Af Sofie Buch Hoyer
Tiden kalder på, at højskolerne danner fælles front med fagbevægelsen og inviterer faglærte og folk i job indenfor på kortere kurser, som er forenelige med et almindeligt arbejds- og familieliv. Det kan både være med til at mangfoldiggøre højskolerne, bringe håndens arbejde mere i spil og understøtte folkeoplysningen på den lange bane.
Det mener kulturminister Joy Mogensen (S).
“Grundlæggende handler det om at få genforenet de folkeoplysende kræfter, der bygger på demokratisk samtale og Grundtvigs det levende ord. Jeg oplever, at bevægelserne hver især har fundet nogle forskellige styrkepunkter, men at den folkelige brede mobilisering mangler. Derfor ser jeg potentialet i et fornyet samarbejde,” siger Joy Mogensen, som Højskolebladet har sat stævne i Højskolernes Hus forud for FFD’s årsmøde.
“Jeg vil vove den påstand, at højskolerne på et tidspunkt har været aktivistisk anlagte. Men jeg mener også, at man kan stille spørgsmålet: Er de stadig det? Forslaget om at forene arbejderbevægelsen og højskolerne er et spørgsmål om, at vi bliver udfordret af forskellige dynamikker i samfundet og får et fælles fundament, som vi kan styrke hinanden på,” siger Joy Mogensen.
Kulturministeren understreger, at hendes idé skal ses i sammenhæng med en generel gentænkning af folkeoplysningsområdet.
“Hvis der er noget, vi har brug for i den tid, vi lever i nu, hvor vores etablerede mediebillede er under pres, og hvor danskerne samtidig efterspørger viden om verden, så er det folkeoplysning,” siger hun.
Læs også: Højskolernes nye minister
Ministeren påpeger, at de store folkeoplysende bevægelser i Danmark – landbrugsbevægelsen, arbejderbevægelsen og folkeoplysningsinstitutionerne, herunder højskoler, aftenskoler og folkeuniversiteter – bygger på de samme grundprincipper og har overlappet hinanden undervejs i historien.
I et fornyet samarbejde med fagbevægelsen kan højskolerne være med til at mobilisere en bredere skare af elever og kursister, mener Joy Mogensen.
Grundlæggende handler det om at få genforenet de folkeoplysende kræfter, der bygger på demokratisk samtale og Grundtvigs det levende ord
Joy Mogensen
“Når man diskuterer, hvordan højskoler kan blive relevante for andre end den klassiske 4.g-elev, handler det selvfølgelig om prisen på et ophold. Men det handler lige så meget om indholdet. Det med fx også at få håndens arbejde eller den faglige del af læringsperspektivet mere med,” siger hun.
Konkret peger ministeren på, at hun er villig til at se på nye kursusstrukturer, så folk i job kan komme på højskole i kortere perioder, ligesom hun ser muligheder i, at kurser og møder i fagbevægelsen fremover kan blive afholdt på nogle af landets højskoler – sådan som det var engang. Det betyder dog ikke, at alle højskoler skal til at være arbejderhøjskoler igen, forsikrer Joy Mogensen.
Flippet idé at tage på højskole
Idéen om at lade højskolerne og arbejderbevægelsen danne parløb kommer ikke ud af det blå. Den røde kulturminister har faktisk selv gået på arbejderhøjskole. Dengang de stadig eksisterede.
Det lå dog ikke ligefor, at den på det tidspunkt 19-årige Joy Mogensen, som havde siddet med næsen i bøgerne hele sin barndom, og som drømte om en universitetsuddannelse og et job inden for formidlings- eller forskningsverdenen, skulle rive et halvt år ud af kalenderen for at tage på højskole.
“Jeg synes, det virkede lidt flippet at skulle bruge så lang tid på at gå og filosofere over verden. Man skulle jo bare ud og få en uddannelse, så man kunne få et arbejde og et godt liv, ik’?” siger den nu 40-årige minister grinende og ridser sin familiebaggrund op:
Bedsteforældrene var ufaglærte arbejdere på landet. Hendes mor, som hun efter forældrenes skilsmisse voksede op med i en boligblok i Benløse ved Ringsted, var også faglært. Det samme var hendes far. Og så trådte Joy Mogensen og hendes søskende et trin op ad den generelle velfærds- og velstandsstige ved at tage en videregående uddannelse. Trip, trap, træsko.
Man skulle jo bare ud og få en uddannelse, så man kunne få et arbejde og et godt liv, ik’?
