Jeg har altid været optaget af bæredygtighed. Også inden det hed det. Vi mennesker er de eneste levende væsener her på jorden, der er selvreflekterende. Som kan se os selv udefra og forholde os til angst, skam og skyld – for nu at blive lidt Kierkegaardsk. Og fordi vi har den evne, er det min kongstanke, at så har vi et særligt ansvar for jorden.
Dengang i 1990’erne, hvor jeg blev ansat på Den Rytmiske Højskole, var man så småt begyndt at have opmærksomhed på grønne tiltag i højskoleverdenen. Når jeg kiggede rundt på, hvad andre højskoler lavede, var det meget noget med økologisk mad og opdyrkelse af køkkenhaver. Frilandsbølgen og bæredygtigt byggeri var også lige begyndt. Og så var der nogle skoler, der havde en vindmølle.
Da jeg selv begyndte at undervise i bæredygtighed, var det op ad bakke. Eleverne syntes, det var fedt – men i forhold til personalet var det nye stier, der skulle betrædes. Jeg hyrede på et tidspunkt en økologisk madkonsulent, der kunne inspirere os og køkkenet, da der herskede meget usikkerhed vedrørende økologiske madordninger og omkostningerne ved det. Sammen med eleverne byggede vi et kæmpe hønsehus og et drivhus for at prøve noget andet.
LÆS OGSÅ: Lad os rykke helt vildt
Jeg har i snit fire timer om ugen i mit økofag. Engang troede jeg, at jeg kunne nå at bygge et stort halmballehus på to semestre. Det tog så fire år. Men sådan er det med ting, man brænder for.
Vi har god plads oppe hos os. For cirka 10 år siden købte højskolen et ekstra stykke jord, så der blev mulighed for at kvalificere højskolens uderum – gøre dem smukkere og mere værdifulde. Her bygger vi med lavteknologiske naturmaterialer, som er billige. De pædagogiske dogmer har været, at byggeprojekterne kan tjene et formål, som kan bruges af eleverne – men at de også kan have en værdi i sig selv. Og så skal projekterne være overskuelige i deres udformning, så eleverne nemt kan være med til at føre dem ud i livet.
Det vigtigste i mit fag er, at man får en tro på, at man kan lave noget, der peger i en grøn retning
Niels Jørgensen
Ressourceetik fylder meget i min undervisning. Det handler ikke kun om klima og byggeri, men også om FN’s øvrige verdensmål, som eleverne har hørt meget om, men måske handlet mindre på. Derfor mener jeg, at der brug for “en omvendt Grundtvig”. En gang skulle bønderne oplyses om livet og demokratiet. Men i dag er det lige omvendt: Vi kan en hel masse ting med hovedet, men vi kan ikke så meget med hænderne, og når vi skal bygge noget, bliver vi nødt til at tage et online-kursus i Silvan eller gå på YouTube.
Når vi opnår håndværksmæssige erfaringer, kan vi handle og tage ansvar for vores eget liv. Komme ud af hamsterhjulet og skabe vores eget hjem – billigt og uden for megen gældsætning.
Nutidens bosætning er koncentreret om bysamfund, og derfor har vi fjernet os fra naturen, som er blevet et sted, vi besøger. Vi er måske ikke opmærksomme på den afhængighed, som alt levende har af hinanden i økosystemer. Planterne producerer ilt, som vi mennesker har brug for, og mennesker leverer omvendt næring til planterne.
LÆS OGSÅ: Økologi hitter på højskoler
Engang skulle nogle af mine elever plante en masse frugttræer. Jeg viste en af eleverne, hvordan man gjorde. Så gik jeg en tur et par måneder senere, hvor jeg havde glemt alt om det – og så var halvdelen af frugttræerne bare sat ned i jorden med potten på. Så nu kører jeg et regulært plantekursus og forklarer, hvad et træ er, og hvordan man planter ting.
Det vigtigste i mit fag er, at man får en tro på, at man kan lave noget, der peger i en grøn retning. Så eleverne fx kan bygge deres egen kompostbeholder derhjemme i stedet for at købe en af plastik. Eller at de kan lave deres egen jordkælder til at holde ting kolde på en naturlig måde.
Jeg synes, der er for lidt praksis i den skabende aktivitet i højskoleverdenen. Lige nu bevæger tilgangen til bæredygtighed sig heldigvis i en konkret, praktisk og skabende retning. Det er min forhåbning, at den udvikling fortsætter.