Af Simon Bruhn, tidligere elev på Askov Højskole, Foto: Claus Bonnerup/Ritzau Scanpix
Ballast er med til at holde et skib stabilt i vandet og hjælper det til at holde kurs, men den kan også veje tungt og være hård at slæbe rundt på. Spørgsmålet er, om den også kan få skuden til at synke?
Askov Højskole er supertankeren blandt de frie skoler i Danmark. Dens historiske betydning for hele landet kan slet ikke undervurderes. Professor Ove Korsgaard er i bogen Strejftog i højskolernes idéhistorie gået så vidt som til at kåre institutionen til Danmarks anden kulturelle hovedstad ved siden af København.
Mange af navnene på dens tidligere elever og lærere er dybt flettet ind i danmarkshistorien: Ludwig Schrøder, Poul la Cour, Jeppe Aakjær, Kim Larsen, Ghita Nørby, Morten Grunwald, Ebbe Kløvedahl Reich, Bertel Haarder og Puk Damsgård for bare at nævne nogle få.
Men verden har forandret sig, og højskolebevægelsens storhedstid er for længst en saga blot. Mange prestigefyldte højskoler har været presset til det yderste, nogle måtte bukke under pga. en blanding af besparelser og faldende elevtal. Landets ældste grundtvigianske folkehøjskole i Rødding sang en lang overgang på sidste vers, før det klokken to minutter i tolv lykkedes at redde den fra forlis.
Helt så dybt har man nord for Kongeåen, i Askov, aldrig måttet skue ned i afgrunden, men også her har man været nødt til at sande, at festen er forbi. Oven i de generelle udfordringer, højskolebevægelsen står over for, har Askov måttet kæmpe med ledelsesproblemer. Ikke mindre end seks forstandere har skolen haft siden 2006.
I det seneste tiår har mastodonten skvulpet rundt uden retning, men takket være engagerede medarbejdere, nye ansigter med friske idéer og en enig styrelse er det så småt lykkedes at slå kursen om. Men en supertanker er ikke let at få vendt, slet ikke.
Chefen
Formanden for Askov Højskoles styrelse, Hans Brun Hansen, er en mand med pondus. Han er stor og kraftig, men med et godmodigt ansigt og et kraftigt håndtryk. Han er sådan en mand, som et firma ville sende ud for at berolige aktionærerne i en klemt situation. Han fortæller om de overvejelser, der blev gjort i styrelsen i løbet af de seneste tumultariske år.
”Det er vigtigt at påpege, at vi på trods af de mange forstanderskift altid har været i stand til at gennemføre vores kurser, både de korte og de lange,” forsikrer Brun Hansen.
Om en potentiel kunde i et bilværksted vil føle sig beroliget af mekanikerens ord for, at bilen på trods af et defekt styresystem endnu kan navigeres ud til motorvejen, er en anden sag.
Men der skal ikke opstå det indtryk, at Hans Brun Hansen bortforklarer og forskønner. I løbet af interviewet beretter han åbent om de interne uoverensstemmelser, der plagede styrelsen op gennem nullerne og tierne. Retningsstriden gik kort fortalt ud på, om forstanderen skulle være synlig i offentligheden eller trække sig lidt mere tilbage og koncentrere sig om skolens drift.
”Jeg har altid været fortaler for at sælge skolen på resultater, ikke med nationale bannerførere,” fortæller han. ”For længe siden blev der i enhver debat rejst spørgsmålet: Hvad mener Askov Højskole om den sag? De tider eksisterer ikke længere. I dag skal det kun være en positiv sideeffekt, hvis forstanderen bidrager til højskolebevægelsen og den nationale debat.”
Brun Hansens synspunkt har efterhånden fået overtaget i styrelsen, og formanden er godt tilfreds med udviklingen de seneste år. Der er kommet ro på, de rigtige mennesker er blevet ansat, og der er igen en nogenlunde klar vision for, hvordan skolen skal se ud.
Bindeleddet
Højskolen bliver fornyet i disse år, men en så gammel og traditionsrig institution som Askov skal være forsigtig med at kappe alle bånd til fortiden og måske risikere at blive historieløs.
Kristian la Cour er Askovs hukommelse. I 33 år har han undervist i musik, spillet til morgensamlinger, arrangeret koncerter og foredrag og organiseret både korte og lange kurser. Han er elsket blandt elever og kursister for sin joviale væremåde sit og altid høje humør. Men frem for alt repræsenterer han kontinuitet.
På en højskole som den i Askov, hvor traditioner og historie tårner sig op i horisonten, er det vigtigt at have forbindelsesled mellem for- og nutid. Kristian trækker tråde til fortiden alene i kraft af sine mange år på stedet. Når han snakker om sin tid i Askov, slynger han om sig med fortællinger om tidligere forstandere og undervisere:
”Nu jeg nævner Hans Henningsen, som var forstander, da jeg startede, så er det fordi, det var ham, der startede journalistlinjen her. Før det var undervisningen meget mere foredragsorienteret.”
Eller: ”I midten af halvfemserne havde vi en forstander med et lidt mere elitært højskolesyn. Han syntes i grunden, at dem vi laver højskole for, det er kun dem, der forstår, hvad jeg mener. Det synspunkt kan man selvfølgelig vælge at have, men så frygter jeg, at en højskole meget hurtigt lukker sig om sig selv.”
Da vi møder ham i højskolens hyggelige, men lidt dunkle avisstue, er han klædt i uniform, der for ham består af en løstsiddende, blomstret skjorte, jeans og en tilknappet cardigan. Han er tydeligvis glad for at fortælle og kan huske selv de mindste detaljer.
”I midten af halvfemserne havde vi en forstander med et lidt mere elitært højskolesyn. Han syntes i grunden, at dem vi laver højskole for, det er kun dem, der forstår, hvad jeg mener. Det synspunkt kan man selvfølgeligt vælge at have, men så frygter jeg, at en højskole meget hurtigt lukker sig om sig selv.”
Kristian la Cour, lærer på Askov Højskole
Han startede i år 1986, hvor Askov Højskole endnu kunne lokke over hundrede elever til. Han har været der i både med- og modgang og har i mere end én forstand set højskolen skrumpe i størrelse: Han har undervist lange kurser med blot femten elever og oplevet frasalget af diverse bygninger i begyndelsen af årtusindet.
”Der har været både op- og nedture,” medgiver han, ”men især de seneste år har været vildt forvirrende og tumultariske. Alle de forstanderskift. Det må have virket usikkert overhovedet at ville starte som elev. Men værst var det dengang, da tre personer sagde op på én gang.”
Kristian hentyder her til foråret 2018, da både højskoleforstanderen, efterskoleforstanderen og forretningsføreren på samme tid forlod deres poster, delvis efter interne stridigheder om institutionens retning.
”Det var lidt af et chok for os, men til gengæld gav det et enormt sammenhold blandt de ansatte.”
Bør højskolen stadig forsøge at leve op til sit gamle ry?
”Det er nogle farlige ord for nuværende ledere at skulle leve op til. Det der med det intellektuelle fyrtårn bliver sådan lidt oppustet og selvhøjtideligt.”
Hvilken rolle har Askov Højskole i dag?
”Ja, det er svært at svare på,” grunder Kristian la Cour, mens han blik vandrer ud af det store vindue, langs den store græsplæne bag ruden. ”Det er selvfølgelig vigtigt at kunne tilbyde eleverne et fristed, hvor de ikke skal tænke på, hvorvidt de nu er perfekte nok. Men der er også lidt diskussion om det. Kristian Jensen fra Politiken, som i øvrigt er gammel elev herfra, har for nyligt skrevet nogle kommentarer om, at det i virkeligheden er noget sludder med det her pusterum, og at højskolen er et sted, hvor man virkeligt kan prøve nogle ting af.”
Forstanderen
Efter de mange magre år ser Kristian nu lyst på fremtiden. Det skyldes den nye forstander, Rikke Holm.
Rikke går på sin egen, fuldstændigt stilfærdige facon rundt og snakker med alle i huset. Altså elever, rengøringspersonale og lærere. Så kan man sige, at det er en selvfølge, men det er det ikke og hendes naturlige måde at gøre det på har skabt en bedre stemning på skolen, end jeg nogensinde har oplevet før.”
Rikke Holm ser noget mere beskedent på den sag. Under det behagelige skær fra to elegante Louis Poulsen loftslamper fortæller hun i sit kontor på første sal om sit første år som forstander på Askov Højskole.
”Der var en fantastisk dejlig kultur blandt medarbejderne, da jeg startede her. Det vil jeg gerne bygge videre på.”
Den uddannede teolog fra Aarhus Universitet kan se tilbage på efterhånden mange år som lærer på de danske frie skoler. Foruden en ansættelse som ungdomspræst i Vejle har hun undervist på Lystruphave Efterskole, været viceforstander på Engelsholm Højskole og har nu siden begyndelsen af oktober 2018 været installeret som forstander i Askov.
Hendes første år på skolen har været præget af forsøget på at udstikke en ny kurs for den ærværdige gamle skole.
”Det er først nu, der er ved at komme ro på,” fortæller hun, ”vi er begyndt at få en fornemmelse af, hvad der er behov for på stedet; hvordan vi skal videreudvikle os både indad- og udadtil.”
En ny vind
Denne halsen efter kan også Steen Tue Bjergborg nikke genkendende til. Han har været ansat som kommunikationsansvarlig på Askov Højskole i godt to år.
”I det første år bestilte jeg ikke andet end at rende rundt og slukke ildebrande,” konstaterer han.
Før Steen var der intet. I hvert fald ikke nogen kommunikationsafdeling, hvilket i vores tid er ensbetydende med intet. At drive en virksomhed i det enogtyvende århundredes digitale verden forudsætter, at en eller anden tager sig af brandingen.
”Da jeg blev ansat, var offentlighedsarbejdet varetaget af eksterne konsulenter. Hjemmesiden var forældet, sociale medier blev ikke brugt, og frem for alt havde højskolen ikke nogen historie, den ville fortælle.”
Han er en engageret mand, der, når først han er begyndt, ikke holder op med at tale. Han sidder på spidsen af stolen og gestikulerer vildt, mens han beretter om planerne for højskolen.
”Det gælder om at tatovere Askov Højskole ind i unges bevidsthed. De skal tænke på stedet som noget selvfølgeligt. Det er den altafgørende udfordring.”
”Hele højskolen har mistet en generation af elever – måske tyve år. Der er intet ambassadørkorps af gamle elever, der render rundt og gør reklame for os. Askov skal finde en ny historie. Det er det, vi alle sammen arbejder på for tiden.”
På sit kontor bekræfter Rikke denne fremstilling og gør samtidigt op med illusionerne om Askov som Danmarks store, intellektuelle fyrtårn:
”Det er vi ikke længere. I dag er det en helt almindelig højskole, og det må vi arbejde ud fra.”
Hvad kendetegner en god højskole?
”En god højskole har rørt et eller andet hos én. Vores elever skal have fornemmelsen af, at de fik mere, end de kom efter. At de fik noget uventet.”
Quo vadis?
At få en supertanker på ret køl er i sig selv besværligt, men når man ikke engang kender kursen, bliver det hurtigt nærmest uoverskueligt. Da Steen blev ansat, drøftede han spørgsmålet om skolens orientering og markedsføring med den daværende ledelse.
I det første år bestilte jeg ikke andet end at rende rundt og slukke ildebrande.
Steen Tue Bjergborg
”Jeg havde undersøgt, hvad de mest succesfulde danske højskoler gør for at tiltrække elever, og konklusionen var, at de satsede meget på fest og farver. Det gav også mening dengang, og vores umiddelbare reaktion var at prøve på at sælge skolen på lidt af det samme,” husker Steen.
”Men Askov Højskole er historisk set meget fagligt funderet og ville miste den troværdighed, der er tilbage. Det handler i grunden om at markedsføre sig selv på den rette balance mellem det faglige og det sociale.”
Hvor vil I styre højskolen hen fremover?
”Rikkes slogan lyder ´fordybelse´. Vores elever skal have tid og mulighed for at beskæftige sig med det emne, de virkeligt brænder for. Men det er vigtigt, at denne fordybelse ikke bliver elitær og teoretisk. Vi skal have hands on. Askov Højskole skal være kendt som dén fagligt funderede og praktisk orienterede højskole i Danmark.”
Steens store opgave består nu i at sælge denne nye fortælling til offentligheden. Det skal ske gennem deciderede kampagner. Eleverne skal vises i aktion ude i marken, og hver en lejlighed benyttes til at synliggøre højskolen.
Alligevel kan den ikke tage sin plads i samfundet for givet. Der må investeres på ny. Det har varet lidt, før højskolerne hørte, hvad klokken har slået. For nogle var det da allerede for sent, mens andre – som f.eks. Askov – lader til at have taget frakørslen i tide og nu styrer mod nye udfordringer med nye folk med nye idéer ved roret.
I vores tid er meget under forandring. Traditioner er ikke længere garanter for fremtidig succes. I disse nye, mere hektiske farvande må gamle skuder lære at ride med på tidens bølger – hvor flygtige de end måtte være.