Indstillet i 2016: Søndbjerggård Ungdomshøjskole

INDSTILLET TIL HØJSKOLEPÆDAGOGISK PRIS Det er bemærkelsesværdigt, at flere fagfolk indenfor det etablerede psykiatriske behandlingssystem i forbindelse med visitationer ofte udtaler, at eleverne ikke vil kunne magte de højskoleaktiviteter, man har på Søndbjerggård Ungdomshøjskole – praksis viser, at eleverne netop gennem disse aktiviteter, og naturligvis med støtte fra velkvalificerede og erfarne lærere, bryder ud af patientrollen og profiterer af de normalitetsforventninger de mødes med.

Begrundelse

Ungdomshøjskolen Søndbjerggård ligger i naturskønne omgivelser på Thyholm, og er velsagtens ladets mindste Ungdomshøjskole med et maximalt elevtal på 14 elever. Skolen har siden sin start i 1985 haft højskolegrundlaget som sit menneskelige og pædagogiske udgangspunkt – at oplive og oplyse. Ungdomshøjskolens målgruppe har fra sin start været unge med ondt i sjælen, og hvor vejen fra et samfund fokuseret på sygdom til en tilværelse blandt andre almindelige mennesker er foregået gennem et forventningssæt og en tilgang af normalitet og aktiviteter, der har udfordret de gængse måder at behandle psykisk sårbare og syge unge.

At være en ungdomshøjskole for denne målgruppe kræver en balancegang ud over det sædvanlige. Man skal bevæge sig mellem et ordinært psykiatrisk behandlingssystem med de begrænsninger og muligheder, det indebærer, et kommunalt system præget af økonomitænkning, effektmåling og dokumentation, og båret af en højskoletanke, hvor mennesket står i centrum, og hvor det grundlæggende handler om at oplive, før der oplyses. Udfordringen ligger i høj grad i at fastholde højskoleudgangspunktet – normaliteten – og anvende behandlingsudgangspunktet som redskab eller middel til at fastholde normaliteten.

Gennem samværet med de andre unge, med en tæt kontakt til stedets lærere, gennem gode oplevelser i det daglige virke på skolen, i undervisningen, på ture og rejser kan det konstateres, at de unge udvikler sig langt ud over forventningerne. De ranker ryggen, der kommer liv i øjnene, de ser sig selv som værdifulde og uundværlige i gruppen, og de oplever samværets store betydning, hvor de bliver bekræftet i, at de ikke er alene om diagnoserne, og hvor de har mulighed for at dele deres særegenhed med andres. Den enkelte elev for mulighed for at lære egne styrker og svagheder at kende på en ny måde gennem fællesskabes udfordringer. Det handler om selvindsigt, kunstneriske indtryk, billeder skulpturer, musik, bevægelse, politiske tanker og ideer, sprog, fremmede landes kulturer, idrættens, motionens og naturens indvirkning på vores psyke og fysik og fællesskabets betydning for vores identitet og sociale.

De fleste elever kommer med mange nederlag i bagagen og med en både fysisk og psykisk knuget erfaringsverden. Derfor er det vigtig at huske på, at de unge ikke er patienter eller klienter, men højskoleelever med alt, hvad det indebærer. Skiftet fra at være patient og klient til at være højskoleelev har i sig selv en helende og helbredende virkning, men det kræver forstående omgivelser, der både har høj faglig pædagogisk og psykologisk indsigt, og et sikker værdimæssigt ståsted for at kunne rumme og vejlede de unge til et liv, hvor man er andet end en diagnose og en receptmodtager.

For i størst mulig omfang at kunne tilgodese den enkelte elevs behov for individuel kontakt og samtidig sikre, at eleven også udfordres i fællesskabets muligheder anvendes en række forskellige metoder.

Udgangspunktet er først og fremmest at få skabt et tillidsforhold til den enkelte elev, hvilket ofte sker i forbindelse med de mangeartede aktiviteter, der foregår i dagligdagen. I den daglige undervisning småsnakker man om alt og ingenting, og ofte viser det sig, at netop i disse situationer åbner den enkelte elev sig, og giver udtryk for ønsker og behov. At være anerkendende, opmærksom, lyttende og engageret i disse situationer er afgørende for, om eleven føler sig accepteret og forstået også selvom man ikke er enig i udtalelserne. De årlige ture til udlandet eller de kortere ture i Danmark er tilrettelagt, så man både kan tilgodese den enkelte elevs behov for indivi duel kontakt i de aktiviteter, der foregår samtidig med, at eleverne indgår i forpligtende opgaver for fællesskabet. At blive ægte involveret med de unge er også forudsætningen for at kunne skabe et tillidsforhold, der også bærer over i forbindelse med at forholde sig realistisk til den adfærd den enkelte unge udviser og de udviklingsmuligheder, der er for den enkelte unge. Kunsten for medarbejderne er at kunne udfordre den enkelte elev både emotionelt, socialt og kundskabsmæssigt og samtidig være opmærksom på, at grænsen for den enkeltes ydeevne ikke overskrides. Man går på en knivsæg mellem motivation / udfordringer og demotivation / tilbagetrækning eller opgivenhed. At holde sig indenfor den enkelte elevs nærmeste udviklingszone er en daglig pædagogiske udfordring.

Umiddelbart skulle man tro, at ture både indenlands og udenlands kunne være angstprovokerende og utrygt for eleverne. Men via de gode relationer lærer og elev imellem, skabes den forudsigelighed og tryghed, der skal til, for at eleverne tør kaste sig ud i det uforudsigelige rum og skabe nye positive erfaringer med sig selv og med de andre elever og lærerne. Lærerne viser i kraft af deres erfaringer og viden vejen for, hvordan forskellige problemer af både praktisk og følelsesmæssig karakter kan håndteres, så eleverne ikke skal bruge energi på at bekymre sig unødigt om uoverskuelige udfordringer og uforudsete hændelser. Forudsigelighed handler først og fremmest for eleverne om, at lærerne er forudsigelige i deres adfærd eller vil eleverne ikke kunne magte at overnatte på almindelige campingpladser rundt om i Europa på de årlige udenlandsture.

Det er bemærkelsesværdigt, at flere fagfolk inden for det etablerede psykiatriske behandlingssystem i forbindelse med visitationer ofte udtaler, at eleverne ikke vil kunne magte de højskoleaktiviteter, man har på Søndbjerggård Ungdomshøjskole – praksis viser, at eleverne netop gennem disse aktiviteter, og naturligvis med støtte fra velkvalificerede og erfarne lærere, bryder ud af patientrollen og profiterer af de normalitetsforventninger, de mødes med.

Indstillet af

Roland Durup, Bestyrelsesmedlem ved Søndbjerggård Ungdomshøjskole

 

Øvrige kandidater til Højskolepædagogisk Pris

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies