Fortalt til Sofie Buch Hoyer
Jeg blev højskolelærer helt tilfældigt. Jeg har altid gerne villet undervise, men jeg havde ikke kvalifikationer til gymnasieskolen. Heldigvis var højskoleformatet lige i øjet. Mange siger, at det skal være et “kald”, men det tror jeg ikke på. Man skal ville det. Og man skal ville de mennesker, man arbejder med og for. Men det skal ikke gå ud over ens privatliv.
Når jeg kan mærke, eleverne er inspirerede, bliver jeg også inspireret. At få andre til at brænde for noget er brænde på mit bål. Jeg elsker at opdage nye ting i de felter, jeg underviser inden for – for så at finde en sjov, nærværende og gerne eksperimenterende måde at formidle det på i praksis. Og jeg mener: i praksis. Jeg hader at pædagogisere og tale for meget om tingene. Jeg er selv en hands on-type, så sådan underviser jeg også.
Jeg lider af impostersyndrom, så jeg er altid lidt bange for at falde igennem. Så tyr jeg til humor – og så kan det være, at eleverne synes, jeg er for useriøs. Men det er jeg ikke. Slet ikke fagligt. Jeg er bare anti selvhøjtidelig.
Skal man italesætte Grundtvig, for at noget er grundtvigiansk? Det mener jeg ikke. Måske tværtimod?
Kasper Brinck Kristensen
Jeg elsker virkelig mange af de sange, der står i højskolesangbogen. Men jeg er alt for kritisk tænkende til at lægge mig fladt ned og elske bogen som sådan. Det er ikke bogen, der er god. Det er sangene. Processen med at lave en ny sangbog og få komponeret nye sange til den er jeg ikke udelukkende tilhænger af. Jeg er selv trommeslager og guitarist og er blevet forbigået mange gange, fordi de sange, jeg har skrevet og udgivet gennem tiden, ikke ligefrem oser af fællessang. Men jeg tror, fællessang er og kan meget mere end dér, hvor bogen og de sange, der passer til den, starter og slutter. Jeg glæder mig nu også til den nye bog – også fordi det er lidt ligesom, hvis kirken udgav en ny bibel.
Man danner højskoleelever ved at bure dem inde i 4-9 måneder og fortælle dem en hel masse forskellige sandheder. Så skal de nok selv begynde at finde deres egen vej i det. Jeg tror, højskolen er en rigtig god ramme for det, vi har valgt at kalde dannelse. Jeg tror egentlig ikke så meget på dannelsesbegrebet, sådan som det ofte defineres i højskoleverdenen. Som om det er noget adskilt fra mennesket – noget, man kan sætte på formel eller gøre. Dannelse finder altid allerede sted for alle mennesker. Det skal vi ikke tage patent på som højskolebevægelse.
Vi skal som bevægelse i det hele taget passe rigtig meget på ikke at blive konforme og snobbede omkring vores praksis og eksistensgrundlag. Vi har ikke opfundet en særlig undervisningsform, og vi har heller ikke de samme værdier på tværs af alle landets højskoler. Formen er i sig selv frigørende og eksperimenterende, også for lærerne, og for at den skal blive ved med at være det, skal vi ikke bruge så meget krudt på at definere og “strategisere” os selv som en særlig bevægelse. Det er vi jo ikke længere.
Læs også: Højskolerne skal ikke være så medgørlige
Jeg oplever en fordom om min nye arbejdsplads, European Film College – og mange andre fagspecifikke højskoler – som går på, vi ikke er ”rigtige” højskoler. Og dér har vi efter min mening et ret stort problem som højskolebevægelse. For hvad er det rigtige? Skal alting nødvendigvis være formålsløst eller eksistensfilosofisk (eller -teologisk), og skal man absolut synge fællessang dagligt, for at en praksis kvalificerer til ”rigtig” højskole? Og: Skal man italesætte Grundtvig, for at noget er grundtvigiansk? Det mener jeg ikke. Måske tværtimod? I gamle dage var højskolerne et forsøg på at bogliggøre bønderne. I dag er det for mig at se snarere omvendt: De unge trænger til at blive afbogliggjort. De skal ud af deres hoveder og ind i kreative, kollektive processer.
Jeg vil gerne afdramatisere verden for de unge og samtidig give dem et stort spark gåpåmod. Så hvis jeg skulle give et godt råd til nutidens unge, kunne det lyde: “Livet er for sårbart til at passe for meget på og for dyrebart til at være for kræsen.”