Navnenyt: Ny forstander på Vestjyllands Højskole

Publiceret 26-02-2020

36 havde søgt stillingen. Fire kandidater blev indkaldt til samtale. Nu har er der ansat en ny forstander på Vestjyllands Højskole, der kører med fulde huse.

Af redaktionen

Det bliver den 60-årige Benedikte Sten Andersen, der oprindeligt stammer fra Silkeborg, der bliver ny forstander på Vestjyllands Højskole. Hun flytter ind i forstanderkontoret på Vestjyllands Højskole fra 1. juni.

Benedikte Sten Andersen kommer med en solid ballast fra både højskoleverdenen og som leder og medarbejder på flere musikskoler i Midtjylland samt Det Jyske Musikkonservatorie.

Benedikte Sten Andersen var en af de drivende kræfter ved opstarten af Den Rytmiske Højskole i Vig i 1991. Som musiker har hun været særligt interesseret i vestafrikansk musik og den karakteristiske Djembe-tromme, som hun har skrevet en bog om.

”Denne her solide kombination af et fagligt fundament og højskole- og ledelseserfaring har vægtet tungt for os”, forklarer formand for Skolekredsen på Vestjyllands Højskole, Ole Pedersen.

Benedikte Sten Andersen har været leder af Musikskolen i Ry og senere Herning Musikskole. Hun har gennem tiden taget flere uddannelser og kurser inden for projektstyring, personaleledelse og coaching.

”Jeg glæder mig til at komme i gang med arbejdet og blive en del af Vestjyllands Højskole”, Siger Benedikte Sten Andersen

Vestjyllands Højskole har det højeste elevtal nogensinde og ventelister flere måneder i ud fremtiden på deres lange forløb. Det er derfor en højskole i topform, Benedikte Sten Andersen kommer til. Det er både en gave og en udfordring for en ny forstander, forklarer konstituerede forstander Michael Kirkegaard.

”Benedikte slår mig som en person, der har den nødvendige is i maven til at besidde det ansvar, det er, at være chef for mere end tyve medarbejdere og forstander for over firs elever.”

Michael Kirkegaard

”På den ene side er det jo dejligt, at man ikke skal forhindre en eller anden katastrofe. Men det er samtidig udfordrende at sikre en god udvikling og fornyelse, når du kommer til en skole, der aldrig har haft det bedre”, siger Michael Kirkegaard og fortsætter, ”Benedikte slår mig som en person, der har den nødvendige is i maven til at besidde det ansvar, det er, at være chef for mere end tyve medarbejdere og forstander for over firs elever”.

”Med de erfaringer Benedikte har fra driften af etablerede organisationer, som musikskolerne jo også er, tror jeg, hun står godt rustet til både at have det lange perspektiv for øje, men også ledelsen fra dag til dag”, siger formand for bestyrelsen Ole Pedersen. 

I forbindelse med, at Benedikte Sten Andersen tiltræder stillingen som forstander, vil hun flytte ind i skolens forstanderbolig.

Benedikte Sten Andersen afløser Anders Fogh Jensen som forstander. Han stoppede i maj sidste år efter kun otte måneder på posten. Viceforstander Michael Kirkegaard har været konstitueret siden da.