Af Olivia Nepper Winther
En af de elever, der er kommet på højskole gennem mangfoldighedspuljen, er 36-årige Donna Munezero. Efter at have været i et dårligt arbejdsmiljø som pædagog flyttede hun for et par år siden fra København til Nivå med en stress-sygemelding. Stressen medførte, at Donna, der som ni-årig flygtede fra Burundi, udviklede PTSD.
For at starte på ny valgte hun at rykke nordpå, og gennem et samarbejde mellem den boligsociale helhedsplan Nivå Nu og Krogerup Højskole mødte hun den lærer, der står for mangfoldighedspuljen på højskolen. Som ung havde Donna både været på efter- og højskole. Noget, hun huskede tilbage på med stor begejstring. Derfor startede hun sidste efterår på højskolen i Humlebæk.
“Det var virkelig overvældende. Min PTSD havde gjort mig sengeliggende, deprimeret og isoleret. Bare det at gå ud af døren var helt uoverskueligt, og jeg kunne ikke overskue at være sammen med særlig mange. Pludselig var jeg omringet af hundrede mennesker til ryste-sammen-lege, og alle mine symptomer blussede op. Jeg begyndte at få det varmt og skidt, men jeg nægtede at give op. Jeg kunne mærke, at hvis der var et sted at finde fodfæste igen, så var det her,” fortæller Donna.
En dag ad gangen
PTSD-symptomerne fortsatte højskoleopholdet igennem. Især når Donna skulle deltage i store forsamlinger. Hun boede ikke på skolen som de andre elever, men alligevel havde hun fået tildelt et værelse, som hun delte med en elev fra Japan. Her trak hun sig tilbage mellem timerne, mens hun langsomt genoptrænede sin evne til være social.
Læs også: Mangfoldighedsprojekter er afhængige af ildsjæle
“Jeg blev nødt til at tage det hele en dag ad gangen, for jeg ville have, at det blev en succesoplevelse. Tidligere ville sådan noget som fredagsbarer og fælles-gåture lige have været mig, men nu var dét, at mit navn blev råbt op om morgenen, virkelig en prøvelse. Jeg ønskede at være usynlig,” fortæller Donna.
Men det er som bekendt ikke altid nemt at være helt usynlig på en højskole. Og selvom Donna hver morgen kæmpede en indre kamp for at tage fra lejligheden i Nivå til morgensamling på højskolen, blev det faktisk mindre slemt for hver gang, hendes navn blev råbt op. Kontinuerligheden hjalp, forklarer hun.
“Ved at gøre det samme hver dag begyndte jeg at blive rustet til at være mere social i et rum. Om morgenen ville jeg ikke derhen, men når jeg tvang mig selv til det, blev jeg på skolen mødt af lutter smil og min roommate, der kom hen og gav mig et stort kram og sagde ‘Hej Donna’, som om jeg var verdens navle. Så tænkte jeg ‘OMG, hvad var du dog så trist over?’” griner Donna.
Life changing
En aften i oktober skete der noget, Donna kalder life changing. Hele skolen var samlet i den store festsal, hvor Flemming Rose var inviteret til at fortælle om Muhammed-tegningerne. Normalt deltog Donna ikke i arrangementer uden for undervisningstid, men diskussionen om ytringsfrihed optager hende meget, så hun satte sig helt bagest i salen ved siden af de internationale elever, der så debatten live-oversat på en skærm.
Jeg blev nødt til at tage det hele en dag ad gangen, for jeg ville have, at det blev en succesoplevelse
Donna Munezero
Efterårsblæsten ruskede i den store blodbøg udenfor, og langs væggen stod et par PET-folk, hvilket fik Donnas hjerte til at slå et par slag hurtigere, end det allerede gjorde, over at sidde omringet af så mange mennesker. Undervejs i debatten mærkede hun en følelse af noget andet end den vante utryghed. En indignation over det, der blev sagt på scenen. Pludselig rejste hun sig op og stillede et spørgsmål.
“Jeg blev nødt til det, jeg kunne ikke lade være. Selvom min krop strittede imod, gjorde jeg det, og da jeg følte, at han snakkede udenom i sit svar, stillede jeg et nyt. Min sidemand tog mig i hånden imens, og flere elever, som jeg aldrig har talt med, vendte sig om og smilede til mig. Jeg sad bagefter og tænkte ‘hold da op, hvor er jeg kommet langt, når jeg ikke bare siger noget foran de andre elever, men også foran så magtfuld en person’. Det var en kæmpe sejr,” fortæller Donna.
Hverken økonomisk eller psykisk råd
I dag er Donna raskmeldt og har det godt. Hun læser til eventkoordinator og synes ikke længere, det er svært at stå om op morgenen. Den forandring er hun ikke i tvivl om, at højskoleopholdet har hjulpet hende med. Hun har stadig kontakt til sin roommate, og ellers snakker hun mest med sin filmlærer og med den lærer, der sørgede for, at hun kom på Krogerup gennem mangfoldighedspuljen. Ved at skrue højskolens pris helt i bund og nedsætte egenbetalingen ved hjælp af puljen. Men alt det har Donna faktisk slet ikke vidst før nu.
Min situation gjorde, at jeg hverken havde økonomisk eller psykisk råd til at betale sådan et ophold, så jeg er meget taknemmelig for mine kontaktpersoner.
Donna Munezero
“De tog sig af det hele. Jeg er ikke engang klar over, at jeg har været finansieret via en pulje. Men når jeg hører om det nu, bliver jeg sådan ‘wow, tænk at der findes nogen, som har brugt så meget tid på at hjælpe mig’,” siger hun.
“Mens jeg var sygemeldt og på dagpenge, havde de fleste elever på højskolen forældre, der betalte 50.000 kroner for opholdet. Min situation gjorde, at jeg hverken havde økonomisk eller psykisk råd til at betale sådan et ophold, så jeg er meget taknemmelig for mine kontaktpersoner. Hvis det ikke havde været for deres indsats, havde jeg ikke kunnet se, at der fandtes den her vej, hvor jeg kunne udleve mine drømme og samtidig få trænet mine sociale værktøjer til at komme ud i samfundet igen. Uden dem havde jeg nok stadig siddet fast,” siger Donna.