Niels Hausgaard: "Jeg synes, det er vigtigt at kunne møde sig selv, for så bliver man bedre til at leve"

Publiceret 31-01-2021

INTERVIEW Højskolebladet har mødt Danmarks elskede entertainer og samfundskommentator Niels Hausgaard til en snak om at hvile i sit eget selskab under corona, om at undlade at pløje fortidens agre op – og om en ganske særlig mandlig legemsdel, der fik hele samtalen til at kortslutte.

“Bortset fra, at det er meget trist, og at der er folk, der dør, så synes jeg, at det er en interessant tid, vi er i, fordi vi på en eller anden måde skifter sind. Det er ikke tristhed eller angst som sådan, det er derimod en lille smule højtid,” siger Niels Hausgaard. Foto: Kasper Palsnov
Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies

Af Sofie Buch Hoyer

Niels Hausgaard er helt alene på badehotellet ved Dragør Havn. Eller rettere – han er det eneste menneske, for lige til venstre for receptionen står et bur med en grå papegøje.

Når Niels Hausgaard går forbi, klatrer papegøjen hen til tremmerne og læner sit hoved lidt frem, så han kan klø den i nakken.

“Er det ikke sjovt? Den kender én, det gør den sgu,” siger Niels Hausgaard.

Tidligere har papegøjen boet på en alarmcentral. Derfor kan den udstøde nogle hylende sirenelyde, forklarer Hausgaard. Og så kan den sige “farvel”.

“Når man går ud ad døren, råber den farvel – og hvis man kommer ind ad døren, gør den også,” griner Niels Haugaard, da han viser ind i badehotellets festsal, der er prydet med guldrammede spejle, løvefodsmøbler og et væld af skibsmalerier på væggene.

Det er i starten af januar, og uden for vinduet holder vintervejret sin egen livlige fest: Slud, kulde og blæst knyger ud af himlen, mens Øresund skvulper løs i det fjerne.

LÆS OGSÅ: Tag det som en mand

Niels Haugaard er på kort visit i hovedstaden i forbindelse med optagelserne til “Minkavlerne 2” – en TV2-komedieserie, der af åbenlyse grunde har fået sig et gedigent seertal.

“Serien er rablende vanvittig. Men det er også sjovt, og den her sæson er endnu mere gak”, fortæller Niels Hausgaard, da han sætter sig til rette i festsalens røde lædersofa med det venstre – og bedst fungerende – øre vendt ud mod undertegnede. Som den 76-årige entertainer løbende bemærker med lige dele mildhed og galgenhumor: “Jeg er jo blevet en del af ældrebyrden”.

Følgende interview bliver dog ikke et historisk tilbageblik på Niels Hausgaards liv. Det gider han ikke.

“Jeg prøver at undgå at pløje fortidens agre. For de er allerede pløjet,” siger han.

Niels Hausgaard har også bestemt sig for, at han ikke vil brokke sig.

“Hvis man bare brokker sig en lille smule, kan man ikke holde op igen. Og det kan ikke bruges til now’et som helst,” klinger hans karakteristiske vendelbomål, som mange har lært at kende gennem hans satiriske sange.

Nej, Niels Hausgaard vil kigge fremad. Og som altid bruge humor til at beskrive, hvordan vi mennesker reagerer på store samfundsudfordringer som coronakrav og #MeToo-debatter.

Vi er blevet højtidelige

Normalt når Niels Hausgaard er ude at optræde – noget, han har gjort i et halvt århundrede – plejer han at finde et hul i kulissen, hvor han kan få et glimt af publikum. Det er en måde, hvorpå han kommer til holde af de mennesker, der udover at have erhvervet sig en billet måske har brugt penge på mad, vin, babysitter og en taxa. Alt sammen for at opleve ham.

Dét at få et kig på publikum, lige inden han går på scenen, er også en øvelse i at vejre stemningen ude i salen. Det er faktisk det, han lever af: At stikke antennerne ud og fornemme, hvad der rører sig blandt folk. Og her er det blevet tydeligt for Niels Hausgaard – der sidste år nåede at spille 100 shows trods delvis nedlukning af landet – at vi har ændret os over forholdsvis kort tid.

“Når vi mødes med afstand mellem os, er vi højtidelige på en måde, jeg ikke har oplevet før,” siger han.

Han mærker det for eksempel på den hastighed, vi bevæger os med: Vi går en lille smule langsommere og mere ufrit. Han fornemmer det også på måden, publikum sætter sig ned i salen og tager deres mundbind forsigtigt af.

Man bliver stærkere af at holde sit eget selskab ud og indse, at det ikke er andet end det. Det tror jeg er en af de gode ting ved den her pandemi.

Niels Hausgaard

 “Bortset fra, at det er meget trist, og at der er folk, der dør, så synes jeg, at det er en interessant tid, vi er i, fordi vi på en eller anden måde skifter sind. Det er ikke tristhed eller angst som sådan, det er derimod en lille smule højtid,” siger han.

Det betyder også, at Niels Hausgaard ikke bare kan gå ind på scenen og være skidesjov fra første sekund. Det preller af, har han erfaret. Ligesom han er nødt til at arbejde mere med dynamikken i salen, når der sidder færre mennesker samlet på rigtig meget plads på grund af afstandskravene. I starten syntes han ikke, det var sjovt at optræde sådan.

“Men jeg er begyndt at kunne lide det, og når vi er kommet et stykke hen i mine shows, er vi dér, hvor vi også var før i tiden,” siger Niels Hausgaard.

At møde sig selv

I foromtalen til det show, han står på spring for at turnere med i 2021 – når myndighederne giver lov – står der, at “vi er blevet presset til at møde os selv” under corona. For som han bemærker: “Jeg synes, det er vigtigt at kunne møde sig selv. Og se sine egne begrænsninger i øjnene. For så bliver man bedre til at leve.”

Men det kan være en uhyggelig øvelse for nogle, fornemmer Niels Hausgaard.

Især dem, der ikke bor dér, hvor kragerne vender. Som Hausgaard selv, der – når han ikke giver den gas som samfundssatirisk landevejsrytter – driver et stutteri nær Løkken sammen med sin hustru Gitte.

LÆS OGSÅ: Hausgaard hyldes

 “Jeg kan mærke, at mine venner i de større byer har det sværere. Hvis man kommer for tæt på sig selv, kan man altid gå ind på en café eller noget andet. Og når man så ikke kan det mere, er man nødt til at møde sig selv, hvilket kan være SÅ skræmmende.”

Men det er i sidste ende godt for os, mener Niels Hausgaard.

“Man bliver stærkere af at holde sit eget selskab ud og indse, at det ikke er andet end det. Det tror jeg er en af de gode ting ved den her pandemi.”

Fællessang er "nosseløst"

Pesten fortog sig som bekendt, ligesom 2. verdenskrig også ophørte. Så det gør corona og den undtagelsestilstand, samfundet er i, også, forsikrer Niels Hausgaard.

Dengang han selv voksede op som knægt i Hirtshals – som søn af en fisker og en hjemmegående mor – berettede de ældre generationer ofte om traditionen med alsang og måden, fællessang skabte sammenhold i befolkningen.

“De gamle mennesker var ved at taaale os allesammen ihjel, når de taaalte om de fem forbandede år,” efteraber han på ældre rigsdansk.

“De fortalte med tårer i øjnene, hvordan de sang ‘En lærke letted’, mens Dannebrog blafrede i vinden. Det kunne vi unge simpelthen ikke holde ud. Ikke fordi vi underkendte det. Men det fyldte meget for de gamle, og dengang efter krigen var der jo intet tv eller noget til at afbryde dem, så de fik så meget opmærksomhed. ‘I unge forstår det jo ikke,’ sagde de. Nej, det gjorde vi godt nok ikke – vi fattede ikke en skid af det,” siger Niels Hausgaard.

Vi danskere har dårlige sangstemmer som bare pokker, og når vi endelig skal synge sammen, så prøver vi at efterligne en eller anden sang, vi lige har hørt i radioen.

Niels Hausgaard

På samme måde begriber Niels Hausgaard meget lidt af den fællessangsbølge, som er skyllet ind over Danmark under corona i form af alskens digitale fællessangsarrangementer, ikke mindst på DR. Hvilket han ikke kunne dy sig for at fortælle Philip Faber, da han for nylig stødte ind i ham.

“Jeg fatter ikke fællessang. Det er fint nok, hvis nogen har glæde af det. Jeg synes bare, det er ufatteligt og virkelig trist,” forklarer Niels Haugaard.

“Vi er jo ikke en sangnation. Vi danskere har dårlige sangstemmer som bare pokker, og når vi endelig skal synge sammen, så prøver vi at efterligne en eller anden sang, vi lige har hørt i radioen – ligesom papegøjen derude,” siger han, hvilket får den til at røre på sig i buret. Den har fulgt med fra receptionen og udstødt et par hidsige hylelyde undervejs.

Niels Hausgaard fortsætter: “Jeg sagde faktisk til Philip Faber, at jeg finder fællessang en lille smule nosseløst.”

Stilhed. Samtalen slutter bogstaveligt talt. I hvert fald på diktafonen, der er løbet tør for strøm. Det røde optagelys på skærmen er væk.

Ubehageligt at være potentiel krænker

“Det må være ordet nosseløst, der fik det hele til at gå i stå,” brøler Niels Hausgaard af grin et halvt minut senere, da en back-up-diktafon er blevet tændt, og interviewet kan fortsætte. Denne gang under bæltestedet: Blot to dage før interviewet har endnu en indflydelsesrig mand, tv-værten Jes Dorph Petersen, mistet sit job som følge af sexismeanklager.

“Det er forfærdeligt, hvad der er sket med hele debatten,” siger Niels Hausgaard. Samtalen mellem mænd og kvinder er reelt blevet kortsluttet i løbet af de seneste måneder, mener han. Hausgaard og hans mandlige venner og kollegaer holder lige nu deres kæft af frygt for at blive hakket i småstykker – og komme på forsiderne af alle formiddagsaviserne.

LÆS OGSÅ: Tør vi tale om #MeToo?

“Som mand kan man nemt blive opfattet som en, der synes, at det hele er latterligt. Eller som en, der er voldsomt frelst. Der er ikke nogen mellemvej. Jeg er flere gange blevet spurgt af journalister: ‘Har du krænket kvinder?’ Dér kan jeg som mand kun sige: Det håber jeg virkelig ikke. Men vi er potentielt krænkere allesammen, og det er virkelig ubehageligt,” siger Niels Hausgaard og fortsætter:

“Jeg ved godt, jeg stikker snotten frem, når jeg siger det her, men jeg synes, vi skal blive bedre til at anerkende, at vi er forskellige. Fordi forskellen mellem os mænd og kvinder er den, jeg holder allermest af. Vi skal have lige værd, men vi ER forskellige. Tænk hvis vi kunne anerkende det og omfavne det med kærlighed,” siger han.

Personligt ville Niels Hausgaard aldrig komme i et middagsselskab, der udelukkende bestod af mænd. Det giver slet ingen mening, siger han – for man gider ikke engang at holde maven inde. Man sidder bare dér.

“Hvis der er kvinder med, derimod, er der en helt anden dynamik. Man tager sig mere sammen, det gælder begge køn. Mænd holder maven lidt inde og prøver på ikke at være så dumme. Det er da en god måde at mærke forskellen på,” siger han.

Jeg tror altså ikke, jeg kommer til at gå i kjole. Det er ikke mig.

Niels Hausgaard

Niels Hausgaard er med på, at der – siden han selv blev kønsmoden – er kommet en række nye begreber og identiteter for køn og seksualitet på banen. Og det skal der skal være plads til.

“Det skal vi respektere og lære af. At der er nogen, hvor det ikke er så sort/hvidt, men hvor der er mange flere nuancer i det. Det tror jeg også, at der vil komme mere af fremover. Ikke fordi der bliver mere af det, men fordi vi definerer det anderledes,” siger han.

Flere kendte mænd er for tiden begyndt at eksperimentere med deres kønsidentiteter på en iscenesættende måde. Eksempelvis den britiske popsanger Harry Styles, der i efteråret optrådte på forsiden af modemagasinet Vogue iklædt en kjole. Var det måske noget for Niels Hausgaard – at lade sig fotografere til forsiden af Højskolebladet i skørt?

Denne gang kommer papegøjen i buret med en høj, fløjtende lyd. Som når en mand ser en flot kvinde på gaden og pifter efter hende. Niels Hausgaard griner.

“Der er visse ting, jeg er blevet for gammel til, og det her er én af dem. Jeg tror altså ikke, jeg kommer til at gå i kjole. Det er ikke mig. Det er jeg ikke opdraget til,” siger han.

Vores bedste venner er kvinder

Men tilbage til #MeToo og sexisme: Magtmisbrug er aldrig nogensinde acceptabelt, understreger Niels Hausgaard. Ligefrem at stikke sin tunge i øret på en kvinde, man ikke kender, er simpelthen “noget rod”, siger han med reference til Københavns tidligere overborgmester Frank Jensen, der efter sigende skulle have slikket sangerinden Annette Heick i øret. “Det er da helt mystisk,” tilføjer han. 

