efter os – sådan får du flere kvinder i ledelse.”

Historiske normbrydere

Det lave antal kvindelige højskoleforstandere er også historisk betinget. Først da højskolerne blev selvejende institutioner i 1955, blev det muligt at ansætte kvinder som skolens profil. Den første kvindelige forstander hed Ulrika Marseen og kom til i 1963, da hun etablerede Kunsthøjskolen i Holbæk. Det fortæller Lars Thorkild Bjørn fra Højskolehistorisk Forening.

”Før da var det primært folk med kapital, som kunne starte en højskole. Og hvem havde kapital? Det havde mændene. Der var en helt klar tradition for, at mænd var ledere”, siger Lars Thorkild Bjørn, tidligere højskolelærer og næstformand i Højskolehistorisk Forening.

Der var dog nogle kvinder, som brød med normerne i de tidlige år. I 1867 oprettede den 30-årige ugifte københavner Frederikke Pio en kvindehøjskole i Åle ved Horsens. Hun havde været lærerinde for Grundtvigs børn og var stærkt inspireret af hans tanker. Skolen åbnede med 26 elever, men det følgende år kom der kun otte.

”Forstanderens og elevernes frie og utvungne adfærd vakte en del opsigt på egnen, og i 1869 solgte Frk. Pio bygningerne og byggede en ny højskole i Tørskind ved Egtved,” fortæller Lars Thorkild.

Læs også: Folk tror, jeg er ironisk eller gak-gak

FFD’s generalsekretær, Elsebeth Gerner Nielsen, vurderer, at mangfoldighed i ledelsen i forhold til køn, alder og kompetencer gør enhver organisation stærkere.

”Virksomheder med kvinder i ledelsen klarer sig simpelthen bedre, så en højskole vil også præstere bedre, hvis der kommer større mangfoldighed i ledelsen,” siger hun.