En morgen som tusind andre

Publiceret 03-05-2020

ESSAY Danmarks frihedssang blev for 75 år siden skrevet af den helt ukendte Mads Nielsen, en apoteker fra Kolding, der oven i købet kun var med på afbud.

Af Klaus Rothstein

Vi burde tale om værnemagere. Men vi taler om værnemidler. Coronakrisen har forpurret markeringen af to historiske mærkedage: 80-året for besættelsen den 9. april og 75-året for befrielsen den 4. maj.

På grund af forsamlingsforbuddet blev den traditionsrige markering af befrielsesdagen i Mindelunden allerede i marts udskudt til den 29. august, årsdagen for nazisternes militære undtagelsestilstand i 1943, hvor regeringen, rigsdagen og kongemagten ophørte med at fungere. På den måde ville de to eneste undtagelsestilstande i den moderne Danmarkshistorie absurd nok komme til at møde hinanden. Men så blev forbuddet mod store forsamlinger forlænget til og med august. Dermed er markeringen af befrielsen løsrevet fra al datosymbolik. Men kalenderen lyver ikke. Den 4. maj er stadig 4. maj, også selvom det bliver en fattigere aften, når vi ikke kan stå sammen i Mindelunden og høre Frihedsbudskabet, hvor BBC's danske radiospeaker Johannes G. Sørensen med bevægelse i stemmer siger, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig.

Et højdepunkt i den 4. majs sangkanon er den vise, der har vundet hævd som Danmarks befrielsessang:

              En lærke letted, og tusind fulgte,
              og straks var luften et væld af sang.
              De tusind tårne tog til at tone,
              så landet fyldtes af klokkers klang,
              og byer blomstred i rødt og hvidt,
              og det var forår og Danmark frit.

              Det var en morgen som tusind andre
              og ingen morgen i tusind år,
              da Danmark vågned med klare øjne
              til glædestimer og frimandskår,
              og landet lyste fra sund til klit,
              for det var forår og Danmark frit.

              Vi mindes stille de tapre døde,
              hvis navne lever i Danmarks navn,
              og takken søger til dem, der segned',
              og dem, der sidder med tunge savn.
              Gud trøste dem, der har lidt og stridt,
              til det blev forår og Danmark frit.

              Men du, som styrter de stoltes riger
              og løser fangne af bolt og bånd,
              dig flyver hjerternes tak i møde,
              vor skæbne er i din stærke hånd.
              Nu er det forår og Danmark frit.
              Velsign det, Herre, fra sund til klit.

'En Lærke letted' er skrevet af en forfatter, som ikke har nogen plads i litteraturhistorien i øvrigt. Mads Nielsen (1879-1958) var fritidsdigter, af profession apoteker, og forhåbentlig var han bedre til piller og pulver, end til poesi. Dansk Biografisk Leksikon giver ham i hvert fald et temmelig beskedent skudsmål som digter: ”Skønt N.s verskunst er meget traditionel og savner egentlig poetisk løftelse, er den sympatisk. Den nåede et bredt publikum ved sin evne til at tale jævnt om det høje.”

Apotekeren fra Langå

Mads Nielsen blev født som gårdejersøn i 1879 i Langå nær Randers. Efter skoletiden blev han discipel på Herning Apotek, hvor lønnen efter tidens tarif var 50 kr. om året, og efter uddannelsen til farmaceut i 1904, arbejdede han som apoteker flere steder, ikke mindst som ejer af Sønderbro Apotek i Kolding frem til sin pensionering.

Efter lukketid var det poesi, der trak i Mads Nielsen. Naturen og nationen optog ham, og hans digte rettede sig mod Sønderjylland, kirken, kristendommen, traditionerne og danskernes historie. Mange af digtene fandt anvendelse i den kristne ungdomsbevægelse, ikke mindst hos spejderne i KFUM&K. To år før sin død afsluttede han forfatterskabet med Den gamle apoteker fortæller, som ifølge Dansk Biografisk Leksikon er en ”hyggelig”, ”fornøjelig” og ”kuriøs” erindringsbog.

Det eneste digt fra Mads Nielsens hånd, som har bidt sig fast, var måske nær ved slet ikke at blive skrevet. Historien bag 'En Lærke letted' fortaber sig nemt, men få spor peger i samme retning.

Klaus Rothstein

Det eneste digt fra Mads Nielsens hånd, som har bidt sig fast, var måske nær ved slet ikke at blive skrevet. Historien bag 'En Lærke letted' fortaber sig nemt, men få spor peger i samme retning.

I en erindringsartikel om befrielsesdagen på Kolding-egnen fortæller pensioneret socialrådgiver Jørgen Breindahl, at digtet er skrevet på opfordring fra KFUM's forbundssekretær i Stockholm, der havde planer om at udgive et KFUM-blad om Norden efter befrielsen. Men da Mads Nielsen var på ferie på sin fødegård ved Langå, sagde han angiveligt nej tak til opfordringen om at skrive et digt.

Også Kolding Wiki, der drives af Kolding Stadsarkiv, fortæller – med Mads Nielsen selv som kilde – at invitationen til at skrive et digt om befrielsen nåede frem til Langå fra spejderbevægelsen i Sverige. Af Kolding Wiki fremgår det ikke, at digteren først skulle have afslået, men at han skrev fire vers, inspirere af naturen og lærkesangen ved Gudenåen, som han sendte til Sverige.

Til gengæld dukkede en ny oplysning op i en artikel i Kristeligt Dagblad i anledning af 70-året for befrielsen. Avisen havde af Helmer Breindahl, Jørgens bror, fået et eksemplar af Koldings KFUM-blad, hvor Helmer i 1965 interviewede Mathias Christensen, som fortalte, at et svensk blad havde bedt digterpræsten Sv. Rehling om at skrive et digt i anledning af Befrielsen. Han afslog, men sendte opgaven videre til apoteker Nielsen ”som, havde skrevet flere opbyggelige digte.”

Mads Nielsen var altså slet ikke var de svenske KFUM-folks førstevalg, men han kom med på afbud fra Sv. Rehling. De to har kendte hinanden fra kirkelige kredse, og begge bidrog til bogen Sønderjylland vundet, som De Unges Forlag udgav i 1919 op til Genforeningen i 1920.

Næste sikre spor af 'En Lærke letted' finder vi først den 11. juni. I Kolding er der generalforsamling i Kristelig Lytterforening, og Mads Nielsen er inviteret til at læse op. Han medbringer sit nye digt. Da Kolding Folkeblad bringer et referat af generalforsamlingen, gengiver de også digtet, ikke med titel efter førstelinjen, 'En Lærke letted', som vi kender det i dag, men som 'Danmark Frit'.

Sognepræst P. Tobiassen fra Skt. Nikolaj Kirke ser digtet, og han får en idé: Digtet skal med i en festgudstjeneste på Valdemarsdag i anledning af 25 året for Genforeningen i 1920. Han beder en anden koldingenser, kommunelærer og medudgiver af skolesangbogen Arvesølv, Mathias Christensen, om at komponere en melodi, nærmest med dags varsel, og den 15. juni 1945 bliver 'En Lærke letted' sunget for første gang i Skt. Nikolaj Kirke af en ung løjtnant Nøhr, senere planteskoleejer, akkompagneret af domorganist Hansen fra Haderslev.

Til KFUM-bladet i 1965 fortalte komponisten: ”Jeg blev i de følgende dage af adskillige bedt om en afskrift, og senere blev sang og noder udsendt på Konrad Jørgensens forlag og i løbet af kort tid udgivet i cirka 10 oplag. En del af hæfterne blev sendt til de danske i Amerika.”

Vi kan stadig sætte lys i vinduerne

'En Lærke letted' havde oprindelig ikke status som Danmarks officielle befrielsessang. Den titel havde 'En Vinter, lang og mørk og haard', som Sven Møller Kristensen skrev og Knudåge Riisager komponerede melodi til i tiden op til nazisternes kapitulation. Sangen, der maner alle danske, alle mand som én, til modstand, blev trykt i marts 1945 i det illegale blad Frit Danmark, og endnu inden mørklægningsgardinerne var blevet pillet ned, sang Aksel Schiøtz sangen i dansk radio den 5. maj.

I Nationalencyklopædiens opslag om 'Danmarks Frihedssang' skrev besættelsestidshistoriker og universitetsrektor Aage Trommer, at Sven Møller Kristensens og Knudåge Riisagers sang var for bombastisk og aggressiv til at være langtidsholdbar, og at den blev afløst af den ”lavmælte, men heller ikke helt vellykkede befrielseshymne 'En Lærke letted'. Mens lærken fik plads i Højskolesangbogen, gik modstandsbevægelsens frihedssang i glemmebogen, mente historikeren.

En genoplivning af besættelsestidens alsangstævner, som DR skulle have været transmitteret fra Frederiksberg Have den 4. maj, er udskudt. Genåbning den 6. maj af Frihedsmuseet, der brændte under uopklarede omstændigheder i 2013, venter på bedre tider. Vi kan dog stadig sætte lys i vinduerne.

Klaus Rothstein

Men Aage Trommer har nu ikke helt ret. Begge sange synges hvert år ved den traditionsrige højtidelighed i Mindelunden, Ryvangen, København, den 4. maj. Dog ikke i år, og det er Coronas skyld. Men aflysninger er hver mands herre. Heller ikke 100-året for genforeningen og 75-året for bombningen af Shellhuset og fejlangrebet på Den Franske Skole fik den planlagte opmærksomhed. En genoplivning af besættelsestidens alsangstævner, som DR skulle have været transmitteret fra Frederiksberg Have den 4. maj, er udskudt. Genåbning den 6. maj af Frihedsmuseet, der brændte under uopklarede omstændigheder i 2013, venter på bedre tider. Vi kan dog stadig sætte lys i vinduerne.

Fællessang på afstand af hinanden skal det nu nok blive til, når Danmark markerer 75-året for befrielsen med den sang, der blev skrevet og komponeret af to bysbørn fra Kolding, en apoteker-digter og en kommunelærer-komponist, som ikke huskes for andet, men på den måde fandt en ikke ubetydelig plads i Danmarkshistorien.

Corona eller ej. Lærken letter stadig.

 

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies