En trailer for selve livet

Publiceret 11-06-2020

INTERVIEW I 2016 flyttede Stine Pilgaard til Velling, da hendes kæreste blev ansat som lærer på Vestjyllands Højskole. Det blev begyndelsen på et helt nyt liv – og en roman, der kan læses som lige dele kærlig kritik og humoristisk hyldest til højskolens konstruerede fællesskab.

”Vi romantiserer ofte fællesskaber som noget, der opstår spontant mellem mennesker, som oplever en særlig tiltrækning. I modsætning til det er højskolen et konstrueret fællesskab.” Forfatter Stine Pilgaard. Foto: Astrid Dalum.

Af Malene Fenger-Grøndahl, journalist

Man skal ikke langt ind i Stine Pilgaards nyeste roman, Meter i sekundet, før man bliver klar over, at den navnløse fortæller har det mere end almindeligt anstrengt med den højskole, hendes kæreste er blevet ansat på – og med højskolefællesskabet i det hele taget. Læs blot dette korte uddrag af en længere passage, hvor fortælleren står sammen med keramiklærerens påhæng og ser ind gennem vinduerne til foredragssalen, hvor der er en ni timer lang sangmaraton i gang med sange fra Højskolesangbogen:

”Højskolen er en naturkraft, en elskerinde man ikke for alvor kan konkurrere med, og Sebastian og jeg er bitre. Vi har begge to kærester, der er blevet suget ind i højskolens perfekt tempererede livmoder.

Forstanderinden synes, at det er vigtigt, at lærernes påhæng er en del af dagligdagen, når vi bor på matriklen og spiser med på højskolen. Det handler om elevernes oplevelse af kontinuitet, skrev hun i en mail til Sebastian og mig. Vi blev opfordret til at lave spontane foredrag om det, der optager os, og fungere som gæstelærere, når de ansatte er på kurser eller personaleudflugter. Det er en sekt, siger Sebastian, og man prøver at trække os ind i den.”

Fortælleren er selv påhæng til læreren på højskolens forfatterlinje, og det er kærestens job, der er baggrunden for, at parret er flyttet til Velling i Vestjylland, hvor fortælleren bruger det første års tid på at brække sig af graviditetskvalme, amme parrets søn og tage kørekort. Højskolens forstanderinde, der mener, at fortælleren og kæresten bør gifte sig og i øvrigt gøre mere for at blive en del af lokalsamfundet, skaffer fortælleren et job som brevkasseredaktør på den lokale avis, og langsomt begynder hun at afkode landsbysamfundets omgangsformer.

De korte sætninger og de lange pauser. Samtalerne, der tilsyneladende ikke handler om noget – i hvert fald aldrig sex eller følelser. Fortælleren har det svært med den vestjyske mentalitet og med højskolefællesskabet, som hun iagttager fra sidelinjen, samtidig med at hun langsomt bliver suget ind i det.

Den sårbare position

Stine Pilgaard har en del træk til fælles med fortælleren. I 2016 flyttede hun og kæresten Daniel Dalgaard fra København til Velling, fordi han var blevet tilbudt job som lærer og leder af forfatterlinjen på Vestjyllands Højskole, og ligesom fortælleren fødte Stine Pilgaard parrets første barn kort efter flytningen til det vestjyske. Hun oplevede også til at begynde med en vis distance til højskolefællesskabet og skulle bruge noget tid på at falde til i lokalsamfundet. Og ligesom fortælleren brugte hun rigtig mange lektioner på at få det kørekort, som er nødvendigt, når man har bosat sig langt ude på landet. Men modsat fortælleren, som gennem det meste af romanen fastholder en kølig – til tider aggressiv – distance til højskolen og dens fællesskab af glade og engagerede lærere og elever –, er Stine Pilgaard ikke vred på højskolefællesskabet.

”Jeg synes, at højskolerne er et fantastisk rum, hvor fællesskaber opstår, fordi både lærere og elever vælger det til. Vi romantiserer ofte fællesskaber som noget, der opstår spontant mellem mennesker, som oplever en særlig tiltrækning. I modsætning til det er højskolen et konstrueret fællesskab. Fortælleren i min bog forsøger at udstille højskolefællesskabet som noget, der mangler autenticitet eller ægthed. Men der ligger en stor skønhed i at beslutte sig for at være en del af noget større. Gjorde vi det på flere punkter i vores liv, ville verden være et bedre sted. Men samtidig er der nogle modsætninger og dynamikker i den form for fællesskab, som fortælleren erkender glimtvis, og som jeg også har oplevet og gjort mig nogle tanker om,” siger Stine Pilgaard. 

