Hjemsendt højskolelærer søger mening med tilværelsen

Publiceret 05-05-2020

DEBAT Som højskolelærer smager vi nu vores egen medicin. Coronaen har givet os det refleksionsrum, som vi hævder, at højskolen skaber for eleverne. Men hvad bruger vi den til?

Af Søren Sinnbeck, højskolelærer på Idrætshøjskolen Aarhus og medlem af FFD´s bestyrelse

Det er selvfølgelig både en melodramatisk overskrift og lidt af en tilsnigelse, for jeg føler mig hverken fortabt eller meningsforladt, men tingenes Corona-tilstand har givet rum til refleksion og afstedkommet en ny dagligdag og livsrytme. Det er et samfundsvilkår og sågar også et P1-program lige nu, ”Den nødvendige refleksion”. Man kunne endda få tanken, at man er tilbagestående og meget lidt innovativ, hvis man ikke anskuer verden anderledes, bliver et lidt bedre og mere nærværende menneske, og italesætter nye indsigter i denne tid.

Så jeg hopper ombord på refleksions-toget og futter afsted mod mulighedernes land. Der er noget om muligheden, og det besnærende i det lige nu meget anvendte citat fra Churchill om ikke at lade en god krise gå til spilde. Har vi fået en gave, som vi skal forsøge at pakke op? 

Lønkompensationen befrier ånden

Det højskoleophold, som vi forsøger at give eleverne, indeholder netop forestillingen om den nødvendige refleksion. Muligheden. Du genkender sikkert billedet af livet, der leves på den brede motorvej med foden på speederen. Højskolen udgør en afkørsel, hvor hastigheden sættes ned, retningen perspektiveres og øjnene åbnes for nye veje.

Måske har det vilkår, at eleverne lige nu er frataget muligheden for deres højskoleophold, i en vis forstand givet os lærere muligheden for vores?

Bundlinjen er i hvert fald, at noget af livets støj er forsvundet, dagen har fået flere frie timer, og måske er det netop ”disse morgeners mulighed”! 

Mulighed for hvad?

Når Corona ’fucker’ lidt med identiteten, så stiller den os nogle spørgsmål. Spørgsmål som de flere frie timer nødvendigvis må konfrontere. Det kunne være: Hvis jeg ikke er mit arbejde, hvad er jeg så? Når jeg føler mig kaldet til mit højskolelærerliv, men der ikke er nogen, der kalder på mig lige nu, hvem og hvad kalder så?

Netop ligesom identitetssøgningen hos vores elever konfronteres med gode spørgsmål fra højskolelærere, og eleverne imellem, så skubber lønkompensationens frisatte ånd på til, at vi formulerer vores egne. 

Søren Sinnbeck

Netop ligesom identitetssøgningen hos vores elever konfronteres med gode spørgsmål fra højskolelærere, og eleverne imellem, så skubber lønkompensationens frisatte ånd på til, at vi formulerer vores egne. 

Og måske er det den vej, vi skal følge. Ikke i form af lister eller guides, de kan nemt kan få karakter af indsigt på dåse. Muligheden frisætter os til ikke at undvige og udskyde, men i stedet til at prøve at svare på et par af spørgsmålene. Det er trods alt det, vi beder vores elever om.

 

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies