Hvis 2020’erne skal blive årtiet, hvor menneskeheden for alvor vender udviklingen og gør noget ved de globale klimaforandringer, skal måden, vi tænker dannelse på, til revision.
Sådan lyder det fra Connie Hedegaard.
Som forhenværende minister, EU-kommissær og nu international toprådgiver på klimaområdet mener hun, at vi skal blive bedre til at sætte ord på nogle andre værdier end de rent materielle og økonomiske. De værdier, som i de seneste mange år har præget verdenssamfundet, og som har medvirket til alvorlige, menneskeskabte klimaændringer.
“Vi har behov for at komme tilbage til nogle af de mere åndelige og humanistiske værdier – og få dem ind i uddannelsessystemet. Hvordan forholder vi os til hinanden og til jorden? Det mener jeg er helt afgørende, efter vi har haft en lang periode, hvor det ikke ligefrem har været den klassiske dannelse, der har været i højsædet,” lyder det fra Connie Hedegaard, der selv er cand.mag. i historie og litteraturvidenskab.
Man kan ikke hævde at være et dannet menneske i det 21. århundrede, hvis ikke man har en fundamental viden om vores bæredygtighedsudfordringer
Connie Hedegaard
Som formand for blandt andet Aarhus Universitet er hun med til at ajourføre de studerendes forståelse for, hvordan vores eksistens og naturgrundlaget hænger sammen. Så man eksempelvis ikke kan blive kandidat fra et dansk universitet uden at have en basisviden om hele den grønne dagsorden.
“Jeg mener, at den skal gennemsyre hele vores uddannelsessystem og integreres på alle læreanstalter. På Aarhus Universitet er vi gået i gang med at kigge på alle læseplanerne, hvilket man bør gøre i folkeskolen og opefter. Man kan ikke hævde at være et dannet menneske i det 21. århundrede, hvis ikke man har en fundamental viden om vores bæredygtighedsudfordringer,” siger hun.
Og netop når det gælder dannelse, spiller højskolerne en vigtig rolle, også i et klimaperspektiv, mener Connie Hedegaard.
Mennesker er modtagelige
Udover at sidde for bordenden i en række bestyrelser, fonde og organisationer, indgår Connie Hedegaard i højskoleforeningens bæredygtighedsnetværk. Fordi hun mener, at højskoler har potentiale til at mobilisere den understrøm af mennesker, der i stigende grad er begyndt at reflektere over deres forbrug og forhold til naturen.
“Jo mere man viser betydningen af folks handlinger og gør det, man kan gøre, konkret – des længere kommer vi. Og dér har højskolerne en virkelig interessant rolle. Ikke kun som højskoler, men som aktører i et lokalsamfund,” siger Connie Hedegaard, der i sine teenageår var patruljefører i KFUK, og som i løbet af sin karriere har gæstet mange af landets højskoler som politisk taler.
LÆS OGSÅ: Det direkte møde med naturen
“Jeg tror på, at mennesker er modtagelige. Vi vil egentlig gerne de bæredygtige løsninger, men der er nok mange, der stadigvæk famler lidt med, hvad ‘lille jeg’ kan gøre ved det hele. Og der synes jeg, højskolerne – med den kraft, en højskole kan være i et lokalsamfund – kan være med til at skabe nye fællesskaber,” siger Connie Hedegaard.
Til modspørgsmålet om, at hvis ikke højskolerne rykkede lokalt på den grønne dagsorden, så ville der blot være nogle andre lokale aktører, der gjorde det – svarer hun:
“Hvis man kigger historisk på det, har højskolebevægelsen handlet om andet end lige det, der foregik på den pågældende højskole den pågældende dag. Det er rigtigt, at det jo også kan være kommunen eller folkeligt oplysningsforbund henne om hjørnet, der tager stafetten. Men i mange sammenhænge – og i mødet mellem generationer – kan højskolebevægelsen spille en interessant rolle. Fordi jeg mener, at dét at tale dannelse er helt afgørende efter nogle årtier, hvor verden har haft hovedet et andet sted.”
Chancen for gentænkning
Connie Hedegaard står i dag som en af klodens fremmeste klimaforkæmpere. Allerede som 23-årig blev hun valgt til Folketinget for de Konservative, og da hun rundede de 30, gik hun fra politik til journalistik, bl.a. som studievært på Deadline på DR2, inden hun gjorde comeback i det formelle folkestyre under Anders Fogh Rasmussens VK-regering – denne gang som klima-, energi og miljøminister. I 2010 blev hun så udnævnt til EU’s klimakommissær. Den første nogensinde.
Hvorfor ikke bruge den meget brede folkelige og politiske opbakning, der er på klimaområdet nu, til at sige: Lad os skabe nogle nye fællesskaber til at kunne løse den her svære opgave.
Connie Hedegaard
Året inden var verden vidne til et historisk anspændt klimatopmøde, COP15 i København – med masser af folkelig mobilisering og politiske forventninger – men uden et resultat, der kunne leve op til hypen. I stedet raserede en global krise, dengang en finansiel en af slagsen, hvilket ifølge Connie Hedegaard fik beslutningstagerne til at sidde klimaforskernes mange advarsler overhørig.
Det udløste på sidste års Klimafolkemøde i Middelfart følgende bemærkning fra Connie Hedegaard: “Vi kan ikke sige, vi ikke var advaret, og nu har vi ikke råd til at miste endnu et årti.”
Så hvor står vi nu, hvor vi er godt i gang med 2020’erne – og hvor en ny verdensomspændende krise løber med dagsordenen?
“Vi står der, hvor der er mindre diskussion om, hvorvidt der er et problem i forhold til klimaspørgsmålet. Rundt omkring i verden ser man, at alvoren er gået op for folk. De store spillere, også hos investorer, banker, pensionskasser og globale virksomheder, har forstået alvoren. Det er der selvfølgelig mange, der kan undre sig over – why did it take so long?” spørger Connie Hedegaard.
Hun nævner eksempler på, hvordan EU i højere grad er begyndt at integrere klimaindsatsen i deres reformpakker. At Joe Bidens nye infrastrukturplan “Build back better” i stor stil fokuserer på grønne jobs. Og at den nyeste kinesiske femårsplan også rummer ambitiøse klimapolitikker.
LÆS OGSÅ: Tag med Margrethe Vestager til eksamen i hendes egen nye højskolesang
Connie Hedegaard tror derfor ikke på, at vi går endnu et tabt årti i møde. Men hun understreger, at det stadig er early days i forhold til pandemien.
“Det bliver sværere, som krisen trækker ud, og der er bare en grænse for, hvor mange kæmpestore udfordringer politikerne kan have på én gang. Men jeg tror, vi står et andet sted end dengang efter COP15. Vi står med en unik chance for at gentænke, hvordan vi gør tingene. Hvordan vi kan organisere vores arbejds-, rejse- og trans- portmønstre på en anden måde,” siger hun.
Vi kan skabe forandring
Tidligere på året udkom Microsoft-grundlæggeren Bill Gates med bogen Sådan undgår vi klimakatastrofen: De løsninger vi har, og de gennembrud vi behøver. I den forbindelse interviewede Connie Hedegaard ham til Berlingske, hvor hun blandt andet spurgte, hvorvidt vi har lært af pandemien i forhold til klimaforandringer – og hvis ja, hvordan bruger vi så bedst de erfaringer? Højskolebladet stiller hende samme spørgsmål, og svaret kommer prompte:
“Vi har lært, at vi kan skabe forandring. Vi kan oven i købet skabe forandring ret hurtigt, og de politikere eller ledere i erhvervslivet, der stiller sig i spidsen for det, har også haft en oplevelse af, at det faktisk skaber respekt,” siger Connie Hedegaard og uddyber:
“Vi har grundlæggende at gøre med en Mette Frederiksen eller en Erna Solberg (Norges statsminister, red.) – eller hvem det nu kan være af ledere – der har sat sig i spidsen og sagt: ‘Det er sådan her, vi gør det’. Det har vist sig at give respekt blandt borgerne.”
Vi har lært, at vi kan skabe forandring. Vi kan oven i købet skabe forandring ret hurtigt, og de politikere eller ledere i erhvervslivet, der stiller sig i spidsen for det, har også haft en oplevelse af, at det faktisk skaber respekt
Connie Hedegaard
Men hvor er Connie Hedegaards kritik af S-regeringens klimaindsats, der af flere centrale klimaaktører beskrives som utilstrækkelig, hvis klimamålene skal nås – ikke mindst målet om 70 % reduktion af drivhusgasser inden 2030? Under den forhenværende V-regering holdt hun sig ikke tilbage.
“Jeg synes, at regeringen mangler at tage fat på de svære ting, og det har jeg også skrevet om, fx i forhold til CO2-afgiften. Hvad venter vi på? De økonomiske vismænd og Finansministeriets regnefolk står jo og siger: Kom nu! Hvis omstillingen skal lykkedes, er vi nødt til at være lidt dygtigere til også at træffe svære beslutninger,” siger Connie Hedegaard.
Troen på videnskab
Hun har personligt rådgivet S-regeringen på klimaområdet og blandt andet foreslået den at indføre en række branchespecifikke klimapartnerskaber med erhvervslivet, hvilket også er sket. Men regeringen tænker ifølge Connie Hedegaard stadig for siloopdelt på det grønne område og har endnu ikke haft mod til at indgå klimaaftaler med landbruget.
Der er ellers et grønt politisk flertal bag regeringen. Så hvorfor er det, at der ikke sker mere på det grønne område herhjemme?
“Det er jo, fordi man er bange for vælgerne. Christiansborg-folk har så travlt med at bedyre, at det ikke må kunne komme til at mærkes af nogen. Og det er efter min mening noget vrøvl, fordi vi kommer til at kunne mærke det. Vi kommer til at betale mere for visse ting. Vi kommer til at lægge nogle vaner om. Vi kommer til at rejse på en anden måde. Jo før man holder op med at foregøgle folk, at man kan lave en omkalfatring på relativt kort tid, uden at nogen kommer til at mærke det – des bedre,” siger Connie Hedegaard.
LÆS OGSÅ: Lad os rykke helt vildt
“Det er lidt en stråmand at være så bange for mennesker. Folk er jo ikke idioter, og Hr. og Fru Jensen har gennemskuet, at det her ikke bliver så enkelt endda. Så hvorfor ikke bruge den meget brede folkelige og politiske opbakning, der er på klimaområdet nu, til at sige: Lad os skabe nogle nye fællesskaber til at kunne løse den her svære opgave. Lad os vise resten af verden, at det godt kan lade sig gøre”.
Og så er vi tilbage ved det tabte årti. For hvad sker der, hvis verden skal vente ti år mere på bæredygtige handlinger, der kan modvirke de tiltagende storme, oversvømmelser og tørker, som vi er begyndt at mærke forskellige steder på kloden?
“Så vil klimaforandringerne omkring os accelerere, hvis man skal tro på forskningen. Og hvad skal vi ellers tro på?” siger Connie Hedegaard.
“Hvis vi tror på videnskab, har vi stadigvæk mulighed for at håndtere udfordringerne og holde os under de grænser, som forskerne anbefaler, med nogenlunde håndterlige midler. Hvorimod hvis vi spilder de næste ti år, skal vi ud i meget mere drastiske tiltag, og vi vil se voldsommere konsekvenser. Det vil kunne mærkes på vores økonomi, men det vil også have menneskelige omkostninger,” siger hun og runder af:
“Pandemien har vist os, at det er dyrt ikke at lytte til videnskabens advarsler. Det var jo ikke, fordi vi ikke vidste, at der kunne komme pandemier. Alligevel var vi virkelig uforberedte. Men vi behøver jo ikke gentage det samme en gang til. Skulle vi nu ikke tage advarslerne alvorligt? Vi ved, hvad vi skal gøre.”