Da hun og hendes kæreste ret spontant besluttede at flytte til Vestjylland, havde hun ikke gjort sig mange tanker om livet i en landsby eller på en højskole. Tilbage i 2008 gik hun et halvt år på forfatterlinjen på Testrup Højskole, men det var primært for at kunne søge ind på Forfatterskolen, og hun boede ikke på højskolen, men i Aarhus, hvor hun er født og opvokset. Så hendes højskoleoplevelse var ikke så præget af et altopslugende fællesskab, som det er for de fleste elever på Vestjyllands Højskole.

"Vi blev opfordret til at lave spontane foredrag om det, der optager os, og fungerer som gæstelærere, når de ansatte er på kurser eller personaleudflugter. Det er en sekt, siger Sebastian, og man prøver at trække os ind i den."

Citat fra Meter i sekundet

”Her kommer mange af eleverne langvejs fra, og de færreste kommer kun for at spille musik eller skrive; mange vil også gerne lære om permakultur, snitte i træ eller lave ler. De er meget åbne for fællesskabet, og der er noget smukt i, at de her unge mennesker kommer herud som fremmede og regner med at tage herfra som et menneske, andre kender. Der er få tidspunkter i ens voksne liv, hvor man gør det. Som barn bliver man tvunget ud i sammenhænge, hvor man ikke selv vælger, hvem man tilbringer sin tid med. Men jo ældre, man bliver, jo flere valg træffer man selv, og jo mere kommer man typisk til at omgås mennesker, der ligner én selv. Men på højskolen vælger man at vove sig ud i en sårbar position,” siger hun.

”Derfor opstår der en særlig intimitet i et højskolefællesskab. Det handler om samtidighed. Der sidder 80 mennesker og spiser sammen, og hver aften er der en, der læser dagens digt op, og måske er hun lidt nervøs og ryster på hånden, og det sidder alle de 79 andre og oplever samtidig. Det er meget kraftfuldt,” siger hun.

Påhæng til en lærer

Som påhæng til en lærer er man dog ikke fuldt ud en del af fællesskabet, men en form for statist, og den position har været interessant for Stine Pilgaard som forfatter. I løbet af sit første år i Velling oplevede hun to episoder, som blev afgørende for, at hendes tredje roman fik højskolen som ramme.

”Engang var min kæreste og jeg med til en fest, hvor jeg på et toilet overhørte to elever tale om min kæreste og om, at de syntes, at han var sej. Jeg drillede dem lidt med det bagefter, og de syntes, at det var vildt pinligt, og det var så det. I romanen derimod skruer jeg op og skaber en konflikt omkring det,” fortæller Stine Pilgaard, der som forfatter blandt andet er blevet rost for sin humor og sin evne til at gengive dialoger og samtaler – med de misforståelser, de ofte rummer.

”Højskolelærere har typisk har fundet en plads i livet, som er meningsfuld, og de er meget dynamiske og åbne. Det kan prikke til min egen følelse af ensomhed, fordi jeg ikke kan være lige så solskinsglad.”

Forfatter Stine Pilgaard

”En anden situation opstod ved et fællesarrangement, hvor eleverne legede en leg, der hedder ’confessions’. Alle havde skrevet en tilståelse på en seddel, og sedlerne blev samlet i en hat og læst op. På en af sedlerne stod der ’jeg vil score Daniel på studieturen’. Alle hujede og klappede, og ingen tog notits af, at jeg var der. Jeg følte mig så vanvittigt usynlig og blev mere fornærmet over den usynlighed end over provokationen i det, der stod på sedlen.”

Stine Pilgaard ”spandt en fiktiv irritation over de to situationer” og brugte den som motor i teksten. På samme måde har hun skruet op for nogle af de karakteristika ved højskolefællesskabet, som hun både holder af og kan irriteres over.

”Højskolelærere er mennesker, der brænder for deres sag. Det er der noget vidunderligt i. Men de kan også få et vist snæversyn, fordi de synes, at deres fag og deres arbejde med de unge er så vanvittigt vigtigt. Det anfægter jeg ikke, at det er, men jeg kan bare indimellem mærke en vis irritation blandet med en form for fascination og måske også misundelse, fordi højskolelærere typisk har fundet en plads i livet, som er meningsfuld, og de er meget dynamiske og åbne. Det kan prikke til min egen følelse af ensomhed, fordi jeg ikke kan være lige så solskinsglad.”

I romanen fornemmer man både ensomhed og distance, når man gennem fortællerens blik til slut i bogen oplever afslutningsfesten for et elevhold:

”Der er højt humør, men også sorg, fordi afskeden nærmer sig. En høj fyr går rundt og græder i et lyserødt plyskostume med kaninører, og tre lærere begynder at give ham et knus på samme tid. Sebastian ser på mig og løfter sin ølflaske. Under middagen afløser det ene indslag det andet, og jeg kan ikke høre talen, enten fordi folk griner eller hulker for højt. I har gjort indtryk og skabt aftryk, siger keramiklæreren og græder, hun fortæller, at hun aldrig har oplevet et hold med så få mislykkede rakubrændinger. Og der er ikke noget med indtørret ler på redskaberne eller beskidte drejeskiver, I har vist ansvar, siger hun, og stemmen knækker over.”

”Gennem fortællerens blik kommer afskedsfesten til at virke lidt latterlig. Men i virkeligheden er jeg nok snarere som keramiklæreren,” siger Stine Pilgaard med et selvironisk smil.

”Jeg blev hurtigt inddraget som gæstelærer og blev mere integreret i skolen og lokalsamfundet, end fortælleren gør,” siger hun og tilføjer: ”Jeg bliver berørt, hver gang et hold tager af sted. Min kæreste og jeg har haft mange mennesker gennem vores liv de seneste fem år, og det kan føles som en lille trailer for selve livet: Uendeligt mange mennesker, som man når at holde af og knytte sig til, strømmer gennem ens tilværelse og forsvinder så. Nogle efterlader en sætning, man bliver ved at vende tilbage til, eller en stump af en livshistorie, man bliver berørt over. Man bærer dem med sig som fortællinger. De sætter sig spor. Faktisk er vores søn opkaldt efter en elev, og det var også en af eleverne, der fandt på titlen til min bog.”

I romanen bliver fortælleren efterhånden forsonet med højskolefællesskabet og lokalsamfundet, og det afspejler sig i de ni sange, som indgår i romanen. Den første er en ”anti-højskolesang”, som fortælleren skriver sammen med keramiklærerens påhæng Sebastian; den sidste er en hymne til "De korte sætningers land" skrevet på melodien til højskoleklassikeren "Kære linedanser".

”Den er en hymne til stedet og den ungdom, som kan irritere mig, men som jeg også beundrer og lærer af. Deres tidsopfattelse fascinerer mig. De ser tiden som noget uendeligt og åbent, hvor alting kan ske, mens jeg selv bilder mig ind, at jeg kan tegne en graf over det, der vil ske i mit liv det næste halve år. De unge er bedre til at forstå tiden som det, den er – uforudsigelig og ude af kontrol. Det er derfor, de er gladere end os,” siger Stine Pilgaard og tilføjer: ”Jeg har flere smukke end dårlige ting at sige om ungdommen, og de smukke ting får virkelig lov at udfolde sig på en højskole.”

Blå bog

Stine Pilgaard. Født 1984

Vokset op i Aarhus på skift hos sine forældre, der blev skilt, da hun var 1½ år. Hun skrev sin første lejlighedssang, da hun var 8 år og begyndte tidligt at drømme om at blive forfatter.

Er bachelor i dansk og medievidenskab fra Aarhus Universitet og cand.mag. i samme fra Københavns Universitet.

Gik på Forfatterlinjen på Testrup Højskole i 2008 med det mål at blive optaget på Forfatterskolen.

Blev optaget på Forfatterskolen i København samme år.

 

Debuterede i 2012 med den anmelderroste roman Min mor siger , der blev præmieret af Statens Kunstfond samme år og solgt til udgivelse i Norge og Island.

Udgav i 2015 den ligeledes anmelderroste roman Lejlighedssange , der modtog Bibliotekernes Forfatterpris (2016) og blev oversat til norsk.

 

Flyttede i januar 2016 til Velling med sin kæreste, forfatteren Daniel Dalgaard, da han blev ansat som lærer og leder af forfatterlinjen på Vestjyllands Højskole. Parret bor i en lærerbolig ved højskolen med deres søn på 3½ år og bliver forældre endnu en gang til sommer.

Udgav 15. maj i år sin tredje roman, Meter i sekundet , der bl.a. er inspireret af livet i og omkring Vestjyllands Højskole. I bogen indgår ni sange, hvoraf i hvert fald en er blevet udvalgt til den 19. udgave af Højskolesangbogen, som udkommer til november. Sangen, som Stine Pilgaard, skrev til sin kærestes fødselsdag i 2018, hedder ’Fortabt er jeg stadig’ og er en kærlighedssang.