Mere alvorstungt forklarer Niels Hausgaard: “Hvis man har krænket og udvist fuldstændig tåbelig adfærd over for en, der er svagere end en selv, og måske en, man har magt over, så skal det have konsekvenser. Selvfølgelig. Det er så meget mangel på format og kærlighed, hvis man opfører sig sådan. Det er i virkeligheden meget lidt mandigt, synes jeg.”

Hvad “mandighed” i øvrigt dækker over, er ikke lige til at svare på, medgiver han.

LÆS OGSÅ: "#MeToo minder mig om, at den seksuelle dannelse er akutel som aldrig før"

“Jeg synes jo, at hvis man som mand føler, at man har mange kræfter i alle retninger, så må det også afstedkomme en ansvarsfølelse og en ‘passen-på’ de andre. Men det er godt nok svært at definere. Nærmest umuligt. Jeg opfatter os først og fremmest som mennesker,” siger Niels Hausgaard, der dog ikke mener, at han selv har mistet sin mandighed.

“Nej, det synes jeg ikke. Samfundet er anderledes nu. Men vi er mænd, og vores bedste venner er kvinder. Og vi skal opføre os som mænd, og de skal opføre sig som kvinder.”

Han uddyber:

“De mænd, der bliver straffet for tiden, er folk, der ikke kan finde deres nye rolle i samfundet, nu hvor de ikke længere skal agere skaffedyr, krigere og alt muligt andet. De skal til at finde en anden rolle. Men så skal kvinder også holde op med at sige til mænd: ‘Vi behøver jer ikke, I er nogle tåber’. Det har de ret i – det er vi. Men de er også nødt til at forstå, at vi gerne vil være venner.”

Beskyldt for mange ting, men ikke sexisme

Tidligere kunne Niels Hausgaard snildt lave jokes om mandeidealer og ændrede kønsroller. Men selv om der ifølge ham er brug for, at flere mænd kommer mere på banen i sexismedebatten – at samtalen om #MeToo ikke bliver kortsluttet, fordi man har et bestemt køn – egner diskussionerne sig ikke som materiale i hans shows. Til det er tonen lige nu for uforsonlig, mener han.

“Vi er ikke der, hvor vi skal lave sjov med det. Problemet er jo, at mænd i generationer har lavet sjov med kvinder på en rigtig trist måde. Det er vi nødt til at holde op med. Som mænd er vi i stedet nødt til ærligt at sige: Vi kan godt lide jer – skal vi ikke prøve at snakke sammen?”

Hvis først man mister sin interesse for tilværelsen og sin nysgerrighed, så pløjer man fortidens agre.

Niels Hausgaard

Har Hausgaard selv egentlig nogensinde lavet en sexistisk joke?

“Jeg er blevet beskyldt for rigtig mange ting. Men ikke det. Og det kan være en fejl, at jeg ikke har fået det at vide. Men jeg kunne ikke finde på at sige noget nedladende om kvinder. Det har jeg ikke lyst til,” siger Niels Hausgaard. En lang tænkepause forløber.

“Jeg kommer til at lyde meget selvretfærdig, det ved jeg godt. Men jeg kan ikke mindes, at jeg har gjort det. Hvis jeg har gjort det, vil jeg skamme mig over det, for så ville det være, fordi jeg har været på skideren og har skullet bruge et eller andet virkelig tåbeligt for at komme videre i et show.”

Hjem til Nordjylland

Niels Hausgaard lægger an til at køre “hjemover”. Der er 475 kilometer fra Dragør til stutteriet hjemme i Nordjylland, hvilket giver ham god tid til at fundere over de væsentlige ting i tilværelsen.

“Jeg håber, jeg er blevet bedre til at leve. Det har altid været mit mål. Ikke at blive rigere eller bedre til bestemte ting, men at blive bedre til at leve og blive mere interesseret i det, der sker. Hvis først man mister sin interesse for tilværelsen og sin nysgerrighed, så pløjer man fortidens agre. Så er der intet andet.”

Han trækker i sin trenchcoat og bevæger sig ud mod receptionen, hvor papegøjen stadig sidder og holder øje ham.

“Det er så hyggeligt, at den er her,” siger han, mens han udveksler et pænt farvel med den talende fugl.

“Men også meget ubehageligt at tænke på, at den sidder hele sit liv i et lille bur. Det er næsten ligesom med mink. Bortset fra at man ikke rykker fjererne af den til sidst,” konstaterer han, inden han hopper ud i sin bil med retning nordpå. Til en landsdel, hvor der er pokkers langt mellem husene, men hvor man ifølge Hausgaard heldigvis bliver tvunget til at stå ansigt til ansigt med sig selv. Corona eller ej.