Joy Mogensen
Trods betænkeligheden ved at tage på højskole blev idéen yderst aktuel, da Joy Mogensen som spæd voksen flirtede med drømmen om at blive journalist. Hun tilmeldte sig et ophold på Esbjerg Mediehøjskole, som er kendt for at have huset mange socialdemokratiske politikere i tidens løb. Det var et ophold, som endte med at gøre stort indtryk på hende, omend planen om at gå journalistvejen aldrig blev til noget.
Læs også: Arbejderne skal erobre kulturen
På højskolen i Esbjerg var der ”selvfølgelig os unge, der var i tvivl om livet,” fortæller Joy Mogensen.
Men fordi det var en arbejderhøjskole drevet af LO, blev der løbende afholdt tillidsmandsmøder og interne kurser i fagbevægelsen. Derfor fik Joy Mogensen og hendes højskolekammerater ofte besøg af “hærdebrede og solidt funderede faglærte”, HK’ere, sygeplejersker og alle mulige folk fra hele landet.
“Mens mange, når de har været på højskole, kommer tilbage og fortæller om den her meget ungdomsagtige oplevelse, så synes jeg faktisk, det var fedt at gå på en højskole, hvor vi var så blandede, når vi sang morgensang, eller når der var debatter eller foredrag,” siger Joy Mogensen.
“Jeg synes, jeg har fået en gave ved at have været på en højskole, hvor der var folk i forskellige aldre, med forskellige jobs og fra forskellige samfundslag.”
Håndværk som hovedfaglighed
Mens arbejderhøjskolerne døde ud i 00’erne og starten af 10’erne – først Roskilde Højskole, senere LO-skolen i Helsingør og i 2012 også Esbjerg Højskole – var Joy Mogensen som daværende borgmester i Roskilde med til at starte en helt ny højskole. Den udsprang af idealerne bag Roskilde Festival, og det var her, hun fik øjnene yderligere op for de faglige håndværks potentiale i højskolebevægelsen.
“En festival har brug for gode håndværkere for overhovedet at kunne overleve, og vi havde på det tidspunkt mange diskussioner om, hvordan vi kunne tiltrække en bredere vifte af elever og skabe en højskole, der afspejlede den mangfoldighed, som vi så ungdomskulturen have på festivalen,” siger hun.
Læs også: Roskilde Festival i baghaven på ny højskole
“Normalt bygger den traditionelle højskolefaglighed jo meget på den grundtvigianske dannelsestanke – med fokus på tanke. Men vores bud var at have håndværk med som en af højskolens hovedfagligheder. For at give et andet tilbud til dem, der har lyst til at lege med det, de kan lave med hænderne,” forklarer Joy Mogensen.
Hvis alting i verden kun bliver rettet mod dem, der i forvejen er disponeret for at søge derhen, og dem, der kan betale, så jeg ved godt, hvem der bliver ladt tilbage på perronen.
Joy Mogensen
Når man ser på de nutidige unge, som går på de lange højskolekurser, kommer rigtig mange ifølge statistikkerne fra hjem, hvor far eller mor bruger hovedet mere end hænderne.
Så har højskolerne i virkeligheden svigtet arbejderklassen i løbet af de seneste årtier?
Joy Mogensen tager sig et øjeblik til at svare.
“Ikke bevidst, i hvert fald. Men det er ikke så lang tid siden, at højskolerne kæmpede en kamp for at overleve økonomisk. Og så skærper man jo sit fokus mod dem, der både er betalingsvillige og betalingsdygtige. Det kunne jeg godt tænke mig, vi tog op til diskussion, nu hvor det går højskolerne godt,” siger hun og fortsætter:
“Hvis alting i verden kun bliver rettet mod dem, der i forvejen er disponeret for at søge derhen, og dem, der kan betale, så jeg ved godt, hvem der bliver ladt tilbage på perronen. Den udvikling tror jeg også gør ondt i højskolesjælen”, siger hun.
“Højskoler er ikke for sjov”
Men er det overhovedet mangfoldiggørende at give faglærte og andre folk i job mulighed for at komme på et kortere højskolekursus, som Joy Mogensen foreslår – hvis ikke de har undervisning med de klassiske elever på de lange kurser?
Ja, svarer hun. “Men det afhænger af, om højskolerne laver fællesaktiviteter som fx foredrag, morgensang og debatter, og at alle deltager i dem. Det giver jo ikke mening at sende en gymnasieelev ind i et undervisningslokale sammen med erfarne folk inden for et fag. Det ville være helt grotesk.”
Hvorfor? Hvorfor ikke lade de unge møde Arne og hans faglærte venner?
