Indstillet i 2018: Søren Møller

INDSTILLET TIL HØJSKOLEPÆDAGOGISK PRIS Søren Møller fra Idrætshøjskolen Aarhus indstilles, fordi han har påtaget sig en opgave, kun få på højskolerne i dag tager op: nemlig helt grundlæggende at beskrive, tænke og udvikle det særlige ved højskolen, sådan som den tager sig ud fra en erfaren praktiker.

Begrundelse

Søren Møller har gennem en menneskealder været lærer på Idrætshøjskolen Aarhus og har med afsæt i friluftsfaget været med til at præge en mængde højskoleelever. Med mere end 35 års erfaring er han en kulturbærer i højskolen – også langt ud over egen skole.

Selvom dette virke i sig selv fortjener en pris, er det dog ikke derfor, han nomineres. Søren Møller nomineres, fordi han har påtaget sig en opgave, kun få på højskolerne i dag tager op: nemlig helt grundlæggende at beskrive, tænke og udvikle det særlige ved højskolen, sådan som den tager sig ud fra en erfaren praktiker – og ikke mindst dele det med alle andre til inspiration og diskussion.

Med bogen Højskolen – et paradoks der kan flyve (2016) leverede Søren Møller et engageret bidrag til at forstå og udvikle højskolepædagogikken – med et særligt afsæt i en forståelse af kroppen som adgang til højskolens dannelsesopgave. Denne kropslige tilgang gør bogen interessant, fordi kroppen i dag fylder stadig mere på alle højskoler og samtidig stort set er fraværende i tidligere beskrivelser af højskolernes opgave og praksis.

Bogen udfolder en pædagogisk fortælling, der på eksemplarisk vis forbinder indblik i en erfaren lærers pædagogiske praksis, refleksioner over det at være højskolelærer, originale overvejelser over skoleformes særkende og hovedsigte, samt diskussioner af højskolens relevans og udfordringer i dag. Netop denne blanding gør bogen velegnet til både at inspireres af og blive uenig med.

Bogen udgør et sammensurium af praksisfortæller, begrebslige overvejelser, små anekdoter, kærlige klaps, skøre indfald, undervisningseksempler, personlige beretninger, overraskende perspektiveringer og ikke mindst et stort hjerte. Bogen er dermed selv et billede på, hvad højskolen er, og samtidig er det en opfordring til alle andre om at tage stafetten op.

Søren fortjener Højskolepædagogisk Pris, fordi højskolen har brug for sådan nogen som Søren. Og alle andre i højskolen fortjener at læse Sørens bog.

Indstillet af

Rasmus Kolby Rahbek

 

 

 

Øvrige kandidater til Højskolepædagogisk Pris