Det er aften i biblioteket. Eleverne diskuterer det foredrag, de deltog i sammen med de korte kursister i formiddags. De er forargede over, hvor ignorante de gamle kursister er over for klimaforandringerne. De kalder dem boomere.
Ovenstående afspejler en generationskrig, som for tiden udspiller sig på nettet. Ifølge den nuværende ungdomsgeneration udgør ”baby boomer”-generationen et politisk flertal mod grøn omstilling og økonomisk lighed, mens den selv nyder fastansættelser og forbrugsfest.
LÆS OGSÅ: “Ikke at arbejde når man er højskolelærer, er næsten ikke at leve”
Derudover er “boomerne” sexister, racister og teknologisk helt ude at skide. I Danmark har boomeren endda fået sin egen Facebook-fanside. Den hedder ”En gruppe hvor vi alle lader som om vi er boomere” og er et morads af kommafejl og opkast-emoji, rasen over muslimerne, støtteerklæringer til Jes Dorph-Petersen, og hvor alt kommenteres med ”bare min mening” eller ”delt i [indsæt tilfældigt postnummer]”.
Så når højskoleeleverne kalder kursisterne ”boomere”, er kursisterne ikke bare gamle – de er spidsborgerlige og håbløst usolidariske over for den generation, der skal overtage en udpint planet. Selv på højskolen – den demokratiske dannelses tempel siden 18-hundrede-og-whatever – har samfundstendensen, vi kalder boomer-bashing, sneget sig ind.
En poetisk dannelse
Jeg legede ellers højskolelærer og prøvede at lære eleverne det stik modsatte med poetisk dannelse – skud ud til Rasmus Kolby Rahbek for dét begreb. Jeg syntes, at min egen disciplin, antropologien, passede perfekt ind i den poetiske dannelses pædagogik. For i takt med, at antropologistuderende præsenteres for flere forskningsresultater og mere mangfoldighed i verden, bliver de mindre forudindtagede, mere nysgerrige og forundrede. Dén erkendelsesproces skulle mine højskoleelever lære!
Selv på højskolen – den demokratiske dannelses tempel siden 18-hundrede-og-whatever – har samfundstendensen, vi kalder boomer-bashing, sneget sig ind
Johanne Mailund Rebsdorf
Så jeg præsenterede dem for islamisk feminisme. Men dét skulle de ikke lige bede om... De mente, at denne isme forsvarede fundamentalisme og stammepatriarkat. Det affødte en lang snak om at prøve at lægge vestlige forforståelser til side – det behøver ikke gøre ondt – for overhovedet at forstå.
Men den opfordring har en indbygget risiko. Tænk, hvis eleverne lod sig forundre over religiøse kønskampe og derefter gik ud i verden og ikke tog stilling til burkaforbud og Afghanistan-krige, fordi alt er komplekst og intet er sandt; hvis den poetiske dannelse blev tom og handlingslammet kulturrelativisme; hvis eleverne lærte om verdensmål og accepterede, at de korte kursister ser tingene anderledes, hvorefter de bare lod sig forundre over verdens mangfoldighed, mens boomere spiser oksekød i Alanya? Nej, sådan når man ikke FN’s Verdensmål.
Hvis mit poetiske dannelsesprojekt om forundring fremfor afstandtagen skulle lykkes uden for klasselokalet, skulle jeg finde et overbevisende eksempel uden for klassens tekster. Det lå ligefor.
Den frivillige boomer
Løgumkloster Højskoles hårde genfødsel under en global pandemi blev hjulpet godt på vej af 40 lokale frivillige, primært ældre, som stod klar til at hjælpe med opstarten.
I elevernes perspektiv var disse frivillige high-level boomere. Vi taler DF-land, kirkeinstitutioner og landbrug – hvem ved, måske støtter de også Jes Dorph? Men mens eleverne lærte om økologisk filosofi i de varme klasseværelser, gik de frivillige rundt uden for vinduerne i silende novemberregn og anlagde kålhave og reparerede tagrender. Og kostskoleformen fordrede møder mellem de to generationerne ved alt fra frokostbuffetten til sangaftenener og skakspil.
LÆS OGSÅ: Så blev det sagt: Børn skal opdrages af deres forældre
De frivillige blev ikke ikke bare hevet ind og vist frem i undervisningen, hvorefter alle gik hjem til sig selv. I et landdistriktsområde, hvor det ikke just myldrer med tilbud, er højskolen ligeså meget de frivilliges lokale fælled for engagement som de unge elevers.
De ældre frivillige blev levende og daglige påmindelser til eleverne om, at man ikke er tabt, bare fordi man er fyldt 55 år og bor på landet. At FN’s verdensmål også skal virke lokalt. De blev beviset på, hvad man lærer, hvis man fremfor at danne hurtige meninger om boomere spørger nysgerrigt og lader sig forundre. Og dermed blev de frivillige og deres kålhave en konkret berettigelse for min undervisnings poetiske dannelse.
Løgumkloster Højskole havde i efteråret sit første elevhold bestående af 23 elever (de bedste af slagsen – naturligvis). Således er vi 23 unge tættere på målet ud af en verdensbefolkning på 6,6 milliarder ... Så der går nok nogle dage, før vi bremser den globale opvarmning.
Men lad det være et lillebitte antropologisk argument for menneskers forandringspotentiale, når jeg siger, at højskolerne har et unikt potentiale for at være steder, hvor forskellige generationer kan mødes med nysgerrighed og forundring og bygge bro over den generationskløft, som lige nu hæmmer en bæredygtig omstilling.