Livets læring: Fra Grundtvig til Gaia

Publiceret 03-05-2021

ESSAY Det må være en af højskolens fremmeste opgaver at genfortælle historien om livet og tilskynde til en dannelse, der åbner muligheder for, at vi genfinder vores plads i naturen – hverken over eller uden for den.

Tegning: Petrea Hvidberg Conradsen

 

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies

Af Jeppe D. Graugaard, lærer på Ry Højskole

En dannelse, der gør unge mennesker i stand til at håndtere fremtidens sociale og økologiske udfordringer, bliver nødt til at oplyse om den blindhed over for livets forbundethed med naturen, som har ledt menneskeheden ind i den globale systemkrise, der er i gang med at forandre grundlaget for livet på Jorden uigenkaldeligt.

De omvæltninger, der udfolder sig i naturen, og som kommer til at præge resten af det 21. århundrede, er konsekvenser af en måde at tænke om verden og være i verden, der har gjort mennesker fremmede over for de fundamentale relationer, som opretholder vores eksistens. Det gælder alt fra de infrastrukturer, der giver os mad på bordet og tøj på kroppen, til de mikrobielle strukturer, der er med til at regulere atmosfærens sammensætning.

LÆS OGSÅ: Lad os rykke helt vildt

Derfor handler bæredygtighed og grøn omstilling om meget mere end forandringer og løsninger på problemstillinger i den ydre verden. Det gælder i lige så høj grad de indre processer, der skaber vores værdier, selvopfattelse og verdensbillede.

Nødvendigheden af en indre omstilling bliver endnu tydeligere, når man tager de mange negative helbredsmæssige konsekvenser af forbrugssamfundet i betragtning: Vores kroppe og sind har brug for nogle helt andre ting end den livsstil, vores overforbrug lægger op til. Den relation til naturen, vi som kultur er vokset op med, giver bagslag i vores indre verden. Det må være et udgangspunkt for enhver relevant diskussion om fremtidens dannelse.

Grundtvigs kosmologi

Langt de fleste af os er analfabeter, når det gælder naturens orden og levende systemers udvikling. Oplysning om denne analfabetisme har potentialet til at revolutionere, både hvordan vi tænker om verden, og hvordan vi er i verden, fordi naturens love ikke bare er teori, men principper, der virker i os selv, og som vi kan afstemme vores liv med.

Naturen på vores klode har en iboende evne til at opretholde liv, og bæredygtighed handler derfor dybest set om at danne fællesskaber, der indgår i naturens kredsløb uden at reducere denne evne. Den slags fællesskaber findes der heldigvis mange eksempler på, så grundlaget for en bæredygtig forandring er der.

Man kan med rette spørge, om ikke højskolerne skal gå forrest i udviklingen af de pædagogiske praksisser, der skal klæde unge mennesker på til at håndtere fremtidens udfordringer? Det ville på mange måder være ganske enkelt.

Naturen på vores klode har en iboende evne til at opretholde liv, og bæredygtighed handler derfor dybest set om at danne fællesskaber, der indgår i naturens kredsløb uden at reducere denne evne

Jeppe D. Graugaard

Højskolerne har fra begyndelsen interesseret sig for bæredygtighed i bredeste forstand. Livsoplysning, demokratisk dannelse og folkelig oplysning kan ses som uundværlige aspekter af en dannelse, som ønsker at skabe et bæredygtigt samfund og væredygtige borgere. “Til skole”, sagde Løgstrup, “hører oplysning ... om naturen, vi er indfældet i, med vort åndedræt og stofskifte, om universet vi er indfældet i med vore sanser”. Udviklingen af en “bæredygtig dannelse” ligger i direkte forlængelse af højskolernes tankegods og pædagogik.

Når vi synger ”Oplysning være skal vor lyst / er det så kun om sivet”, giver vi stemme til en af grundtankerne i Grundtvigs skolesyn:

Oplysning handler om meget mere end faglighed, og uanset hvad der undervises i på en højskole, sigter det imod oplysningen om tilværelsen. Livsoplysning er en fordring om, at vi alle får indsigt i livets grundvilkår og tilegner os de egenskaber, der skal til for at leve et “jævnt og muntert, virksomt liv på jord”. At oplysningen om sivet kan fortælle os noget dybere om livet, er faktisk udtryk for en tankegang, som er fuldstændig tidssvarende i det 21. århundrede.

I Grundtvigs kosmologi er det umuligt at begribe den enkelte del uden at have et begreb om helheden, og det vil enhver systemtænker skrive under på i dag.

At skabe bære- og væredygtighed

Selvom Grundtvig naturligt nok var præget af sin egen tids kosmologiske forestillinger, som er ude at trit med det, vi ved om livets udvikling og historie her halvandet århundrede senere, havde han alligevel fat i noget grundlæggende, når han fortalte og skrev om livet som drivkraften i skaberværket – som et lys, hvormed tilværelsen må forstås.

LÆS OGSÅ: Højskolelærer: Vi har brug for at lave en "omvendt Grundtvig"

Der er nemlig noget i denne forestilling, der knytter an til det, vi i dag ved om vores symbiotiske planet. Livet er en proces, der – baseret på cellers evne til homøostase, til at skabe variation og til at indgå i nye fællesskaber – kontinuerligt genopfinder sig selv i nye, mere komplekse og diverse former. Og livets mange former kan anskues som systemer, der indgår i større økosystemer, som indgår i biomer, som tilsammen udgør biosfæren, der regulerer Jordens forskellige kredsløb og klimatiske forhold.

Vi må se vores individuelle og fælles tilværelse i lyset af det, vi ved om livet på Jorden. Hvis ikke vi forstår, at et rumvæsen ville kigge på Jorden og se en symbiotisk klode, der består af økologiske og sociale fællesskaber på tværs af arter – fra de største pattedyr til de mindste bakterier – forstår vi ikke grundlaget for det liv, vi opfatter som vores eget. Og så vil vi ikke være i stand til at handle i overensstemmelse med Jordens og naturens virkelighed.

Når man kigger ud i samfundet og vores globale civilisation, fristes man til at spørge, hvor oplysningen og fortællingen om livet mon er blevet af? 

Det er den samklang, vi som samfund er blevet døve for – en døvhed, hvis konsekvenser vi nu oplever som klimaforandringer, masseudryddelse af arter og naturødelæggelser, der for blot få årtier tilbage ville synes helt igennem usandsynlige. Det er kun ved at lære at høre, se og føle vores samhørighed, at vi kan ændre kurs.

Det må være kernen i en dannelse, der ønsker at skabe bære- og væredygtighed. Men når man kigger ud i samfundet og vores globale civilisation, fristes man til at spørge, hvor oplysningen og fortællingen om livet mon er blevet af? Hvad skete der med forståelsen af mennesket som uløseligt forbundet med og bundet af naturen? Er vores natursyn blevet forkrøblet af historien om den stærkestes overlevelse og genernes selviskhed? Findes fællesskabet og samarbejdet ikke også i naturen? Hvad skete der med kærligheden til og fascinationen af naturen? Hvor skal vi lede efter en fortælling om livet, der kan bære os igennem klima- og biodiversitetskriserne?

Det største fællesskab er Gaia

Det må være en af højskolens fremmeste opgaver i dag at genfortælle historien om livet og tilskynde til en dannelse, der åbner muligheder for, at vi genfinder vores plads i naturen – hverken over eller uden for den. I dag ved vi, at selvom alle levende væsner ikke er lige komplekse, er de lige udviklede.

Alle former for liv, der findes på kloden lige nu, er resultatet af mere end tre milliarder års udvikling, hvad enten det er bakterier, flagermus, mennesker eller blåhvaler. Hvis ikke vi respekterer alle arters grundlæggende ret til at være her, nedbryder vi en orden, der er større end os, og som danner grundlaget for vores eksistens. Vi modarbejder faktisk den proces – eller den kraft og det lys, som Grundtvig måske ville have sagt – der udfolder sig i alle levende systemer.

For ifølge livsvidenskaberne er livet ikke en ting, men en proces – og ovenikøbet en proces, som er karakteriseret af kognition, læring og kreativitet. I dette perspektiv er vi mennesker er ikke bare individer, der eksisterer i samspil med vores omgivelser. Vi er holobionter, hvilket vil sige, at vi i os selv er økosystemer, der består af et væld af organismer, der tilsammen udgør en krop, som er i konstant udveksling med vores omverden.

LÆS OGSÅ: Connie Hedegaard: "Vi har behov for at komme tilbage til de åndelige værdier"

Vi er en del af en proces og et fællesskab, der i kraft af sin egen eksistens – sin evne til selvopretholdelse, vækst, diversitet – opretholder grundlaget for liv på Jorden. Livets fællesskab er på den måde det næststørste fælleskab på planeten, der udgøres af alle arter og holobionter, der består af celler.

Det største fællesskab er Gaia, koblingen af livet og materien på Jorden, der tilsammen udgør et selvregulerende system. En planet, der – som en lille ø i det uendelige verdensrum – er i stand til at opretholde grundlaget for liv, kognition, bevidsthed og kreativitet. Det er et fællesskab, hvor vi allesammen hører til. Det er en del af os, ligesom vores mikrobiota er en del af os.

Vi er hver især forankret i et fællesskab, der forlænger vores individuelle jeg ud i verden: I de økosystemer, vi bevæger os i, i hele biosfæren med al dens forskellighed, ja helt ud til jordkloden som helhed. Det, “vi” kalder “os”, strækker sig meget langt ud i verden. Dette er en forståelse, som har potentialet til at forandre vores væren.

Bevidstheden om livets fællesskab

Grundtvigs virke var centreret om, at almuen, den fattige, uoplyste bondebefolkning, skulle begynde at opfatte sig selv som en del af et folk – sammen med borgerskabet, adelen og kongen. Omfanget af det projekt er svært at forestille sig i dag. Dengang ville en bonde måske opfatte en dansk adelsmand som lige så anderledes som en hvilken som helst anden europæisk adelig.

For Grundtvig var det folkelige forankret i det almenmenneskelige. For ham handlede livsoplysning i høj grad om, at alle skulle lære deres ligeværd som mennesker at kende. I dag kan vi godt forestille os menneskeheden, og at vi i princippet allesammen er lige meget mennesker. Vi er på vej til at have taget skridtet fra folk til art (selvom det nogle gange kan føles, som om der er lang vej endnu).

Det næste skridt må være for os mennesker at udvikle eller genopdage bevidstheden om, at vi er en del af livets fælleskab og dermed også af den levende Jords fællesskab. Ikke som et højere udviklet væsen, der skal træde ned blandt pøblen, men på lige fod med alle andre levende væsner. Vi mennesker er uvilkårligt født ind i to almene fællesskaber: Det ene er det menneskelige, og det andet er biosfæren.

Det største fællesskab er Gaia, koblingen af livet og materien på Jorden, der tilsammen udgør et selvregulerende system. En planet, der – som en lille ø i det uendelige verdensrum – er i stand til at opretholde grundlaget for liv, kognition, bevidsthed og kreativitet. Det er et fællesskab, hvor vi allesammen hører til.

Jeppe D. Graugaard

Bevidsthed om livets fællesskab må være en del af den dannelse, vi tilsigter på højskolen. Og det er ikke kun et spørgsmål om at bedrive en pædagogik, der er tilpasset tiden. Det er et spørgsmål om, at bevidstheden om livets fællesskab kan blive afgørende for, hvordan den globale økologiske krise, vi befinder os midt i, kommer til at udvikle sig.

Der findes nogle grundlæggende regler, vi som mennesker bliver nødt til at respektere, for at biosfæren kan blive ved med at understøtte os. De regler bør vi alle kende. Livet har sine veje, og vi kan enten følge dem, eller vi kan ignorere dem. Men så snart vi lukker øjnene for livets principper og negligerer livets fællesskab, navigerer vi uden kompas og løber den risiko, at vores vej ender blindt.

Det gør en verden til forskel, om vi formår at åbne os for den måde, livet udfolder sig på, og indretter vores tilværelse tilsvarende, eller om vi påtvinger verden vores forestillinger om, hvordan den bør være. Det handler ikke bare om bevidsthed eller væren – vi kan rent faktisk forlade os på de mønstre, livet tegner i naturen, hvis vi kan genkende dem.

Fremtidens dannelse

Dette er samtidig et perspektiv, som åbner for nye organisations- og handleformer. Vi behøver ikke at opfinde bæredygtige fællesskaber fra bunden. Vi har meget at lære af den måde, økosystemer er indrettet på og fungerer. Vores demokratiske processer, økonomiske systemer og lovmæssige rammer kan faktisk indrettes i overensstemmelse med naturens grundprincipper. Det findes der også eksempler på fra andre kulturer.

Hvis vi først kan opdage vores blindhed og døvhed over for livets og naturens orden, er der masser af materiale at lære af. Det sværeste er at mærke det fravær i vores dannelse, der har givet os et fattigt natursyn og et fragmenteret verdensbillede. Derfor er det, når det kommer til stykket, måske heller ikke helt enkelt for højskolerne at udvikle en “bæredygtig dannelse”.

Det kræver, at vi i undervisningen tør sætte vores blindhed og døvhed under lup. Det kræver eksperimenter, fejltrin og forlis. Men hvis vi begynder med begyndelsen og undervejs lærer lidt om livet, om naturen og om Jordens system, behøver det ikke være svært.

I en tid, der er præget af en global økologisk krise, som er forårsaget af os mennesker, er fortællingen om livet måske vigtigere end nogensinde. Måske har vi glemt at blive ved med at fortælle historien om livet – også på højskoler?

Jeppe D. Graugaard

Forfatteren Meïr Goldschmidt anså dannelse som “den udviklede evne til at være opmærksom” – og hvis vi bare bruger opmærksomheden rigtigt, skal dannelsen nok opstå af sig selv. Når man bliver i stand til at være opmærksom på noget nyt i sig selv og i verden, udvides ens syn på virkeligheden, ens selvforståelse, tænkemåde eller væremåde. Måske er bæredygtig dannelse så simpelt som at udvikle vores evne til opmærksomhed på forholdet imellem mennesker og natur.

Fortællingen er vigtig: Den rammesætter vores handleformer, værdier, natursyn og selvforståelse. Det vidste Grundtvig, og derfor blev fortællingen om livet, lyset og livsoplysningen helt central i udviklingen af den dannelse, der foregår i højskoleverdenen.

I dag kan det virke gammeldags, når vi synger om et “jævnt og muntert, virksomt liv på jord”, og at “alting ventes i naturens orden”. Men det er ikke desto mindre aktuelt, og ja, endda påtrængende, når det gælder samtalen om fremtidens dannelse.

I en tid, der er præget af en global økologisk krise, som er forårsaget af os mennesker, er fortællingen om livet måske vigtigere end nogensinde. Måske har vi glemt at blive ved med at fortælle historien om livet – også på højskoler?

Blå bog

Jeppe D. Graugaard

Født i 1983.
Uddannet MSc Climate Change og ph.d ved University of East Anglia i England.
Har tidligere arbejdet som miljøkonsulent.
Siden 2016 lærer på Ry Højskole, hvor han bl.a. underviser i faget ”Kloden Kalder” om global økologi og alternativerne til forbrugssamfundet. Han har netop udgivet en illustreret vejledning til undervisningsforløbets virtuelle rejse rundt på kloden. Det kan sammen med resten af fagmaterialet læses på klodenkalder.com. Hans øvrige tekster og online-projekter findes på patternwhichconnects.com