“Så skal det være, fordi man har meldt sig på et højskoleophold, der har et særligt fag. Jeg kender dog fagbevægelsen og virksomhederne godt nok til at vide, at hvis de skal sende deres medarbejdere på uddannelse på en højskole, så skal de også lære noget. De tillidsmænd, der var ude og holde kurser på højskolerne engang, var der ikke for sjov. De var der for at lære noget, som de havde tilkæmpet sig rettighederne til. Vi skal altid huske, at højskoler er ikke for sjov”.
Hvis man kun spiller på faglighederne og ikke på mødet mellem mennesker, risikerer højskolerne så ikke at komme til at ligne formelle, kompetencegivende uddannelsesinstitutioner i længden?
“Det mener jeg ikke. Hvis det udelukkende bliver møder mellem mennesker på højskoler, bliver det for meget en kaffeklub i min verden. Mennesker er – uanset hvor de bor, hvad de laver, hvor gamle de er, hvilket køn de har og alt muligt – for mig altid ambitiøse og nysgerrige,” siger Joy Mogensen:
“Når folk nogle gange bliver trætte af at gå i skole, tror jeg, det er, fordi strukturerne omkring dem nedkæmper nysgerrigheden og ambitionerne. Dér tror jeg, at koblingen mellem højt fagligt niveau på de fag, man har meldt sig til, og et bredt socialt miljø, giver en helt fantastisk perspektivudvidelse i den måde, man opfatter verden på.”
Jeg håber, at der er andre, der har fornemmelsen af, at hver eneste lukkede højskole, arbejderhøjskole eller ej, er en lille dør til himlen, der er blevet lukket.
Joy Mogensen
Nu var det jo LO , der i sin tid selv lukkede landets arbejderhøjskoler. Fordi der ikke var elever nok, og fordi forbindelsen mellem højskole- og fagbevægelsen måske syntes visnet. Hvad får dig til at tro, at det giver mening at genforene dem i 2020?
“Jeg synes, vi er et andet sted i dag. De højskoler blev lukket på et tidspunkt, hvor mange højskoler kæmpede for deres overlevelse. Og hvor alting skulle måles og vejes. Nu er vi i en tid, hvor vi godt kan se ulemperne ved denne udvikling. Aldrig har der været flere unge mennesker med tvivlen om ‘hvem er jeg?’ og ‘hvad kan jeg?’,” siger hun og fortsætter:
“Jeg tror, det skyldes, at vi fik akademiseret og standardiseret os ud af den kreativitet af menneskelighed, som faktisk bærer det danske uddannelsessystem og samfund. Jeg håber i hvert fald, at der er andre, der har fornemmelsen af, at hver eneste lukkede højskole, arbejderhøjskole eller ej, er en lille dør til himlen, der er blevet lukket.”
Lodret modstander af puljer
Når det gælder finansieringen af højskolerne og det mulige samarbejde, hun ser med arbejderbevægelsen, er Joy Mogensen klar til at undersøge nye tilskudsordninger og økonomiske incitamenter, der tilskynder nye kursusstrukturer.
“Vi bruger ret mange penge på folkeoplysning i Danmark. Og så skal vi selvfølgelig hele tiden turde undersøge de dynamikker, der ligger i de måder, vi giver tilskud på,” siger hun.
Hun lægger samtidig ikke skjul på, at hun har en “indædt aversion” mod puljemidler, hvilket skyldes hendes fortid i det kommunale.
“Jeg er inderst inde en lodret modstander af puljer. De løber hele tiden ud, og det bliver hele tiden en stakket frist. Derfor kan jeg bedst lide, når tilskuddene er en del af taxametrene,” siger hun.
Står det til Joy Mogensen, skal der derfor ikke oprettes mange flere puljer på højskoleområdet i det hele taget. De skal snarere tænkes ind i grundtilskuddet.
“Men når det er sagt, kan jeg godt se, at der ligger en mangfoldighed i som højskole at forbeholde sig retten til at sige ‘nej, vi er kun for folk med de og de interesser i forvejen’. Og det skal der stadig være frihed til”.
Læs også: Sådan kommer verden til at se ud på den anden side
Apropos økonomi, så trænger et andet spørgsmål sig på, inden Højskolebladet slipper ministeren, der snart må haste videre: Hvornår falder højskolernes corona-statstilskud på plads? Et spørgsmål, der har holdt mange højskoler søvnløse i løbet af de seneste par måneder, og hvis afklaring efter sigende ligger strandet et sted mellem Kultur- og Finansministeriet. Blandt andet på grund af uklarheden om, hvilket elevgrundlag statsstøtten skal gives på.
“Den er lige på trapperne. Vi ved godt, vi skal have det klaret snart,” lyder det fra Joy Mogensen.
Ved redaktionens deadline var der stadig ikke kommet vished om statsstøtten.