Livet begynder med livet – ikke med døden

Publiceret 04-02-2020

REPLIK Ødelæg! Er det virkelig kunstens væsen og Højskolens udgangspunkt? Det hævdede forstanderen på Krabbesholm Højskole, Kurt Finsten, i en bemærkelsesværdig kronik her i Højskolebladet. Det lyder som et ekko af neoliberalismens forestilling om disruption.

 Af Uffe Jonas, forfatter og Grundtvig-forsker

Forstander på Krabbesholm Højskole, Kurt Finsten, vil gøre op med den snigende markedstænkning på højskolerne, som med kampagnesloganet ”Find det, du er god til” åbenbart ikke kan finde på noget bedre at byde sig til med, end at eleverne kan blive bedre til at bidrage til samfundsøkonomien og få forbedret deres karrieremuligheder ved hjælp af et højskoleophold.

Men dermed holder højskolerne jo op med at være højskoler. Idet de reducerer sig selv til en tænkepause, et “pitstop”, på motorvejen mod den egentlige uddannelse og den rigtige karriere. De holder op med at være et frirum for det, som Grundtvig oprindeligt skabte dem til, nemlig den poetiske dannelse, som netop kun kan udfolde sig i friheden for alle den slags udvendige konkurrencestatsmæssige kriterier:

"Højskolen er ikke en pause eller et pitstop, hvor man skal få tiden til at gå, indtil man skal i gang med en rigtig uddannelse. Højskolen er heller ikke et hyggeligt og uforpligtende fællesskab, hvor man er sammen med en masse mennesker hele tiden og bare går rundt og giver hinanden krammere (som en højskole er begyndt at reklamere med). Højskolen er en aktivistisk tilgang til uddannelse, hvor vi vægter eleverne og deres drømme og meninger over institutionelle systemkrav om reproduktion. Hvor eleverne skaber ny virkelighed og dermed er med til at forme fremtiden i stedet for at indlære kanoniseret viden om Danmarks bedrifter i fortiden.”

Højskolerne skal tilbyde noget helt andet end det omgivende samfund, nemlig en mulighed for at udfolde sig selv på livets, kunstens og den indre væksts sandere præmisser, hævder Kurt Finsten. Derfor skal man starte med at ødelægge de udvendige læringsformater og afklæde sig alle former for gammeldags nationalromantisk patos.

Hvordan kan en moderne højskoleleder fuldkommen overse det historiske faktum, at avantgardismen og ultraliberalismen begge har  deres rødder i den  franske revolution, hvis ideer, metoder og konsekvenser Grundtvig frygtede og afskyede som pesten?

Uffe Jonas

 

Højskolerne skal fungere som et frontalt oprør, ikke blot med nationalromantikken, men også med konkurrencesamfundet med dets udefra påtvungne sandhedskriterier, nyttetænkning og eksamenstvang. Og det har han jo fuldkommen ret i. Højskolens tilgang til uddannelse har altid været aktivistisk. Og vi lever ikke længere i nationalromantikkens tidsalder, selv om visse af vores politikere stadig går rundt og tror det.

Bønderne i 1800-tallet ville frigøre sig fra standssamfundets snærende normer og krav, de ville lære noget nyt og skabe noget nyt. De var aktivister. De ville organisere sig selv og ikke lade sig diktere, hvem de var, eller hvordan de skulle leve, lære og forstå tilværelsen.

Men hvad Finsten synes at glemme er, at de også var praktikere og pragmatikere. Dengang som nu var højskolerne markedsbaserede og måtte lukke, hvis ikke de kunne tiltrække tilstrækkeligt med elever.
De var ikke bare læringssteder for en abstrakt national-poetisk dannelse, men også arnesteder for det nyeste af det nye inden for jordbrug, landbrugsteknologi og civil selvorganisation. Højpoetiske universal- og nationalromantiske foredrag gik hånd i hånd med kurser i husdyrhold, stalddrift og sanitet. Der var altid et solidt remtræk til virkeligheden, som Jørgen Bukdahl kaldte det.

Et ekko af neoliberalismen

Finsten er leder af en kunsthøjskole, og det farver nok hans udsyn. Hans påstand er ikke kun, at højskolernes læringsform i bund og grund er en poetisk (kreativ, selvhjulpen) aktivisme, hvad han har fuldkommen ret i.

Men han går et stort og revolutionerende skridt videre, idet han hævder, at ”al kunst begynder med at nedbryde den eksisterende orden for at kunne skabe ny virkelighed. I den forstand bygger al litteratur og al kunst på et oprør”.

Det lyder jo som ekko af den franske revolution, af avantgardismens, anarkismens, ikonoklasmens og de revolutionære kunstbevægelsers mottoer: død over billederne, død over maskinerne, al magt til poesien.

Det er næppe helt tilfældigt, at inspirationen til dette frontalopgør stammer fra en fransk forfatter, nemlig Marguerite Duras, hvis roman Ødelæg netop handler om et sådant kunstnerisk frontalopgør med sanserne og hele den omgivende virkelighed, herunder skolesystemet med dets lystdræbende kedsommelige og forhåndskodede maskinindlæring.

Så meget man end fra et grundtvigsk synspunkt må sympatisere med ideen om en poetisk dannelse og det dertil hørende opgør imod alle former for latineri, eksamens- og formtvang. Og hvor meget man end kan være enig i, at den poetiske dannelse begynder et helt andet sted, nemlig med den enkeltes egen livslyst, fantasi og opdagelsestrang, som er den skaberiske urkraft, der gør os i stand til at udfordre og forny selve rammerne for det samfund, vi lever i, så er der alligevel noget i ræsonnementet, der knirker.

For mottoet: ”Ødelæg: det er kunstens væsen”, det er jo præcis det samme som avantgardismens revolutionære parole. Og var der noget, Grundtvig ikke var, så var det modernist, ikonoklast, avantgardist og revolutionær. Han troede på billeder, rigtige levende forbilleder, på opbrud og stridbarhed for dannelsens og den åndelige sandheds skyld, ikke på ødelæggelser for den kreative livsudfoldelses og selvudfoldelses egen skyld.

Hvis der er noget, som har været et motto for den moderne ledelseskultur, for de evige omstruktureringer under New Public Management og for de store konkurrencestatslige skolereformer, som har forvandlet universiteter, gymnasier og folkeskoler til vilkårligt opstykkede læringsfabrikker uden retning eller mening, så er det netop ødelæggelsens evangelium: Udryd alle religioner og traditioner.

Uffe Jonas

Men ikke nok med det: Kravet om en kunstnerisk total-nedbrydning af alle eksisterende samfundskrav for at skabe frirum for den nye skabelse lyder jo i foruroligende grad som et rent og skært ekko af neoliberalismens eget motto om den totale disruption.

Kan det virkelig være meningen? Har Finsten slet ikke bemærket, at selve ideen om konkurrencestaten jo bygger på de selvsamme revolutionære og avantgardistiske filosofiske præmisser og ideologiske paroler som konkurrencestaten: For at skabe frirum for læring, vækst og succes må man først og fremmest begynde med at ødelægge alt det eksisterende.

For at få det arbejdende folk til at arbejde endnu hårdere og endnu mere effektivt, må man først og fremmest ruske op i organisationen og skabe brændende platforme over alt, hvor fremskridtet skal frem. Og det gør man så, år ud og år ind, indtil folk går ned med sygdom, stress, forvirring og brandskader i både hovedet, sjælen og kroppen.

Hvis der er noget, som har været et motto for den moderne ledelseskultur, for de evige omstruktureringer under New Public Management og for de store konkurrencestatslige skolereformer, som har forvandlet universiteter, gymnasier og folkeskoler til vilkårligt opstykkede læringsfabrikker uden retning eller mening, så er det netop ødelæggelsens evangelium: Udryd alle religioner og traditioner, glem alt om Platon, Jesus og Grundtvig, glem alt om den poetiske dannelse, filosofiens og pædagogikkens oldgamle læringsvisdom, det er alt sammen lige til historiens losseplads, for vi ved, hvad der virker.

Evig disruption

Grundtvig ville aldrig nogensinde have sagt: ”Ødelæg, det er kunstens væsen.” Han ville tværtimod have sagt: Elsk din historie på godt og ondt, bliv skabende, lev poetisk, overvind døden og ødelæggelsen hver eneste dag, indtil du dør, for det er livskunstens væsen.

Eller som han selv meget humoristisk udtrykte det: ”Jeg har nemlig ganske opgivet min gamle påstand: jo mere kamp, des mere liv, og indser klart, det må hedde: jo mere kamp des mere liv i fare … så det gælder i alle måder, at et magert forlig er bedre end en fed proces (som fruen behager at sige)».

Vel bistået af sin frues milde visdom nåede Grundtvig altså ad åre frem til en anden og noget mere moderat fortolkning af kampens og det evige opbruds kreative velsignelser, som han fik lært skulle tages med et gran salt.

Hvordan kan en moderne højskoleleder fuldkommen overse det historiske faktum, at avantgardismen og ultraliberalismen begge har deres rødder i den franske revolution, hvis ideer, metoder og konsekvenser Grundtvig frygtede og afskyede som pesten?

Ingen kan jo benægte, at skabelse og tilintetgørelse hænger uløseligt sammen. Det kender vi fra naturens, årsløbenes og livsløbenes cykler. Mørket opsluger og indkapsler lyset, ligesom lyset bortvejrer og tilintetgør mørket. Det nye liv spirer frem i den berigende kompost fra forrige års høstfald. Det gamle liv må henfalde og dø, for at det nye liv kan spire og komme til udfoldelse.

Natten opsluger dagen, ligesom livet opsluger døden. Det er naturens egen overnaturlige orden. Eller teologisk talt: Kristus måtte dø på korset og drage helt ned i underverdenen for at overvinde arvesynden og skabe grobunden for det nye menneske, den nye himmel og den nye jord.

Men er det virkelig sandt, at al skabelse begynder med en ødelæggelse? Er skabelsens vilkår virkelig det samme som en afbrydelse fra fortiden, en udtømning af al traditionel betydning, og etableringen af en tabula rasa, hvorpå det skabende menneske indskriver den nye poetiske virkelighed. Den trosbekendelse lyder mere som Nietzsche og hans gungrende jættehær af stålsatte avantgardister og socialkonstruktivister end som mottoet over en dansk folkehøjskole.

Er det døden og ødelæggelsen, som giver ophav til livet? Ikke ifølge Grundtvig. For ham var det poetiske aldrig løsrevet fra det praktiske og organiske livsgrundlag, som tingene vokser frem af. Verden begynder ikke forfra hver eneste ny dag eller hvert eneste nytår. Historien skrives ikke ind i et historisk tomrum. Der vokser ingen blomster på månen.

Langt snarere er der tale om, at det nye lejrer sig organisk oven på det gamle. Ligesom historien aflejrer sig oven på forhistorien, spirer det nye liv frem i takt med, at de gamle og udtjente former dør hen.
Poesi, visioner og aktivisme skal der til. Men de opstår i en evig dialog med fortiden, historien og traditionerne, ikke i et evigt revolutionært kaos. En evig disruption for disruptionens egen skyld fører ikke til andet end galskab, død og ødelæggelse.

Livet begynder og ender med livet – ikke med døden, som jo blot er en overgang!

 

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies